Læsetid: 9 min.

En borgerlig og moralsk tyrefægter

Udsigter til Klaus Rifbjerg gennem et halvt århundrede
14. december 2001

(2. sektion)

Portræt

Jeg har balanceret mellem udfordring og tryghed. Begge dele skal være til stede. Jeg vover mig ikke så langt ud, at jeg risikerer de store eksistentielle skift i mit liv. Der er en bane lagt ud, som du kan kalde skæbne, som jeg administrerer forsøgsvist sådan at ikke for store ulykker skal overfalde mig og dem, jeg holder af. Det kan man kalde et udtryk eller et symbol for en almindelig skæbne. En ganske almindelig skæbne, som PH ville have sagt.«
Klaus Rifbjerg

Klaus Thorvald Rifbjerg Petersen kan hidse sig op. Det er en ressource. Som sådan er han i konstant beredskab. Beredt til at reagere. På fisefornem småborgerlig bornerthed udøvet surt og bittert bag klunkegardiner og på højstemt selvretfærdig nykristen moraliseren, der graver hele den tradition op, som kulturradikalismen gravede ned. For slet ikke at tale om almindelig sortklædt kulturpessimisme. Klaus Rifbjerg er til eksempel ikke særligt begejstret for Carsten Jensen.
Siden han i 50’erne debuterede som forfatter og kulturskribent, har Klaus Rifbjerg talt og skrevet for og med det kulturradikale frisind og Poul Henningsens gode humør. Han var og er, hvad man med to populære udtryk kalder en provokatør og et enfant terrible. Rifbjergs gamle ven Jesper Jensen fortæller, hvordan han og Rifbjerg »var glade for, når det lykkedes at få skovlen under nogen eller noget. Dobbeltmoral eller bornerthed eller hykleri.«
Men Rifbjerg er samtidig et borgerligt menneske. Som en anden ven, Frederik Dessau, fortæller:
»Da Leif Panduro fortalte Rifbjerg, at jeg skulle skilles, svarede han, at ’nu måtte det holde op.’« Og dermed mente Rifbjerg ikke, at ægteskabet måtte stoppe. Men derimod bølgen af skilsmisser.
»Det,« forklarer Dessau, »virkede foruroligende på et menneske, der godt kunne lide at have kontrol over sig selv og sit liv og sine omgivelser, når der skete noget så upassende som en skilsmisse.« Rifbjerg var vokset op med en forestilling om, at når man én gang var gift, ville man altid være gift. Og blive ved med det, men det var en sikkerhed, som Dessau og andre ’var med til at bryde.’
Den på Haiti bosatte digter, filminstruktør og sportskommentator Jørgen Leth skriver én gang om året et brev til Rifbjerg, hvor han gør status over det år, der den her gang er gået: »Jeg har den her fornemmelse af, at Klaus er min onkel. Han ser mildt, men også med en vis strenghed på, hvordan jeg fører mit liv.«
Så i den relation er det Leth, som provokerer: »Jeg kan godt lide at overdrive i mine breve til ham. Jeg kan godt lide at fortælle de værste ting. De mest ukorrekte ting. Hvordan jeg nyder at være sammen med en ung kvinde i Haiti. Jeg elsker at fortælle ham små kildrende horrorhistorier om livet i Haiti.«

Jesper Jensen beskriver samværet med Rifbjerg og konen Inge i 50’erne som konventionelt: »Det ene par besøgte det andet par. Og så rakkede vi nogen ned, inden vi gik hjem.« Det var en for Jensen karakteristisk dobbeltposition:
»Vi var imod det konventionelle. Vi var imod det borgerlige. Vi var imod det regelrette. Og vi levede sgu i det begge to og alle sammen.«
De øvede sig i at drikke god vin og spise god mad. De øvede sig i at være kvalitetsbevidste:
»Klaus og Inge var meget dygtige.«
Man var lidt bekymret. Hvordan skulle det gå? Inge var forsørgeren, efter Klaus Rifbjerg droppede sine universitetsstudier. Da han blev tilbudt job som teateranmelder ved Dagbladet Information, blev han som første opgave bedt om at tage ud og interviewe en skuespiller. Og han sagde op på stedet. Det var ikke det, Rifbjerg var blevet ansat til. Avisen tilbød Rifbjerg en bedre løsning. Og han kom tilbage.
I 1956 debuterede Rifbjerg med digtsamlingen Under vejr med mig selv. Et par år senere introducerede Rifbjerg samtidig med Leif Panduros De Uanstændige den vrede unge roman i Danmark.
I 1960 blev Rifbjerg sammen med Villy Sørensen redaktør af det litterære tidsskrift Vindrosen. Vennen og kritikeren Torben Brostrøm leverede sin berømte artikel om Det umådelige mådehold til det første nummer. Og beskriver det, der skulle blive udgangspunktet for dansk modernisme, som Rifbjerg og han selv tegnede:
»Vi læste Sartre og Camus. Og frem for alt Beckett, som jo ikke lagde skjul på, at verden ikke hang sammen. Det var ved at skrumpe ind til et minimum. Det var det minimum, vi gik og stirrede på.«

Med øjnene rettet mod det, der lignede et nulpunkt, søgte de en ny grund. Et nyt sted at starte og operere fra. Rifbjerg svarede med digtsamlingen Konfrontation, som ifølge Brostrøm er fuld af møder med den nære virkelighed. Med det hverdagslige: »Man piller simpelthen tingene fra hinanden. Det er ikke en destruktiv lyst, men et forsøg på en ny orientering.« Brostrøm fremhæver et mod til at konstruere virkeligheden forfra: »Der står et sted hos Klaus: ’Hvad med lidt virkelighed? Den er jo god nok.’«
Og Rifbjerg var god nok til at brede sig ud. Han havde allerede skrevet prosa og poesi og sammen med Jesper Jensen lavet revykomedier. Han havde anmeldt teater og franske nybølgefilm og var fra 1950 til 51 på et studieoophold i USA.
I begyndelsen af 60’erne afleverede han et filmmanuskript til Palle Kjærulff-Schmidt. Manuskriptet hed Weekend, og det provokerede Kjærulff-Schmidt: Personerne »opførte sig ikke særlig pænt. Og det, jeg ikke opdagede, var, at alle de uudtalte undertoner, som havde været under vores nytårsfester, havde Klaus forstørret op til bristepunktet. På den måde havde han en fornemmelse af, hvor tingene bevægede sig henad.«
Rifbjerg havde skrevet et manuskript, som var et portræt af en dekadent ungdomsgeneration. Og det påvirkede for Kjærulff-Schmidt indspilningen af filmen: »Tiden og filmens tone og tema gjorde ligesom, at mange på holdet krængede sig ud i det liv, som filmen kredsede om. Dannede nye par, og jeg ved ikke, hvad der foregik.«
I weekenderne kom de involverede skuespilleres og filmfolks koner og venner. Og alle lod som ingenting, mens Kjærulff-Schmidt følte sig skyldig: »Jeg led så meget, for jeg følte, at det var mig, der forrådte disse ægtefolk.«
Skrevet i den rifbjergske jeg-person, hvor fortællingen fortløbende beskriver den, der fortæller historien, kom i 1966 romanen Operaelskeren. Om en borgerligt rationel og gift akademiker, som bliver forelsket i en skuespillerinde. Som bliver udsat for en erotisk besættelse. Og som ender med at gå under og eksplodere. Brostrøm fremhæver Operaelskeren som en bog om en mand, der bedrager sig selv og sin familie. »Det er i virkeligheden en meget moralsk roman om en mand, der gennemlever erotiske muligheder.« Og taber.

I det seneste bind af opslagsværket Danske digtere i det tyvende århundrede bestemmer lektor Frits Andersen Rifbjergs praksis som medierealisme. Som en rettethed hvor mediernes udlægning hører med til værket. De litterære udgivelser konstrueret som begivenheder i det offentlige rum. Således defineret er Rifbjerg at betragte som en art popkunstner.
I nøgleromanen Marts 1970 hængte Rifbjerg samtidige intellektuelle ud ved navns nævnelse. Det er en praksis, som Rifbjerg i 90’erne har fulgt op med sine polemiske ’karakterbøger’. For Palle Kjærulff-Schmidt er Rifbjerg en umiddelbart reserveret, men trofast ven: »Vi var venner, men vi var ikke veninder. Det var Klaus for blufærdig til.« Rifbjerg var tryg ved Kjærulff-Schmidt, men i perioder var Kjærulff-Schmidt ikke selv tryg ved sin hyperproduktive ven: »Jeg synes, han brugte mig for meget i sin skrift. Men en person, der i den grad udtrykker sig, skriver fortolker, digter får det meste ud den vej. Han betror sig til offentligheden i kraft af sit forfatterskab. Der er ikke mange hjørner og kroge af sindet, hvor han ikke har været omkring. Om det så er hans sjæl eller andres: Det er jo til syvende og sidst ham selv, han skriver om. Det er muligt, at den kanal er åben og måske ekstra åben, fordi der er nogle grænser i det private.«
Der er også grænser i det private, som for andre er blevet overskredet af Rifbjergs polemisk offensive maner.
Det er en polemisk strategi, som Frederik Dessau har diskuteret med Rifbjerg: »Jeg har ikke haft svært ved at identificere mig med dem, der er blevet straffet offentligt ved navns nævnelse.«
Dessau bryder sig ikke om metoden. Men »ingen af dem, han har afstraffet, har ikke fortjent det. Set ud fra hans følelser og holdninger.« Det er mennesker, som »han har følt sig svigtet af. Eller som har svigtet nogle idealer , som de har gjort sig til af«: »Men der er Klaus også et meget moralsk menneske.«
En anden side af Rifbjergs virksomhed er festtaler og sange, der falder som piskeslag mod svage punkter. Fra en moralist, der ikke moraliserer.
Hanne Marie Svendsen har kendt Klaus Rifbjerg i 50 år: »Klaus er trofast på godt og ondt. Og han husker som en elefant.«
»Taler og festsange kan være så barske, at de er på grænsen til det tilladelige. Men der må man huske, at det alt sammen ud fra Klaus’ synspunkt stammer fra kærlighed. Han er helt sikker på, at hans venner er stærke nok til at finde sig i, at han revser dem lidt for deres svage sider.«

Det er den højproduktive forfatter og eksplosive debattør, som bliver kaldt Store Klaus. Men indimellem ser man også en lille Klaus, der ikke afstraffer af tillid og kærlighed til sit offer. Som ikke optræder borgerligt moralsk.
Den lille Klaus Rifbjerg er således berygtet for at excellere i ydmygelser som almindelig underholdning. Der er historien om, hvordan Rifbjerg under en oplæsningsseance ved Det Danske Akademi jordede en yngre Lene Henningsen, som ikke havde bedrevet nogen form for personlig eller ideologisk kontra-rifbjergsk virksomhed.
Det er den lille Klaus Rifbjerg, der kommer til at håndhæve den jantelov og smålighed, som Store Klaus insisterer på at gøre op med. Det var den lille Klaus Rifbjerg, der tilsyneladende påvirket af fornemmelser af mindreværd i foråret i et læserbrev jamrede over, at alle talte og skrev om udgivelsen af kollega Per Højholts Auricola.
Men som en anden kollega har formuleret det, så drikker Rifbjerg efter alt at dømme en kop blod til sin morgenmad.
Klaus Rifbjerg har i et tv-interview slået sin ene næve i mod sin anden flade hånd. Og sagt, at det er det sangvinske, han godt kan lide ved livet i Spanien. Det er sang og vin og vitalismen og blodigt engagement. Det er tyrefægtning og Tom Kristensen og jagt og Johannes V. Jensen.
Jørgen Leth var engang på tur med Ebbe Traberg, Klaus og Inge Rifbjerg i Spanien:
»Vi var en fast kvartet. Det var det kendte hold.«
De tog til Pamplona for at se den reneste og mest klassiske tyrefægter. En tyrefægter, som også Rifbjergs forbillede Ernest Hemingway havde set og beundret, og som således slog bro mellem to generationer. Det var Antonio Ordoñez. Det kendte hold, kvartetten sad omkring arenaen, da det begyndte at regne. Styrtregne.
»Alle mand,« fortæller Leth, »flygtede fra siddepladserne. Men der var en mand, som blev stædigt siddende i regnen: Klaus Rifbjerg. Han nægtede, at regnen skulle ødelægge hans tyrefægtning.«
Da Ordoñez døde i 1968 skrev Rifbjerg et digt som:

en hilsen til alle dem
der aldrig ser en skid
og i hvert aldrig har set
Antonio Ordonez
tage skoene af i arenaen
og danse med tyren
før han slog den ihjel

*Artiklen er baseret på Jakob og Janus Kramhøfts tre timer lange radioportræt af Klaus Rifbjerg, hvor de to første dele har været bragt, og tredje og sidste del sendes i aften på p2. Alle citater fra Palle Kjærulff-Schmidt, Jørgen Leth, Hanne Marie Svendsen, Frederik Dessau, Jesper Jensen og Torben Brostrøm er taget fra denne udsendelse. Ligeledes de fleste Rifbjerg-citater

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her