Det globale energiselskab Enron, der var en af de største donorer til George Bush præsidentvalgkamp i USA, og som i en årrække har haft nære økonomiske og politiske forbindelser til Bush-dynastiet balancerer i disse dage på konkursens rand. Det er en sag med vidtrækkende politiske og økonomiske konsekvenser. Det er en sag om magtmisbrug, powerplay, bestikkelse, udnyttelse af elliberaliseringer, kyniske spekulationer, grådighed og alt for ringe tilsyn og kontrol med de tunge drenge på det globale finansmarked.
Enron blev dannet for 16 år siden i Houston i Texas, som et regionalt gasforsyningsselskab med værdier på omkring to milliarder dollar, men det har oplevet en spektakulær vækst. Gennem en aggressiv strategi forvandlede det sig til at blive verdens førende handelsselskab for el og gas; det byggede titusinder af kilometer gas- og elledninger og fiberoptiske kabler, og det havde 21.000 ansatte i over 40 lande. Alene i USA har Enron erobret en fjerdedel af elmarkedet, og i Storbritannien og flere europæiske lande er Enron rykket ind, som en af dem, der for alvor forstod at profitere på politikernes elliberaliseringer og de gode kontakter.
Enron blev sidste år kåret som nummer syv på Fortunes liste over USAs 500 førende selskaber, og dets aktiver blev vurderet til en værdi på over 80 milliarder dollar knap 40 procent af det danske bruttonationalprodukt. På selskabets hjemmeside (www.enron.com) kan De stadig læse, at det er verdens førende selskab.
»Discover the power of why?« proklamerer Enron-folkene selvsikkert, og med nydelige henvisninger forsøger de at dokumentere, at det skam er et meget ansvarligt, miljøbevidst og socialt anstændigt selskab.
Det er en virtuel potemkin-
kulisse. Enron har ikke længere grund til at føle selvtillid.
I onsdags udstedte internationale kreditvurderingsinstitut Standard&Poors det, der svarer til en dødsdom over selskabet. Enrons gæld er det rene junk affald til at smide ud.
Alene onsdag faldt selskabets aktiekurs med 60 procent. I de sidste par dage er kursen faldet endnu mere, og kun de allermest optimistiske hoveder tror, at Enron formår at hive sig op ved håret. Fusionsplanerne med konkurrenten Dynegy ligger i ruiner, og Enrons aktiekurs er faldet med 95 procent siden toppunktet i august. Ingen synes at have tillid til texanerne, og alene i Europa kan det føre til afskedigelse af 5.000-6.000 medarbejdere. Og den nordiske el-børs, Nord Pool, har lukket alle positioner, som Enrons nordiske datterselskab har foretaget på børsen.
Enrons ledelse vil indgive konkursbegæring, fordi der ikke står redningsmænd på spring til at hjælpe dem ud af den milliardtunge gæld, som Enron slæber rundt på. Konkursbegæringen skal give dem en midlertidig beskyttelse imod kreditorerne.
Enron siger, at de har bogført 65 milliarder dollar i aktiver, så det bliver historiens største konkursbegæring. Der er dobbelt så mange penge på spil, som da olieselskabet Texaco i 1987 gik bankerot.
Det er ikke handlen med energi og Enrons relativt succesrige handel med energi over Internettet, der har væltet selskabet. Og i Europa har Enron haft succes med sin gas- og elhandel til over 300 partnere.
Det er de stadigt mere risikable satsninger på spekulative finansforretninger det menes, at Enron har mellem 100 til 150 mia. dollar ude at svømme på det såkaldte derivatmarked. Mange af spekulationerne i de komplekse låne- og kreditforsikringspapirer er slået fejl.
Enrons gæld er vokset i lyntempo, bl.a. fordi selskabets finansielle jonglører ikke havde garderet sig mod de stærke olieprisfald, der er kommet i kølvandet på den 11. september.
Enrons kollaps minder om sammenbruddet for spekulationsfonden Long Term Capital Management, der rystede det globale finansmarked i 1998 og tvang den amerikanske forbundsbank til at rykke ud i en redningsaktion for at undgå en systemkrise.
Efter den oplevelse forlangte mange en reform af det globale finansmarked for at sikre ordentlig kontrol med de allermest spekulative forretninger, men der er intet sket i de sidste tre år.
Enron har boltret sig og fået generøse lån fra vestlige forretningsbanker til de dristige satsninger.
De to førende amerikanske forretningsbanker JP Morgan og Citigroup har over ti mia. dollar ude af hænge på lån til Enron. De største europæiske banker som Deutsche Bank, Barclays, ABN Amro, Societé Generale og Credit Lyonnais har også milliarder i klemme. Den hollandske bank ING meddelte i går, at den alene har halvanden mia. kroner på spil. Enrons konkurs vil også påføre australske og japanske finansselskaber tab for flere hundrede millioner kroner. Det har skabt frygt for, at det vil sætte en kædereaktion i gang, og herunder føre til en svækkelse af dollaren.
Enrons fald er ikke bare historien om, hvordan det globale finansmarked mangler regulering og et globalt finanstilsyn, der kan tvinge selskaberne til at dække deres forretninger ordentlig af. Det er også historien om, hvordan Texas-selskabet har betalt sig til tillid og støtte fra politikere i Europa og USA. En af selskabets højtlønnede direktører er den forhenværende britiske energiminister Lord Wakeham, der i sin tid banede vej for de britiske elliberaliseringer. Og Enron har været en af de største donorer til præsidentvalgkampene for George Bush senior og junior, som selskabet har lange og dybe forbindelser til. Som John Vidal gør opmærksom på i The Guardian, så »kan det siges, at Enron voksede op på ryggen af Bush-familien. Det vandt en massiv kontrakt til at erstatte en af Kuwaits kraftværker efter Golfkrigen«, skriver han og henviser til, at journalisten Seymour Hersch i 1993 afslørede i magasinet New Yorker, at fhv. udenrigsminister James Baker, fhv. handelsminister Robert Mosbacher og en af Bush nære rådgivere i Golfkrigen, Thomas Kelly, alle var på Enrons lønningsliste. Enron fik aftalen i Kuwait selv om den tyske konkurrent Deutsche Babcock gav et tilbud, der var dobbelt så billigt som Enrons.
Der er mange eksempler på, at Enron under sin fremmarch på kloden har brugt sine økonomiske muskler til at få energiaftaler og magt på markedet.
I 1997 fik Enron lempelige tilladelser til at forurene fra sin methanolfabrik i Texas, da George Bush var guvernør i delstaten. Og i Indien, hvor Enron har bygget verdens største gasfyrede kraftværk i Dabhol, har Human Rights Watch direkte anklaget Enron for at have betalt lokale politifolk til at forfølge miljøaktivister, som protesterede imod værket. Brutale afhøringer af aktivister, herunder af en gravid kvinde er indrapporteret.
Enron har erklæret sig uskyldig i den sag. Men Enrons aktiviteter i de sidste 16 år kaster så lange globale skygger, at der er lagt op til en større politisk og økonomisk hovedrengøring.
