»Mindre vellykket.« Sådan betegnes i evalueringssprog det, der på jævnt dansk kaldes »mislykket«. Rapport-formuleringen drejer sig om, hvordan 600 mio. kr. fra Danmark har påvirket den overordnede udvikling af erhvervslivet i en række fattige lande. Den dårlige karakter får erfaren direktør til at skrue bissen på: Danidas støtte til erhvervslivet bør omlægges kraftigt. Men det vil Danida ikke.
I går offentliggjorde Udenrigsministeriets afdeling for u-landsbistand, Danida, en evaluering af det såkaldte Privat Sektor-program. Det har med stor politisk opbakning løbet siden 1993, og det dækker i dag 11 u-lande. Hovedmålet med det såkaldte PS-program er, at danske virksomheder skal motiveres til at samarbejde med firmaer i Syd og derigennem bidrage til at hive fattige lande op af sumpen. Men den første evaluering af PS-programmet viser, at sådan er det langt fra gået.
Evalueringen er foretaget af konsulentfirmaet Development Associates. Dets erfarne direktør, Poul Buch-Hansen, siger:
»PS-programmet har ikke en effekt, der står mål med de midler, staten putter i det. Vores anbefaling er, at man må forbedre og udbygge det på en lang række punkter. Ellers må man hellere bruge pengene på andre mere fattigdomsorienterede områder.«
Samlet løft udebliver
Af evalueringen fremgår det, at »på baggrund af programmets nuværende udformning er det ganske vellykket«. Der er siden 1993 etableret ca. 90 »langsigtede, gensidigt bindende og rentable« samarbejder mellem danske og firmaer i u-lande. Men de relativt vellykkede samarbejdsprojekter er ifølge evalueringen ikke nok til for alvor at skabe dynamik i erhvervsudviklingen hverken for landet eller den enkelte virksomhed. Poul Buch-Hansen forklarer:
»Et af de kerneområder, PS-programmet bør måles på, er, om virksomhederne i u-landene bliver bedre i stand til at konkurrere internationalt. Det er det, som fagfolk internationalt lægger stor vægt på. Målt på den parameter er der opnået meget lidt. Virksomhederne er måske blev bedre til at klare sig på hjemmemarkedet, men det flytter jo bare job fra et firma til et andet. Det samlede løft til det private erhvervsliv udebliver.«
Kold skulder fra Danida
Kontorchef Christian Kønigsfeldt fra Danidas erhvervskontor lægger ikke skjul på, af Udenrigsministeriet mener, at rapporten ikke kan bruges til ret meget. Han anslår, at programmet har skabt ca. 10.000 arbejdspladser og har fået en lang række danske firmaer til at kaste sig ud på markeder i Afrika og Asien, som de ellers ikke ville vove sig ud på.
»Det er vigtigt at bedømme PS-programmet på dets egne præmisser, og her er ganske vellykket jo ganske vellykket. Med hensyn til den internationale konkurrencedygtighed, så må vi jo ikke glemme, at i Danmark har udviklingen været sådan, at virksomhederne først skulle være stærke på hjemmemarkededet, før de kunne begynde at eksportere,« siger Christian Kønigsfeldt.
Poul Buch-Hansen er ærgerlig over, at Danida er så uenig i evalueringens konklusioner og siger:
»Det er mit indtryk, at Danida ikke tager vores kritik særligt alvorligt. Det vil sige, at alting formentlig vil fortsætte, som det hidtil har gjort. Hvis man ikke for alvor vil forbedre programmet, må man hellere overveje, om man bør have sådan et program, eller om man ikke hellere bør støtte det private erhvervsliv på en anden måde.«
I Dansk Industri er man glade for programmet. Konsulent Anders Holbech Jespersen fra Dansk Industri siger:
»Programmet bør videreføres og også omfatte lande som f.eks. Filippinerne og Indonesien. Og det vil være en glimrende idé at gøre, ligesom Danida har gjort i Tanzania, hvor man både har et program for at udvikle erhvervsorganisationer og -politik generelt, samtidig med, at man har et PS-program.«
Den nye udenrigsminister Per Stig Møller (K) har i et interview med Information givet udtryk for, at det ligger ham på sinde, at dansk erhvervsliv får en stærk placering i u-landsbistanden. Omformuleret vil onde tunger kalde det »skjult erhvervsstøtte«. Så ond er generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen, ikke. Han siger:
»Det er meget vigtigt, at når den nye regering nu vil skære ned på bistanden, så bør den gøre det ud fra, hvad evalueringerne siger. Det vil sige, at regeringen bør se meget på kritikken af PS-programmet. De her huhej-besparelserer, Udenrigsministeriet nu har haft to-tre uger til at komme med forslag til, bygger ikke på et seriøst grundlag.«
FAKTA
Projekt med vokseværk
*Dansk Industri klappede i hænderne i 1993, efter at professor John Degnbol-Martinussen havde udtænkt et Privat Sektor (PS)-programmet, som skulle kombinere profithensyn med at skabe udvikling i fattige lande. Siden etableringen er der brugt ca. 600 mio. kr. på programmet, der er vokset fra tre lande til nu 11..
*Ghana, Zimbabwe, Uganda, Vietnam, Egypten, Bolivia, Mozambique, Nepal, Nicaragua, Bangladesh og
Tanzania er med.
*Virksomhederne støttes i at etablere samarbejde. Det sker via tilskud til f.eks. besøgsrejser, studier af samarbejdets og projekters bæredygtighed, igangsættelse og teknologioverførsel.
*www.evaluering.dk.
*www.ps-program.dkhai