Læsetid: 4 min.

Cd-box

28. december 2001

Af ANDERS BEER, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, Klaus Lynggaard og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)

Rock
Jay-Z: The Blueprint (Roc-A-Fella/Universal)
*Den myreflittige og i USA så megapopulære Jay-Z har nok et lidt flosset renomme i hardcore hiphop-cirkler, men det forhindrer ham nu ikke i at levere varen denne gang.
Måske har han følt sig presset, i hvert fald er der tale om en markant forbedring i forhold til forgængeren og selvom det måske primært handler om form over indhold, giver Jay-Z sine rutiner og tekster en klædelig – og kynisk – omgang lak og så godt som hvert eneste spor lyder som et hit. Hans dis af Nas benytter med held en Doors-sampling, men ellers er det især sweet 70’er-soul, der trækkes på. En minitriumf.

Dax Riders: Back In Town (Subscience/Universal)
*Franskmændene er som bekendt over os – og har efterhånden været det i en del år. Siden først Daft Punk og siden Air gik deres sejrsgang verden over, har det været slut med at betragte Frankrig som et musikalsk u-land.
Nå, nu er det ikke, fordi Dax Riders på nogen måde er revolutionerende, de tager bare tråden op fra Daft Punk og tilsætter lidt iltre Parliament-Funkadelic-grooves.
En del af det, der ikke fungerer hjemme i stuen, vil sikkert gøre sig godt på dansegulvet og vice versa. Alt i alt en behagelig og dansabel udgivelse af en vis klasse.

Kittie: Oracle (Epic/Sony)
*Sæt kvinderne til at styre verden og alting vil blive meget bedre? Hvem ved? Og sæt kvinder til at spille metal og vi skal aldrig høre de samme gamle trætte klicheer igen?
Vel, ikke når det gælder den canadiske pige-trio Kittie, that’s for damn sure … alt her er hørt før og bedre, og ved at inkludere en cover af Pink Floyds »Run Like Hell« sætter søstrene Morgan og Mercedes Lander kun deres egne pauvre sangskrivningsevner i relief.
Som forsøg på at blive taget alvorligt er pladen simpelt hen for dårlig, og det er efterhånden sjældent, vi nu om stunder udsættes for noget, der er helt så slemt som Kittie her. Kom, Kittie, kom så, Kittie, kom-kom …-lyn

Jazz
Tys Tys: Tys Tys (Loretta Records)
*Sangerinden og komponisten Maria Laurette Friis står bag dette unge, højst originale ensemble, hvor også Gunnar Halle (trompet) og Henrik Sundh (klaver, harmonium) medvirker foruden den allestedsnærværende Kresten Osgood (trommer). Optisk forskudte og skæve valse, viser og ballader i en enkel, uortodoks instrumentering og udførelse på line mellem amerikansk og europæisk. Friis synger med en syrlig sødme, der bl.a. knytter an til Billie Holiday iblandet moderne skæbnetyngde og hudløshed med mindelser om en nedtysset Björk. I Friis’ sange færdes fejlstemplede og skæbneramte eksistenser og lillepigede eventyrfigurer, der passer forunderligt fint ind i musikken. cmh

Klassisk
Kurt Weill: Der Protagonist. Tekst: Georg Kaiser. Deutsches Symphonie-Orchester Berlin. Dir. John Mauceri. Cappricio 60 086.
*Weills første opera, enakteren Der Protagonist er kommet på plademærket Cappricio med godt spillende tysk orkester og fine solister, blandt andre Robert Wörle (tenor) og Amanda Halgrimson (sopran). Værket blev med succes uropført i 1926 og det gjorde komponisten kendt over night. Man må sige, at den unge komponist tidligt kunne sit håndværk. Bemærkelsesværdigt er det også at Weill allerede med sit første værk i genren, er så træfsikker i sit tonesprog og med de musikalske virkemidler. God indspilning, fremragende lyd.
Robert Schumann: Three Violin Sonatas. Elisabeth Zeuthen Schneider (violin) og Ulrich Stærk (klaver). Classico CLASSCD 351.
*Elisabeth Zeuthen Schneider er en af vores fineste instrumentalister. Siden debutkoncerten i 1981 har hun virket som solist og pædagog, og det i en grad, der gør hende lige efterspurgt på begge områder.
På denne cd kommer Schneider vidt omkring i Schumanns univers, og indgår i et smukt samspil med pianisten Ulrich Stærk. Violinens klang, som den fremstår på cd’en, er alt for spids og uden den mørke glød og intensitet, som man kan opleve ved solistens koncerter.
Det er synd, at man lader sig irritere af den dårlige
lyd, som selv den bedste udøver kan stille noget op mod. Det tager toppen af oplevelsen, og musikerne fortjener bedre.beyer

Verdensmusik
Hossein Omoumi & Sima Binâ: The Song of the Ney. (Nimbus Records/OHMusik NI 5391)
*Den persiske klassiske musik lagt i munden på neyfløjtespilleren Hossein Omoumi og sangerinden Sima Binâ er som et tveægget sværd: på én gang ren og enkel, mættet med ro – og rigt ornamenteret. Den persiske musiktradition er både solistisk og kollektiv og på dobbeltalbummet The Song of the Ney deles sol og vind lige.
På begge plader er det improvisatoriske i centrum, men Omoumi lader på den ene sin hjemmebyggede rørfløjte ’synge’ solo i selskab med den unge percussionvirtuos Madjid Khalidjs på én gang diskrete og heftige spil. På den anden demonstreres ensembleformens forenede talenter udi klanglig ornamentik. Og Binâs vokal svøbes balsamisk om fløj-
tens luftige hæshed på en bund af sprøde strenge og lette klap.moh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu