Læsetid: 13 min.

Drømmelandet – Bruce Chatwin i Afghanistan

I århundreder har det lukkede og uvejsomme Afghanistan været et af de rejsende eventyreres foretrukne mål. Efter i perioder omkring århundredeskiftet at have været helt utilgængeligt blev landet igen et drømmemål for det 20. århundredes rejsende. En af de sidste i rækken, inden krigen mod Sovjet atter lukkede grænserne, var Bruce Chatwin
22. december 2001

Essay
I efteråret 1969 satte to britiske eventyrere ud på en ekspedition gennem Afghanistan. Anledningen var, at arkæologer havde fundet konkrete beviser på, at grækerne under Alexander den Store havde bosat sig rundt om i Afghanistan. De aktuelle udgravninger fandt sted i provinsen Turkistan omkring byen Ay Khanoum ved floden Oxus i den nordlige del af landet, helt oppe ved grænsen til Rusland. Og målet med turen var at undersøge grækernes skæbne i Centralasien i årene efter Alexanders storstilede felttog (334-323 f.Kr.) ind i Perserriget og hans besættelse af landområderne helt til Indien. Hvad skete der med hellenismen i mødet med den centralasiatiske kultur? Og hvad blev der af de græske samfund, som voksede frem i kølvandet på Alexanders fremmarch? Fandtes der arkæologiske spor, og hvad kunne disse i givet fald fortælle om udviklingen af den blandingskultur, som ikke mindst prægede det evigt ustabile Afghanistan?
Ekspeditionslederen var den 38-årige Peter Chad Tigar Levi (1931-2000), en jesuitterpræst og amatørarkæolog med forfatterambitioner, som senere fik ham til at forlade præstegerningen. Med som ledsager var den ni år yngre Bruce Chatwin (1940-89), tidligere kunstkender med kometkarriere hos Sotheby’s i London og ligeledes amatørarkæolog med drømme om at skrive. Siden han i 1966 uventet havde afbrudt ansættelsen i det fornemme auktionshus, havde Chatwin ledt efter den bedst mulige måde at realisere sit livsprojekt på: En altomfattende afhandling, som én gang for alle skulle bevise, at alle folkeslag på jorden havde rod i den samme race, det vandrende menneske, nomaden. Med andre ord: Mennesket var skabt til at bevæge sig, ikke til at stå stille og slå rod. Interessen for emnet havde Chatwin grundlagt i 1965, da han under en tre-måneders orlov fra Sotheby’s tog på en rejse til Sudan, hvor han stiftede bekendtskab med Beja-stammen, Kiplings ’Fuzzy-Wuzzies’:
»Jeg var overvældet af enkeltheden i disse menneskers liv og slået af den kendsgerning, at man bare var så meget lykkeligere, når man intet bar med sig.«
I nogle år efter bruddet med Sotheby’s havde Chatwin været tilmeldt arkæologistudiet i Edinburgh, men omkring årsskiftet 1968/69 var han droppet ud. Dels fordi han ganske enkelt var for rastløs til at sidde ned ved skolebænken og studere nomader, dels fordi han havde fået en kontrakt med det velanskrevne forlag Jonathan Cape om en bog med arbejdstitlen The Nomadic Alternative. (Cape havde i 1967 udgivet Desmond Morris’ Den nøgne abe og øjnede chancen for en ny populærvidenskabelig bestseller.) Rejsen til Afghanistan skulle være en del af researchen til denne bog. Samtidig skulle den opfylde en gammel drøm om at udforske Turkistan-provinsen.
Når Peter Levi som rejseledsager havde valgt den i arkæologisammenhænge ukendte og stort set upublicerede Bruce Chatwin, var det ikke tilfældigt. Levi havde ikke tidligere været i Afghanistan, mens Chatwin allerede havde besøgt landet to gange – begge gange længe før hippierne havde fået øje på landet. I sommeren 1963 tog den 22-årige Chatwin sammen med Robert Erskine på sit livs første længere rejse, via Istanbul, Kairo og Teheran til Afghanistan. De var kun af sted i tre uger, og Chatwin havde endnu kun et overfladisk kendskab til klassisk kultur. Men rejsen såede i ham en uudslukkelig længsel efter Centralasien – »med dets blege grønne floder og Buddhistklostre,« som han i 1974 formulerede det i et essay, »hvor ørne kredser over skove af indiske cedertræer og stammefolk bærer kampøkser af kobber og flettede vinblade rundt om hovedet, som de gjorde på Alexanders tid.«
Det andet besøg i Afghanistan – sammen med en kollega fra Sotheby’s, David Nash – fandt sted i 1964. Også denne rejse var kort og uden noget større konkret udbytte, men for omgivelserne var den unge Chatwins excentriske sider nu begyndt at træde frem. Alene målet med rejsen: En bekendt, botanisten Admiral Furse, havde været nødt til at afbryde en ekspedition, der havde eftersøgt en sjælden persilleart i Karma-dalen i Nuristan! Uden anden baggrund end udlængsel, eventyrlyst og en ikke ubetydelig frækhed tilbød Chatwin at overtage opgaven. Allerede i bussen mellem Kabul og Jalalabad begyndte Chatwin imidlertid at klage over et maveonde. Og da han nogle dage efter alene vandrede op i bjergene ved landsbyen Wama, faldt han og skrabede armen på klipperne, fik en infektion og styrtede i panik hjem til England. David Nash blev således det første vidne til den evigt rejsende Chatwins paradoksale personlighed: Han følte sig skrøbelig og udsat, når han var hjemmefra, og led af en slet skjult hypokondri.
Ikke desto mindre havde Levi i 1969 brug for Chatwins erfaringer med at rejse i Centralasien. Hertil skal det siges, at Chatwins viden om islamisk kunst var mangedoblet siden de to første rejser, og at han med alderen var blevet mere udholdende. Og så satte Levi slet og ret pris på Chatwins selskab:
»Han var vidunderligt underholdende, og som skrønefortæller overgik han Odysséen,« huskede Levi i 1999.
»Men han var også dødsens seriøs.«

En af de klassiske rejsebøger om Afghanistan er Journey to the Source of the Oxus, skrevet af en britisk officer, John Wood, efter at han i 1840 havde deltaget i en ekspedition til Oxus-flodens udspring. Wood trak sig ud af ekspeditionen i protest mod briternes skjulte dagsorden, der gik ud på at vælte den regerende Dost Mohammad og genindsætte Shah Shuja. En plan, der i øvrigt endte med udslettelsen af den britiske hær. I løbet af elleve dage blev 6.000 mænd massakreret i Lataband-passet mellem Kabul og Jalalabad. At det langt fra var sidste gang, fremmede tropper skulle knække halsen i et forsøg på at føre landkrig i Afghanistan, ved vi i dag.
John Woods bog fik selskab af andre op gennem 1800-tallet. Men efter løsrivelsen fra det britiske overherredømme i 1907 fulgte en årrække med interne uroligheder og spændinger, dels mellem landets mange forskellige stammer, dels udadtil, ikke mindst efter oprettelsen af staten Pakistan i 1947. Efter Første Verdenskrig fik en ny generation af eventyrere ikke desto mindre øje på Afghanistan, og selv om det i 20’erne og 30’erne var vanskeligt overhovedet at få indrejsevisum, lykkedes det indtil flere at udforske dele af det ufremkommelige rige. Blandt disse var Chatwins store forbillede, Robert Byron, hvis bog om Afghanistan Chatwin havde læst første gang som 15-årig. Byron var en eventyrlysten ekspert i byzantinsk kultur, som druknede i Middelhavet i 1941, blot 37 år gammel, da hans skib til Vestafrika blev ramt af en torpedo. Inden da havde han siden debuten i 1927 med Europe in the Looking Glass skrevet en god håndfuld rejsebøger fra Asien, hvoraf The Road to Oxiana (1937) om en ti måneder lang rejse gennem Persien og Afghanistan i 1933-34 er et hovedværk på feltet.
Robert Byron tilhørte den gamle skole af rejsende og befandt sig milevidt fra Chatwins frit bevægelige nomadeideal. Byron havde kun foragt tilovers for den moderne letvægtseventyrer, som hjemmefra havde forberedt sig på ethvert praktisk problem, enhver fare eller sygdom, og som var besat af tanken om at ’rejse let’. Ifølge Byron var det kun tøsedrenge, der begav sig ud på større rejser uden et solidt bibliotek og et anstændigt vindepot:
»Jeg ville ønske, at jeg var rig nok til at kunne oprette en pris til den fornuftige rejsende: £10.000 til den første mand, der følger Marco Polos udadgående rejserute og undervejs læser tre nye bøger om ugen, og yderligere £10.000 hvis han samtidig drikker en flaske vin om dagen. Denne mand kunne have noget at fortælle, når han kom hjem. Han ville måske være god til at observere, måske ikke. Men i det mindste ville han have brugt sine egne øjne og ville ikke være henvist til at pynte på sagerne med spændende episoder, som aldrig havde fundet sted, eller en videnskabelighed, der ikke stikker dybere end sin egen jargon.«
På trods af de umiddelbare temperamentsforskelle forgudede Bruce Chatwin både mennesket og forfatteren Robert Byron og erklærede i sit forord til en nyere udgave af Afghanistan-bogen, at enhver, »der snuser omkring i 30’ernes rejselitteratur, må komme til den konklusion, at Robert Byrons The Road to Oxiana er mesterværket«. Hvad det var hos Byron, Chatwin faldt for, er ikke vanskeligt at se. Ligesom Chatwin var Byron amatør, og i hans rejsebøger blandes med generøsitet og stort overskud gode iagttagelser, præcise beskrivelser og essayistiske fragmenter med en guddommelig evne til at improvisere og en ubetalelig humor.
