Læsetid: 4 min.

Cd-box

14. december 2001


(2. sektion)

Rock
Dungeon Family: Even In Darkness(Arista/BMG)
*Atlanta, Georgia har de sidste små ti år været et af de vigtigste hiphopcentre qua producere som Dallas Austin, Jermaine Dupri og Organized Noise samt hiphopartister som Outkast og Goodie Mob. De to sidstnævnte ensembler og deres venner udgør kernen i Dungeon Family og sammen har de skabt et herligt p-funk-inficeret party-album, hvor maskingenererede beats blander sig med håndspillede beats, hvis facit er usædvanligt funky og medrivende. Opfindsomheden vil ingen ende tage og mens vi venter på nyt fra Outkast, er der grund til at glædes over Even In Darkness.

Big Fat Snake: Live (Mega)
*Så er Danmarks uden sammenligning mest forudsigelige orkester ude med en mindst lige så forudsigelig live-cd. Mine damer og herrer. Big Fat Snake – Live. Ja, 17 Amazing Tracks står der guddødeme på coveret og så er de fem herrer ellers ved at falde over hinandens ben for at bevise at de aldrig har haft skyggen af en original ide mellem sig. Derimod er de rigtige god til amerikansk roots-rock i metermål, reggressivt, forudsigeligt og støvsuget for overraskelser. Kedsomhed en selvfølge.

Busta Rhymes: Genesis (J Records/BMG)
*Det er svært at sige hvor filmen knækker for Busta Rhymes, en af denne signaturs yndlingsrappere, her på hans femte album, Genesis. Han har indforskrevet nogle af de fineste producere, der kan købes for penge – Dr Dre, Just Blaze og Neptunes – men det er som om tingene ikke vil gå op i den der berømte højere enhed. Måske skyldes det at de involverede ikke har anstrengt sig nok, projektet som helhed bærer præg af venstrehåndsarbejde, lige meget hvor meget Busta selv anstrenger sig. Ærgerligt.-lyn

Jazz
The Orchestra: New Skies (dacapo)
*Endnu en flot og moderne Big Band-plade fra The Orchestra under ledelse af Jesper Riis (trompet), der har leveret originalmaterialet sammen med den altid fokuserede Lars Møller (tenorsax). Ikke blot skriver d’herrer gode kompositioner, men afgørende for big band-musik forstår de også at orkestrere spændende og variere arrangementerne. Tilmed med en personlig og luftig lyd og sans for langstrakte, dynamiske forløb. Morten Lund (trommer) og Kasper Vadsholt (bas) står for en konstant levende rytmisk bund, hvorover mange stærke udvekslinger og solistiske indsatser udføres. Riis’ og Møllers’ anstrengelser gennem ti år gælder et orkester med overbevisende kvaliteter.

Eugene Pao & Mads Vinding Trio (Stunt)
*Pao er den i Hong Kong fødte, men i USA oplærte guitarist, som bliver bakket op af den succesfulde bas-
sist Mads Vinding, der med trio er trådt i karakter som orkesterleder de senere år med flere svært roste cd’er. Niveauet er skam højt med en vagtsom og antændt Alex bag trommerne og den unge, franskfødte pianist Olivier Antunes, hvis bevægelige spil næres af jazzens hovedstrøm. Hvorfor føles denne udgivelse så nærmest overflødig? Ja, der er noget automatisk over foretagendet. Musikerne har angiveligt ikke følt det sådan, men musikken lyder, som selvfølgelighed uden hjerte og Pao er ingen specielt interessant guitarist. En fejlsatsning. cmh

Klassisk
Carl Nielsen: Early Songs; Violinsonata; Commotio. Bo Holten og Odense Symfoniorkester. Danacord DACOCD 588.
*Carl Nielsen store orgelværk fra 1931 med titlen Commotio blev komponistens sidste. Det er et værk med symfoniske dimensioner, som har inspireret flere komponister til at arbejde videre med musikken. Bo Holten har orkestreret musikken, og han er mere tro over for originalen end Karl Aage Rasmussen, der også har brugt Commotio som ansatspunkt for symfonisk musik. Holtens Commotio lyder som Nielsen, formodentlig fordi Holtens eget æstetiske ideal ikke ligger så langt fra Nielsens. Odense Symfoniorkester spiller glimrende. På samme cd kan De også nyde Henriette Bonde-Hansen, der synger Nielsens tidlige sange med tekster af Ludvig Holstein og J.P. Jacobsen.

Litopolis. Værker af Jacob Brandt-Pedersen, Flemming Brandtbjerg, Per Buhl Acs og Jørgen teller. Audio-cd/Mac-cd-rom.
*Denne udgivelse med avantgardemusik kan både afspilles som almindelig cd og for mac-brugere fungerer den tillige som cd-rom, der genererer real time billeder til musikken. Musikken er et kakofonisk virvar af stemmer, reallyde og manipuleret støj. Indimellem høres stemmer – en af de genkomne sætninger er »Det er bare ærgerligt«. Og det kan man jo kun give ophavsmændene ret i. Det er ret syret at se på skærmens vildtvoksende farver samtidig med at lytte til denne videreudvikling af musique concrète, som det på mange måder er. beyer

Verdensmusik
Mory Kanté: Tamala – The Voyageur. (SONO/Temba Music).
*Manden bag med 80’er-hittet »YeKe-YeKe«, der tillægges æren for den vestafrikanske popmusiks internationale gennembrud, forsøger med Tamala at generobre en plads i den øvre ende af hitlisterne. Så han starter hårdt ud med et godt og gedigent radiodansehit og følger op med kælen r&b tilsat engelsksproget sirupsvokal på kvalmegrænsen. Kanté vil med Tamala hente den afrikanske rytme tilbage til det afrikanske kontinent. Det virker mere som et påskud for at peppe den gode gamle afrofunk op med rap, rock, salsa og jazz – i håb om at hitte. Kanté er en godt sangsmed og en dygtig musiker, men Tamala lyder mest som lydsporet til en svunden tid.moh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu