Læsetid: 6 min.

Dæksdreng bag skrivebordet

At hævde at arbejderklassen er forsvundet, er noget forbandet sludder, siger forretningsfører i SiD, Henrik Berlau
24. december 2001

Mandagssamtale
I 1968 fik den 15-årige Søborg-dreng Henrik Berlau sin første hyre som dæksdreng på ØK-tankeren Nordic Heron.
»At komme ud og sejle var dengang en måde at se verden på, og turen gik til den persiske golf. Det var fand’me varmt, men også spændende. For mig var det godt, jeg fik et sted at bo, noget at spise og tilmed løn…«
Syv år og forskellige hyrer senere blev Berlau valgt som hovedkasserer i Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsorganisation. I de forløbne 25 år har han arbejdet bag et skrivebord, først som kasserer i LLO, så som faglig funktionær og senere igen som formand for Sømændenes Forbund.
Siden sømandsforbundets sammenlægning med SiD i 1994 har han som den eneste fra sømandsforbundet været ansat som forretningsfører i landets næststørste fagforbund, der sidst var i medierne på grund af en skandale med returkommission og bedrageri. At det kan ske, undrer ikke dæksdrengen fra Søborg:
»Fagbevægelsen er ikke en skid god til andet end at komme i aviserne med en Strube-sag. Vi er ikke gode til at forklare, hvad vi laver i hverdagen,« siger Berlau.
»Forleden skaffede jeg bare ved at snakke i telefon nogle timer i alt 179.000 dollar i løn til 39 russiske søfolk, der var strandet i Island efter at være blevet snydt af rederen. Det er da flot, men det er der ingen, der gider skrive om.«
»Så efter min mening skal fagbevægelsen blive langt bedre til at varedeklarere sig selv og så stille nogle krav til samfundet. Vi skal være meget mere egoistiske på medlemmernes vegne og ikke være så pæne.«

I kælderen
Berlau er ikke i tvivl om, at det trods stor skepsis blandt søfolkene kunne betale sig at slutte sig sammen med SiD:
»Havde vi ikke gjort det, så havde vi kunnet sidde alene med de rigtige meninger og de gode sange, men det lever man ikke længe af,« som han formulerer det.
»I dag er arbejdsgiverne ikke længere små familieejede virksomheder. Det er ofte store internationale koncerner, og hvis vi skal matche dem, så skal vi selv have en stor ildkraft og være meget voluminøse.«
– Men hvis det hele går op i pamperi og grådighed?
»En gang imellem kan jeg godt tænke sådan. Men det nytter ikke noget, at fagbevægelsen sidder nede i et forfaldent kælderlokale og uddeler små klistermærker til medlemmerne. Vi er nødt til at være meget store, være bundstærke og råde over mange ressourcer, hvis vi skal kunne gøre en forskel for medlemmerne.«
I dag har Sømændenes Forbund, der er en selvstændig afdeling under SiD, ca. 2.500 medlemmer. Anlægget af de store broer, bortfaldet af toldfrit salg og navnlig loven om et Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) har barberet kraftigt i antallet af danske søfolk.
DIS-loven blev indført af folketinget for 12 år siden og gav rederne mulighed for at udskifte danske søfolk med f.eks. filipinske, der er langt billigere. Og den mulighed blev til fulde anvendt af rederne.
»Den eneste arbejdsgiver i handelsflåden, der stadig beskæftiger danske søfolk, er Mærsk. Han er så stor, at han alene udgør det figenblad, som tillader alle de andre redere at gøre lige præcis, hvad de vil.«

Ingen støtte fra Nyrup
DIS-loven indeholder ikke krav om nogen mindsteløn, og Sømændenes Forbund har set tilfælde med en månedlig hyre på 220 dollar. Efter lange forhandlinger er rederne dog gået med til en månedsløn på 1.250 dollar som minimum.
Lige siden vedtagelsen af skibsregisterloven har Sømændene indædt bekæmpet den, og Berlau er stolt over, at der fortsat 12 år efter lovens vedtagelse er diskussion om, hvor vidt den er lovlig eller ej.
»Vi må ikke repræsentere de udenlandske søfolk på danske skibe ifølge loven. Og derfor kommer der her i december en delegation fra ILO (den internationale arbejdstagerorganisation) til Danmark for at vurdere situationen.«
»Selv om det var Schlüter-regeringen, der i sin tid indførte DIS-loven, må jeg sige, at vi i de sidste otte år ikke haft nogen som helst glæde af den socialdemokratiske regering i denne sag. Og det er meget pinligt, synes jeg.«
Der er i hvert fald yderligere to grunde til det voldsomme fald i antallet af danske sømænd: Dels blev der indtil for nogle år siden bygget for mange skibe, dels er transport alt for billig.

Hø fra USA
»Det er jo historien om den store danske coasterflåde, som kom og gik. Miseren udspringer af, at Danmark og i øvrigt også en lang række andre lande byggede skibe, som der slet ikke var behov for – alene for at holde gang i værfterne. Der blev sågar bygget skibe, som gik lige til ophugning! Partsredere, afskrivningsregler og skattefiduser, alt sammen var med til at skævvride fragtmarkedet.«
»Derfor har samfundet selv ansvar for den situation, vi befinder os i: Selv om skibsfarten stadig står for transporten af 80 procent af verdenshandlen, og selv om der er tale om enorme mængder, så er fragtraterne alt for små. Derfor kan det betale sig at sejle genbrugspapir i containere fra Danmark til videre forarbejdning i Hong Kong. Og derfor bliver hø fra USA sejlet til Asien, så de kan flette kurve af det. Det koster ikke en skid at sejle, men det ødelægger hele ideen med recycling: Et grønt regnskab kunne vise, hvor vanvittigt det er!«
Siden sin ungdom har Berlau været kommunist. Først som DKU’er, så DKP’er og senere som medlem af partiet Fælles Kurs. Han har også været medlem af folketinget for Fælles Kurs. I dag er han ikke længere medlem af noget parti, men mange af holdningerne er fortsat de samme:
»At hævde at arbejderklassen er væk, er noget forbandet sludder. Der vil altid være en under– og en overklasse.«
»Det er medlemmerne, der skal bruge fagbevægelsen, ikke omvendt. Hvis fagbevægelsen udvikler sig til at blive en slags fagligt socialkontor, altså kun en forvalter af systemet på det faglige område, så har den mistet sin berettigelse. Fagbevægelsen er opstået for at flytte hegnspæle, og det skal den fortsætte med. Efter min mening har de sidste otte år med den forhenværende regering i den grad gjort store dele af fagbevægelsen til administratorer af systemet. Og det er helt galt.«
– Vil du så foretrække den borgerlige regering?
»Nej. Men fagbevægelsen må gøre op med sig selv, hvad den vil. Og hvis man fortsætter den nuværende kurs, så risikerer man at tabe al indflydelse. Og det vil kunne mærkes ude i befolkningen. Årsagen til, at vi har et velfærdssamfund, er jo ikke, at kapitalen i al sin godhed har spildt lidt smuler ned af sig. Det skyldes ene og alene fagbevægelsen.«

Håndtryk fra Mandela
Et par gange har Berlau og danske sømænd været med til at skrive verdenshistorie. For mange år siden fik Sømændenes Forbund således nogle henvendelser fra medlemmer, der spurgte, om ikke de kunne få krigsrisiko-tillæg, når de sejlede våben til Sydafrika. Det var begyndelsen til et stort fagligt og verdensomspændende engagement i Maritime Unions
Against Apartheid, der forsøgte at stoppe olietransporterne til apartheidregimet. I Sømændenes Forbund var det Berlau, der havde ansvaret for den internationale blokade.
»Vi forsøgte at få stoppet sejladserne, og til sidst betalte Sydafrika fem gange verdensmarkedsprisen for olie, fordi alle klemte citronen: De arabiske lande gjorde det, rederne og raffinaderierne gjorde det også, så Sydafrika var tæt på økonomisk kollaps.«
Som anerkendelse af indsatsen var Berlau en ud af i alt tre danskere, der personligt blev indbudt som Sydafrikas gæster, da Mandela blev udråbt til præsident.
»Det er første og eneste gang, at jeg er blevet kaldt for ’Eminent person’. Men det var meget bevægende, især da Mandela trykkede mig i hånden og sagde, at han var meget beæret over at møde mig. Så skulle han da bare vide, hvordan jeg havde det!«
Også i den senere Iran-contra-skandale spillede Sømændenes Forbund og ikke mindst Berlau en rolle. Nogle medlemmer brokkede sig over, at når de sejlede våben fra Israel til Iran, der var i krig med Irak, så skulle alt proviant hældes over i neutrale beholdere. Det var de trætte af.
»Jeg troede, de var sindssyge: Våben fra Israel til Iran... Men det var de ikke, der blev ganske rigtigt sejlet amerikanske våben på danske coastere fra Israel til præstestyret i Iran. Vi viste vores materiale til tv-stationen CBS, og de lavede så et indslag til programmet ’60 minutes’.«
»Amerikanske aviser fandt snart ud af, at iranerne løslod et amerikansk gidsel efter hver våbentransport fra Israel – men først mange år senere fandt man ud af historien med Oliver North og hans rolle i den såkaldte October Surprise, der i dybeste hemmelighed handlede om gidsler for våben.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her