Læsetid: 7 min.

Egyptens børn betaler prisen

Børnene tvinges ud på arbejdsmarkedet i stedet for at gå i skole. Det er resultatet af en uheldig udvikling, som sætter det fortsatte samarbejde mellem Egypten og EU ikke så få grå hår i hovedet
27. december 2001

Privatisering
CAIRO – En sen aften i juli i år væltede en taktor med et højt læs nyhøstet bomuld lidt udenfor landsbyen Esseydah Effendi i oasen Fayoun.
Ovenpå sad 37 børn, som havde været med til at høste bomulden. De kom i løbet af nogle dramatiske sekunder under det tunge læs, da det skred ned i en af de mange kanaler, som er gravet for at aflede Nilens vand. Gennemblødt bomuld bliver meget tungt. Ikke desto mindre kom de fleste af børnene op ved egen eller andres hjælp, men fire blev først trukket op af det mudrede vand, da de var døde.
Der var tre piger og en dreng. Suma Shahad blev 12 år, Hamdi Souhir var otte og Hamat Hever fjorten. Sammen med 12-årige Muhammed Meget kommer der navne og en smule kontur på en trist afslutning på en barsk hverdag, som er mange egyptiske børns lod. De arbejder i stedet for at gå i skole, hvilket er resultatet af en uheldig udvikling, som sætter det fortsatte samarbejde mellem Egypten og EU ikke så få grå hår i hovedet.

Nye krudttønder
Egypten er deltager i Middelhavssamarbejdet, som har til hensigt at skabe tættere forbindelse mellem EU og øvrige lande med kystlinie til Middelhavet. Det er en uhomogen forsamling, som spænder fra Israel med sit konfliktfyldte forhold til de palæstinensiske selvstyreområder, til Egypten med en stribe klassiske tredjeverdensproblemer.
Filosofien bag den europæiske interesse for regionen er, at fred og stabilitet er til nytte for alle og at det modsatte baner vejen for – som udenrigsministeriet formulerer det – »potentielle grænseoverskridende problemer« som forurening, masse-migration, terrorisme, organiseret kriminalitet m.m.
Ifølge Adel William fra menneskerettighedsorganisationen Land Center for Human Rights (LCHR) har de gode intentioner imidlertid også haft en negativ virkning, som tager låget af nye krudttønder.
»Vores regering lægger stor vægt på den del af samarbejdet, som fokuserer på samhandel. Dette er for eksempel baggrunden for at Hosni Mubarak for nylig sagde, at eksport er altafgørende hvis Egypten skal klare sig ud af sine aktuelle økonomiske vanskeligheder,« siger Adel William, som er organisationens ledende researcher.

Privatisering
Adel William peger på, at den omfattende privatisering, som efter europæisk opfattelse skal strømline den egyptiske økonomi rammer hårdt i landbrugsektoren, hvor tusindvis af små bomuldsdyrkere tvinges fra hus og hjem.
»Udviklingen sætter trumf på en meget betænkelig lov fra 1992, som gør det muligt at vende Gamal Abdel Nassers jordnationaliseringer fra 50’erne på hovedet,« fortæller Adel William. Oprindelige ejere af jord, som dengang blev tildelt småbrugere til en billig leje, kan med denne lov i hånden kræve jorden tilbage, og der findes intet juridisk grundlag for at tilkende de nu hjemløse familier nogen form for erstatning.
»Når dette sker for en fellah, skrider hele eksistensgrundlaget bort under ham. Familien må ud og finde anden bolig, hvilket ikke er let, og for at overleve må børne tages ud af skole og sendes på arbejde. Dette har i de senere år skabt voldsom vækst i antallet af børnearbejdere i Egypten.«
I landbrugssektoren anslår Adel William at to millioner børn arbejder i stedet for at gå i skole og på landsplan ifølge organisationens oplysninger et sted mellem fire og fem millioner egyptiske børn taget permanent ud af skolen for at arbejde. Dette skaber ny analfabetisme.

Syv kroner om dagen
Børnene fra Esseydah Effendi var på vej hjem fra nabolandsbyen, hvor de havde tilbragt en lang dag med at plukke bomuld. Muhammeds forældre havde taget ham ud af skolen for at han kunne være med i høstsæsonen, mens de tre piger aldrig havde set en skole indefra. De var fra en tidlig alder landarbejdere i den usleste lønklasse.
»Arbejdsdagen for børnearbejdere i bomuldsplukning starter klokken seks og i mange tilfælde kommer de ikke hjem før klokken ti om aftenen,« oplyser Adel William.
Lønnen for en hel dags slid svarer til omkring syv kroner, og betingelserne er barske.
Siden loven trådte i kraft har 934.000 småbønder mistet deres lejemål, og selvom regeringen på det seneste er begyndt at genhuse familier på jord, som man fravrister ørkenen, er problemet i stærk vækst.
Folkene på LCHR ligger inde med stribevis af hårrejsende historier om følgerne. Landsbyen Izzine i nærheden af Damanhur langs jernbanestrækningen til Alexandria er i øjeblikket truet af udslettelse, fordi en tidligere ejer for et år siden gjorde krav på jorden. Han gjorde det ved at sælge den under fødderne på beboerne, og den nye ejer har sat samtlige 400 familier på porten.
»Da de tøvede med at rejse tilkaldte han politiet. 70 af mændene blev smidt i fængsel, ti af dem sidder der endnu uden dom eller noget som helst, og vi har modtaget rapporter om voldtægt. De nyhøstede afgrøder blev ødelagt eller smidt i floden,« fortæller Adel William og tager sig et nyt glas te. Mens vi snakker har vi fået selskab af en rank mand med nøddebrunt ansigt og store, barkede hænder. Han præsenterer sig som Muhammed Ibrahim Ali og fortæller at han er fra landsbyen Midram, som ligger ikke langt fra Izzine. Han er kommet til Cairo for at hente hjælp hos LCHR.

Sat ud
»Næsten al min jord er blevet taget fra mig,« indleder han sin triste historie. »Jeg har fået lov til at blive boende i huset og har et lille jordlod tilbage, men det kan jeg umuligt leve af, og andet arbejde er ikke nemt at finde i Midram.«
Muhammed Ibrahim Ali fortæller at han arvede jorden af sin far, og at den lige til nu har forsørget ham, hans kone og parrets seks børn godt. Som alle andre på egnen dyrker han bomuld og som sideafgrøder har han majs, ris og en smule hvede.
»Jeg betalte 600 pund (ca. 1.500 kr) om året i leje, og nu bliver min jord lejet ud til en anden for 2.500. Det ville jeg aldrig kunne betale, så nu må jeg finde noget andet, hvis mine venner her ikke kan hjælpe mig. Men jeg er 55 år og ved ikke rigtig, hvad jeg ellers kan gøre,« siger han med et venligt smil, der afslører store huller i tandrækken.
Selv i lykkeligere tider var der kun mulighed for at lade tre af sønnerne gå i skole mens den sidste søn og hans to døtre måtte blive hjem for at hjælpe til. De af dem, som stadig bor på gården har nu taget alle børnebørn ud af skolen. Et af dem, en dreng på ti år, er blevet vejarbejder.
»Jeg kunne også blive vejarbejder. Så ville jeg tjene 150 pund om måneden, men det er slet ikke nok. Andre familier i landsbyen er taget til Cairo, men der er heller ikke meget arbejde at finde, og jeg tror jeg er for gammel til at finde noget i Saudi Arabien eller Golfen,« tilføjer han.

Vanskelig sag
»Vi kan desværre kun hjælpe en ganske lille del af de trængende. Der kommer nye sager til hver dag, og dem helt nede i Aswan er vi helt ude af stand til at hjælpe,« forklarer Adel William.
Han ser heller ikke videre fortrøstningsfuldt på Muhammed Ibrahim Alis sag. Selvom LCHR hele tiden kan melde om fremgang, er resultaterne fortsat særdeles beskedne. Det lykkes kun sjældent at skaffe småbønderne deres jord tilbage, og ofte må organisationens jurister stille sig tilfredse med at de ramte familier i det mindste får lov til at blive i deres bolig. En alternativ løsning kan være at få retten til at tilkende en familie alternativ jord, hvilket iøvrigt er en lovsikret ret, som dog sjældent ser dagens lys hvis ikke LCHR slår i bordet.
»Hosni Mubarak gør alt for kapitalisterne,« siger Adel William med atypisk navns nævnelse. Naturligvis kan han godt se det fornuftige i præsidentens udtalelser om at forøget eksport er afgørende vigtigt for at redde Egypten ud af sit økonomiske morads, men han finder det forkasteligt at folk som Muhammed Ibrahim Ali og hans børnebørn skal betale prisen.
»Regeringen gør alt for at give investorer de bedste vilkår, og gør det blandt andet ved at lade folket være billig arbejdskraftreserve, som man kan skalte og valte med uden at give noget igen,« fnyser Adel William.
»Hvis skyld det er? Det er da regeringens!« placerer Muhammed Ibrahim Ali ansvaret for sin personlige ulykke. Men gået på klingen for et mere spcifikt svar smiler han forlegent og siger:
»Hosni Mubarak er en stor leder, som kun vil folket det bedste!«

FAKTA
Egyptiske tal
*Indbyggertal: 65 mio.
*Befolkningstæthed på opdyrkeligt land: 1.165 pr. kvadratkilometer
*Bruttonationalindkomst pr. indbygger: 1.490 dollar (en tyvendedel af Danmark)
*Analfabetisme, mænd: 33,3 pct.
*Analfabetisme, kvinder: 56,1 pct.
Kilde: Verdensbanken

FAKTA
Middelhavssamarbejdet
Tanken om et udbygget samarbejde mellem EU og Middelhavslandene blev lanceret på et møde i Det europæiske Råd i Lissabon i 1992, hvorpå en række møder førte til Barcelona-konferencen, hvor samarbejdet mellem EU og 12 middelhavspartnere blev indgået. Samarbejdet finder sted inden for tre områder, det politiske og sikkerhedsmæssige, det økonomiske samt det sociale, kulturelle og menneskelige. Det økonomiske område fylder mest i samarbejdet, som skal lede hen mod en frihandelsaftale i 2010.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu