Læsetid: 3 min.

Demokrati trues af politik

Taburetklæberi og økonomiske liberaliseringer svækker spirer til demokrati i Afrika
10. december 2001

Analsyse
Lilongwe – Bemærkningen var møntet på hans eget land, Malawi. Men journalisten fra et af landets førende dagblade karakteriserede samtidig situationen i en del af dets nabolande i det sydlige Afrika, da han udbrød: »Politik er den største trussel mod vores demokrati.«
Det sydlige Afrika har nu gennemlevet et årti, der begyndte med kommunismens opløsning og apartheid-systemets afvikling. En række lande oplevede overgang til demokrati og flerpartisystemer. Massiv undertrykkelse er forbi, og politiske fanger er blevet løsladt. Erfaringen viser imidlertid, at blandingen af vestlig, liberal ideologi og interne politiske ambitioner ikke er nok til at sikre, at det enkelte land bliver et demokrati i betydningen folkestyre. Demokratierne er stadig svagt funderede og trues indefra.
Den malawianske journalists kommentar er foranlediget af en aktuel forfatningskrise i Malawi, som står over for en afgørende fase i sit unge demokrati. Der lægges op til forsøg på at sikre præsident Bakili Muluzi en tredje præsidentperiode, selv om forfatningen kun giver ham mulighed for at sidde i to perioder.
Parlamentet forsøger at få overtaget over domstolene, og der begås voldelige overfald på kritikere, udført af regeringspartiets ungdomsorganisation, Young Democrats. Præsidenten har dog for nylig givet de unge demokrater besked om at standse den praksis.

Toppost er præmien
Den samme udvikling var tidligere på året undervejs i Zambia, hvor præsident Frederick Chiluba på trods af forfatningen aspirerede til en tredje periode. Det blev imidlertid forpurret af en alliance af politiske modstandere og repræsentanter for det civile samfund, heriblandt kirkerne.
Når Zambia går til valg i julen kæmper i alt ti politikere om hans post. Præsidentposten er blevet den store gevinst, der gås efter. Derfor kan oppositionen ikke enes om én kandidat.
I Namibia kunne regeringspartiet SWAPO med sit komfortable flertal selv æn-dre forfatningen og bane vej for præsident Sam Nujomas tredje præsidentperiode, som han nu er i gang med.
I Zimbabwe har det hidtil altdominerende regeringsparti ZANU-PF ændret forfatningen et utal af gange, og præsident Robert Mugabe har nu siddet på magten siden 1980. En nobel undtagelser er Sydafrika, hvor Nelson Mandela trak sig efter bare én valgperiode.

Flere til fadet
Politik er den hurtigste vej til rigdom i mange afrikanske lande, og flerpartisystemer betyder, at flere kan komme til fadet end under mere enevældige styrer. Partierne bygger ofte ikke så meget på politiske ideer og principper som på etniske, geografiske eller personlige tilhørsforhold. Politikerne skifter derfor nemt parti, alt efter hvad der er mest opportunt.
I Zambia stiller således tre af Chilubas fire tidligere vicepræsidenter op som præsidentkandidater –  nu for hvert sit parti.
Økonomien udgør også en trussel mod demokratiet. Demokratiernes fremvækst er faldet sammen med andre udslag af liberal ideologi: økonomiske strukturtilpasningsprogrammer og liberaliseringer som betingelser for bistand, lån og handelsaftaler. Resultatet er, at befolkningerne samtidig med demokratiets indførelse har oplevet stigende arbejdsløshed, inflation og faldende levestandard, selv om de var fattige i forvejen. Det er svære vilkår at få succes på selv for seriøse parlamentarikere. Men det bliver ikke bedre af, at mange politikere virker mere optagede af egne forhold og magtkampe end af at forbedre befolkningens levevilkår.
Den sidste trussel kommer fra folkets manglende adgang til oplysning og kommunikation. Regeringerne sidder fortsat tungt på de nationale elektroniske medier, radio og tv, hvor især radioen er hovedkilden til information for landbefolkningen.
Kritiske synspunkter slipper kun igennem i meget begrænset omfang. Den vælgeroplysning, som foregår, koncentrerer sig i stor udstrækning om at få selve valghandlingerne til at fungere. Men en demokratisk kultur skal bygges op nedefra mellem valgene.

NGO’er i nøglerolle
Begrebet ’det civile samfund’ forstås ikke nemt i afrikansk sammenhæng, hvor der ofte ikke er megen organiseret aktivitet uden for det politiske liv og de traditionelle strukturer.
Kirkerne spiller dog en central rolle i de fleste afrikanske lande, og ved siden af dem vokser gradvis også fagforeninger og andre organisationer frem. Og selv om der fortsat er tale om relativt nyetablerede og svage organisationer , så er der positive eksempler på, at en bred, folkelig modvilje i det civile samfund har fået afgørende indflydelse på det politiske liv.
Mest kendt er kirkernes rolle i den ublodige overgang fra Bandas diktatur til flerpartisystem i Malawi, og senest skete det i form af bred mobilisering imod præsident Chilubas tredje periode i Zambia.
Hvis demokrati skal opleves som en relevant styreform af den menige afrikaner, skal dette civile samfund have større styrke.
Det er en langsom proces, men hvis der ikke satses på det, vil politik fortsat få lov til at ødelægge det afrikanske demokrati.

*Kirsten Lund Larsen er freelance-journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu