Læsetid: 4 min.

Delfinblues

Animal Planet byder på de gode dyreudsendelser med dyr, der efter at have opgivet alt håb pludselig får lyst til at leve igen
14. december 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Det er hård kost for en inkarneret tv-hader først at få tv, siden blive tv-anmelder og til slut ende som fuldgyldig tv-seer med fjernbetjening og favoritudsendelser. Og så er mine favoritkanaler tilmed af den populære slags, jeg holder for eksempel meget af Animal Planet. Ikke så meget alle disse hospitalsudsendelser, hvor de klipper og skærer og syr i de arme kræ, mine katte og jeg lukker alle vores seks øjne, når den slags vederstyggelige billeder glider over skærmen.
Næ, vi kan kan godt lide udsendelser om dyr, der bliver fisket op af trange indelukker, dyr der reddes ud af hænderne på væmmelige krybskytter, dyr der efter at have opgivet alt håb pludselig får lyst til at leve igen. Således fulgte vi en lille serie om en stakkels delfin fra Florida, der lå og sked i sit eget bassinvand. Den gad ikke leve mere og tog ikke længere føde til sig. Nu havde den sprunget og gjort kunster for et menneskepublikum i årevis, men hvad glæde havde den af det? Hver gang blev den bare sendt tilbage til det samme runde betonbassin, hvor den lå og svømmede rundt og rundt, til den var ved at blive sindssyg.

Sultestrejke
Her i huset var vi ganske imponerede over det store team af delfin-specialister, der blev sat på sagen. Først var der selvfølgelig delfineksperten, som rejste verden rundt for at redde nogle af alle de delfiner, der er blevet pint og plaget i deres fangenskab. Dernæst var der den venlige dame i rød badedragt, som straks sprang ned til Stefania, som delfinen hed.
Hun snakkede med den, klappede den, svømmede lidt med den og prøvede at give den mad. Men det var jo dét, Stefania ikke ville have. Hun var gået i sultestrejke. Så var der alle de andre eksperter: Læger og biologer og almindelige hjælpere. Den stakkels Stefania måtte f.eks. hejses op af sit bassin, så hun kunne blive vejet. Dét havde hun svært ved at tilgive damen i den røde badedragt. Og det havde vi andre også.
Alligevel lykkedes det, som ugerne gik, at få noget mad ned i den stakkels delfin, og til sidst havde den faktisk fået så meget livskraft tilbage, at den skulle reintegreres i naturen. Det er jo altid det springende punkt i disse dyreudsendelser: Kan dyrene reintegreres? Vil de? Hvad chimpanserne f.eks. angår, er det lidt af en tvivlsom affære, men statistikken for delfiner er bedre. Derfor kom det meget bag på hele holdet, at Stefania slet ikke ville svømme sig en tur i havet, da hun endelig fik muligheden. Hun var blevet fløjet til en lille ø i Mellemamerika og lukket ud i en lille indhegning. Men ud ville hun ikke. Nu havde hun endelig fået nogle venner blandt disse mennesker, og så skulle hun forlade dem? Næ, hun svømmede hele tiden tilbage til stranden, til damen i den røde badedragt.
Delfineksperten havde aldrig set noget lignende.
Men måske havde han heller aldrig før forsøgt sig med en delfin, der havde været i fangenskab så længe. Til sidst måtte han have assistance fra en ung mand med svømmefødder, han kunne åbenbart kunsten at svømme som en delfin. Så det gjorde han, og til sidst blev Stefania faktisk så inspireret, at også hun begyndte at svømme. Ganske langsomt overvandt hun sin skræk for havet.

Forældreløse aber
Da jeg i 1999 besøgte et chimpansebørnehjem i Zambia, troede jeg, at det var et af de eneste i verden af sin slags, men Animal Planet har lært mig noget andet. Ikke alene er der mange chimpansebørnehjem, men der findes også adskillige børnehjem for orangutanger og bavianer.
Mandag aften viste Animal Planet et spændende program fra et bavianbørnehjem i Sydafrika, og her er det alt overskyggende problem: reintegration. Nok kan et menneske adoptere sådan et lille bavianskravl, men eftersom bavianer er forvænt med at hænge på deres mor døgnet rundt, må deres menneskemødre også tillade dem sådan en luksus. Og nok bliver bavianerne efterhånden fortrolige med hinanden og danner flokke som i naturen. Men kan disse flokke sættes ud i naturen? Det er det springende punkt.
På det chimpansebørnehjem hvor jeg var, havde man ikke så gode erfaringer. Der er simpelthen for mange ting, en babyabe skal lære af sin mor, mens den er helt lille. Dér kan mennesker ikke hjælpe. Endnu. Det kan selvfølgelig være, vi bliver bedre med tiden.

Chimpanseleg
Indtil da må vi gøre, som vi hele tiden har gjort: Tage alle de forældreløse småaber til os. Og af til kan vi, der ikke lever med dem dagligt, få lov til at komme på besøg og lege. I 1999 var jeg så heldig, at jeg fik lov til at lege med sådan en lille forældreløs chimpanse i Zambia. Den er overalt omkring én, og den hiver og slider og rusker i alt, hvad man har af knapper og lynlåse og snørebånd. Og så piller den én i næsen. Hiver i ens ører. Hviner og laver dobbelte saltomortaler ud i luften. Springer op på ens skuldre og hiver en i håret. Hvis man hæver stemmen, bliver den rædselsslagen og piver og flygter og kan slet ikke holde det ud.
Hvem kan stå for sådan én? Ikke jeg. Heller ikke på tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her