Det sidste kommer til udtryk i vittige gengivelser af absurde dialoger og hudflettende beskrivelser af møder med mennesker, der ikke lever op til forventningerne om almindelig anstændighed og sund fornuft. Og så har Byron i sin skrivestil en umiskendeligt moderne fornemmelse, dels i den formelle blanding af forskellige fremstillingsformer, dels i afspejlingen af en i bund og grund rodløs bevidsthed, som flyder omkring i mentale og geografiske frontier-regioner.
Chatwin tog det hele til sig. På sin første rejse til Afghanistan i 1963 – hvor det erklærede mål var at gå i Robert Byrons fodspor – kopierede han forbilledet helt ned i måden at tage noter på. Og det ligner et slet skjult selvportræt, når Chatwin i et essay fra 1980 (En klagesang for Afghanistan) skriver om Byrons usædvanlige evne til at »frembringe en prosa, ud af sten og mursten og fliser, som ikke blot er læselig, men som løfter læseren op til et højdepunkt af begejstring (...). Det er hvad Byron har gjort. Hans lovsang over Sheik Lutf’ullah-moskeen i Isfahan må mindst bringe ham på niveau med Ruskin.«
Hvad Chatwin gør her, er at forsvare sin egen stil. Samtidig med at han – ubevidst? – dækker over den svaghed, han også delte med Byron: Dilemmaet mellem ambitionen om at blive accepteret i det ’fine’ selskab (den videnskabelige verden) og ønsket om at opsøge eventyr og fortælle gode historier. Det dilemma, der sled på mennesket Chatwin og skabte kunstneren af samme navn.
Mens det videnskabelige indhold af The Road to Oxiana sikkert kan anfægtes, er Robert Byrons talent som iagttager og historiefortæller i særklasse. Læs blot beskrivelsen af de første indtryk af afghanerne, efter at det i november 1933 er lykkedes at få tilladelse til at krydse grænsen fra Persien ved Herat:
»Nogle få, embedsmændene, bærer europæiske jakkesæt under en kæk lammeskindshat. Byboerne kan tillige nu og da ses i en victoriansk vest eller den type højhalsede diplomatfrakker, der kendes fra indiske muselmænd. Men disse importvarer, kombineret med en turban på størrelse med en stak sengetøj, en spraglet kappe eller løse hvide snurretopformede benklæder over et par guldbroderede gondolformede sko, får blot et muntert eksotisk præg, som et indisk sjal i Operaen. (...) Nu og da flagrer en bikube af lærredsvævet bomuld med et vindue foroven gennem gadebilledet. Det er en kvinde.«
I samme ombæring bemærker Byron, at de »høgeøjede og ørnenæsede« mænd bærer rifler med samme selvfølgelighed, som mænd i London bærer paraplyer. Ikke at det bekymrer ham:
»I et land, hvor lovene er så ustabile, er alene demonstrationen af magt halvvejs nok til at begå sig. Fra regeringens synspunkt er det formodentlig en ubekvem tradition. Men i det mindste har den været med til at opretholde befolkningens ligevægt og selvtillid.«
Robert Byrons Afghanistan-rejse er og bliver et eventyr under en tynd fernis af videnskabelighed. Efter at have måttet kapitulere over for vinteren i slutningen af 1933 og trække sig tilbage til Persien krydsede han sammen med rejseledsageren ’Christopher’ for anden gang grænsen ved Herat i maj ’34 og trængte herfra omsider ind i sine drømmes Turkistan. Ligesom Proust var hypnotiseret af navnet Guermantes, havde Byron i årevis været forblændet af den hemmelighedsfulde region på grænsen mellem Afghanistan, Rusland og Indien. Med skiftevis bil, lastbil, bus, heste og til fods arbejdede de sig op mod udgravningerne ved Mazar-e-Sharif, hvorfra det var tanken, at rejsen skulle kulminere med et besøg ved Oxus-flodens bredder. På grund af den spændte situation mellem Afghanistan og Rusland måtte de imidlertid opgive mindre end et halvt hundrede kilometer fra målet.
Den bjergrige vej retur til Kabul blev tilbagelagt uden større begivenheder. Dog vil læsere i dag fæstne sig ved Byrons vurdering af de to enorme og næsten femten hundrede år gamle Buddhafigurer ved Bamiyan, som Talebanstyret destruerede:
»Ingen af dem havde nogen kunstnerisk værdi,« skriver han.
»Det kunne man endda bære over med; det er deres meningsløshed, fraværet af enhver stolthed i deres monstrøse slatne masse, der gør én syg. Selv deres materiale er uskønt, idet klippen ikke er lavet af sten men af sammenpresset grus. En masse munkearbejdsmænd udstyret med hakker har fået besked om at efterligne et eller andet skrækkeligt halv-hellenistisk forbillede fra Indien eller Kina. End ikke håndværket er i orden.«

Bruce Chatwins fascination af Afghanistan var ikke mere rationelt begrundet end Robert Byrons. Han delte Peter Levis interesse for at undersøge hellenismens udbredelse i Centralasien, ligesom han kunne leve sig ind i Byrons drøm om Turkistan. Men først og fremmest så han Afghanistan som et land af nomadestammer og dermed et spejlbillede af de teorier om det vandrende menneske, der lå som en klangbund under alle hans aktiviteter. Det er dog tvivlsomt, hvad Chatwin reelt fik ud af rejsen. Det lykkedes at besøge det årlige nomademarked ved Chargcheran i Ghor. Men da nomaderne hørte, at de to gæster var englændere, sendte de dem skumle blikke og fumlede nervøst ved deres våben. Nogen egentlig dialog blev der aldrig tale om.
Efter den tre måneder lange rejse skrev Peter Levi en bog – The Light Garden of the Angel King (1972) – som på flere måder har svært ved at klare sig i sammenligningen med Robert Byrons. Levi var på den ene side for kort tid i Afghanistan til seriøst at efterprøve sine teorier om den tidlige hellenistiske indflydelse på kulturen, og på den anden side var han så determineret på at holde sig til sit projekt, at bogen heller ikke er kommet til at fungere optimalt som rejselitteratur. Dertil er den for sparsom med regibemærkninger, personlige refleksioner og personbeskrivelser. Når den alligevel har overlevet og er blevet genoptrykt, hænger det dels sammen med, at så få har rejst uden for de mest befærdede ruter i Afghanistan, dels at Levy er en vidende og belæst rejsende med en knastør britisk humor dybt begravet under den blufærdige og økonomiske prosa. Og så gør det selvfølgelig ikke noget, at rejseledsageren hed Bruce Chatwin.
For Chatwin syntes ingen af de tre rejser til Afghanistan at have slukket tørsten efter orientalske eventyr. Tværtimod skulle han i de følgende år gang på gang vende tilbage til længslen efter et elsket Afghanistan, der – som han konstaterede det i et essay i 1980 – var tabt for altid: Vi skal aldrig mere »ligge på ryggen ved Det Røde Slot og se gribbene kredse over dalen hvor de dræbte Djengis’ sønnesøn. Vi vil ikke læse Baburs erindringer i hans have i Istalif og se den blinde mand lugte sig vej frem mellem rosenbuskene. Eller sidde i islams fred med tiggerne i Gazar Gagh.«
Mange lignende eksempler følger i den romantiske opremsning. Og blandt dem er der i hvert fald ét, hvor Chatwin har fået ret: »Vi vil ikke stå på buddhaens hoved i Bamiyan, opret i sin niche som en hval i tørdok.«
Det var under Afghanistan-rejsen med Peter Levi, at Bruce Chatwin tog den endelige beslutning om at blive forfatter. Tæt på rejsens afslutning skrev han i et brev til hustruen Elizabeth:
»Jeg har besluttet at blive en seriøs og systematisk forfatter.«
Chatwin havde planer om at skrive en bog om Afghanistan – On the Silk Road – og var rasende over Peter Levis bog, fordi han følte sig udnyttet. Men hverken denne eller hans store nomadebog blev nogensinde realiseret, hvilket sandsynligvis kan ses som et tegn på Chatwins egen rastløshed.
I stedet for at sætte sig ned og fordybe sig i den indsamlede viden spredte han fragmenter og notater rundt om i forfatterskabet, primært i Australiensbogen Drømmespor (1987) og de posthume essaysamlinger Hvad gør jeg her (1989) og En studie i rastløshed (1995). En del af Chatwins dagbogsoptegnelser fra Afghanistan er tillige optrykt i Fotografier og notesbøger (1993). Endelig har et afsnit i hans anden fotobog – Winding Paths (1999) – fået titlen In the footsteps of Robert Byron.
I det meste af, hvad han foretog sig, var Bruce Chatwin passioneret, målrettet og intelligent. Men når det gjaldt de to største projekter i hans liv – bøgerne om Afghanistan og nomader – var han ikke i stand til at afslutte dem. Måske fordi han ikke kunne. Måske fordi han var bange for som den determinerede vandringsmand at træde ind i den tilstand, der følger, når drømmen er realiseret og målet er nået. Hvor skal man rejse hen, når vejen til Turkistan er tilbagelagt? Hvad skal nomaden stille op, når han er kommet frem?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her