Læsetid: 5 min.

Bohrs mystiske møde med Heisenberg

17. december 2001

Hvorfor blev den danske kernefysiker vred på sin elev under deres samtale i 1941? Et brev fra Bohrs hånd, der aldrig blev sendt, vil kaste lys over den uafklarede affære

Atombomben
CAMBRIDGE – Efter den verdensberømte danske kernefysiker Niels Bohrs død i 1963 blev der afholdt en mindehøjtidelighed i København, hvortil hans kolleger og venner var inviteret. Mange kom – heriblandt Bohrs intellektuelle adoptivsøn, Werner Heisenberg, og en anden tysk ven, Carl Friedrich von Weizsäcker. Begge fysikere havde fortsat deres arbejde i Tyskland under Anden Verdenskrig i stedet for at flygte til USA eller Storbritannien.
Under en efterfølgende reception pegede enken Margrethe i retning af de to tyskere og udbrød: »Goudsmit! (hollandsk fysiker) Det besøg, de to aflagde i Danmark under krigen, var af fjendtlig natur, uanset hvad folk siger eller skriver om det.«
Margrethe Bohrs spidse bemærkning var møntet på et møde mellem Bohr og Heisenberg i København i efteråret 1941, hvor den danske videnskabsmand blev så oprevet over et eller andet, hans tyske elev skal have sagt, at de to mænds nære venskab – fader-søn-forholdet – led ubodelig skade i årene, der fulgte. Hvad der ophidsede Bohr – en venlig mand af afbalanceret temperament – har været genstand for megen spekulation gennem årene.

Embargo løftes
I næste måned vil interesserede i denne historiske detalje i det tysk-amerikanske kapløb om udviklingen af den første atombombe formentlig blive klogere. Ifølge Finn Aaserud, leder af Niels Bohr Arkivet, vil familien løfte et embargo på 11 dokumenter fra Bohrs egen hånd, der vil kaste mere lys over hans mystiske møde med Heisenberg, chefen for den kernefysiske forskningsgruppe, Uranverein, i Adolf Hitlers krigsministerium.
Foranledningen er det amerikanske teaterstykke Copenhagen, skrevet af Michael Frayn, der blev en stor publikumsucces sidste år i USA og modtog Broadways Tony-præmie for bedste skuespil i 2000. Stykket handler om mødet mellem de to eminente kernefysikere; den eneste anden medvirkende er Margrethe Bohr.
Uden at foregive at være historisk korrekt antyder Copenhagen, at Heisenberg opsøgte Bohr i det tysk-besatte Danmark, fordi han ønskede at udtrykke sine moralske betænkeligheder om en atombombe. Ville det ikke være bedre for alle, at kernefysikere i begge krigslejre holdt igen?
Frayns teaterstykke ender med denne pointe og insinuerer altså, at Bohr – vred som han var over et eller andet – ikke var klog eller modig nok til at videreformidle Heisenbergs idé til kernefysikere og regeringer i allierede lande.
Det er naturligvis ikke en fortolkning af historien, som Bohr-familien kan lade stå – ej heller den danske kernefysikers mange gamle venner og beundrere. Én af dem er Gerald Holton, professor emeritus i fysik og videnskabshistorie på Harvard University.
»I store træk er der jo tale om en historisk detalje, så havde det ikke været for Copenhagen, ville ingen formentlig tænke over dette møde i dag,« siger Holton i en samtale med Information på sit kontor i Cambridge, Massachusetts.
Ikke desto mindre er videnskabshistorikeren Holton fascineret af sagen, lige som mange andre. Bohr-Heisenberg mødet optog mange sjæle under og efter krigen. Man kan finde utallige referencer i personlig korrespondence mellem samtidens kernefysikere. Alle bøger om atombomben nævner samtalen mellem danskeren og tyskeren, og flere går i dybden, senest Thomas Powers’ Heisenberg’s War (1993).

Kun en reaktor
»Problemet er imidlertid, at vi alle var under indflydelse af Heisenbergs og Weizsäckers udlægning gennem mange år. Heisenberg var en utroligt tiltrækkende personlighed. Jeg har ofte delt podium med ham,« erindrer Holton, der kom til Harvard i 1943.
Dette indtryk skiftede brat, da en bog om englændernes kidnapning af en håndfuld tyske kernefysikere i april 1945 udkom for fem år siden (Jeremy Berstein, Hitler’s Uranium Club: The Secret Recordings at Farm Hall). Blandt de internerede i Farm Hall var Heisenberg og Weizsäcker, og af de hemmeligt optagne samtaler fremstår et ganske andet billede af deres arbejde med atomenergi under Hitler.
Indtil midten af 90’erne var den gængse opfattelse, at kernefysikerne i Uranverein – Tysklands skarpeste hjerner – kun havde prøvet at bygge en atomreaktor. »Samtalerne i Farm Hall pegede derimod på, at de arbejdede med en bombe. De overvejede faktisk at lade en reaktor virke som en bombe, svarende til en radioaktiv bombe,«siger professor Holton.
»Heisenberg og hans hold begik nogle helt fundamentale fejl. Heldigvis, for Hitler kunne sagtens have presset dem mere til at fremstille en bombe.«
Bernsteins bog løftede sløret for de tyske kernefysikeres egentlige tankegang. Intetsteds nævnte Heisenberg moralske skrupler. Hans reaktion på nyheden om a-bomben i Hiroshima var: »En eller anden dilettant i Amerika, som ved meget lidt om det, må have ført dem bag lyset.«Den tyske kernefysiker antog, det var et falskneri. Hvordan kunne amerikanerne være så langt forude?

Forklaringsproblem
Sprængningen af to atombomber i Japan stillede de internerede tyskere i et dilemma. »Når de vendte hjem efter krigen, ville man i Tyskland spørge, hvordan de kunne været faldet så langt bagud. På den anden side havde de et forklaringsproblem over for deres kolleger i allierede lande. Hvordan kunne de have tænkt at lave en a-bombe for et så ondt regime,« siger Gerald Holton.
Von Weizsäcker havde en idé. »Historien vil vise, at den fredelige udvikling af en reaktor blev forestået af tyskere under Hitlers styre, mens amerikanerne og englænderne byggede dette rædselsfulde våben.«
Det blev så den version af Hitlers uranprogram, som de tyske kernefysikere spredte efter krigen, og den blev stort set godtaget af alle, med Niels Bohr som en mulig undtagelse.
Officielt var Heisenberg kommet med von Weizsäcker til Danmark i 1941 for at holde en forelæsning for de danske fysikere. Da Niels
Bohr ikke mødte frem, opsøgte eleven ham privat – vel vidende, at de kunne være aflyttet eller skygget af Gestapo. Mødet stillede Bohr i en penibel situation, fordi han som halv jøde og mulig sikkerhedstrussel mod Det Tredje Rige kun fik lov at fortsætte sit arbejde i Danmark på Heisenbergs anbefaling.
Hvad skete der den aften? Nogle år senere, i 1947, mødtes de to mænd i Bohrs sommerhus i Tisvilde, men kunne ikke blive enige om samtalens indhold. Efterfølgende nægtede danskeren at tale om episoden. Men da han i 1956 læste Robert Jungks bog Heller als Tausend Sonnen om atomfysikernes levned, må hans vrede være vendt tilbage. Her kunne han nemlig læse et brev fra Heisenberg til Jungk, hvori tyskeren hævdede, at Bohr havde misforstået hans ærinde.

Bohr chokeret
»Bohr var chokeret, da jeg – såvidt jeg husker – sagde, at det i princippet var muligt at bruge fission til at lave en bombe. Han tog det som pålydende for, at vi i Tyskland havde gjort store fremskridt,« skrev Heisenberg og tilføjede: »Det lykkedes mig aldrig at rette denne misforståelse.«
Bohr satte sig ned og skrev et langt brev til Heisenberg. Men i stedet for at sende det, efterlod han det i bogen. I 1985 fandt sønnen Erik brevet og spurgte Holton, hvad familien skulle gøre. Holton vil ikke afsløre indholdet, og siger blot: »Bohr stolede ikke på ham. Han vidste, hvad Heisenberg var ude på.«
En let overset fodnote i Powers’ bog angiver et muligt svar. Heisenberg bad Bohr om at arbejde for tyskerne, muligvis på en a-bombe. Kan det kun have været hans indtryk? Om en måned ved vi det – måske/måske ikke.
Om Frayn kan man sige, at hans Copenhagen fik historien galt i halsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu