Læsetid: 5 min.

Euroen vs. dollaren

Den nye europæiske mønt har potentiale til at blive verdens førende valuta foran dollaren. Men der er mange hindringer på vejen
24. december 2001

Siden den nye europæiske valuta, euroen, blev ført ind på det globale finansmarked den 1. januar 1999, har den tabt 25 procent af sin værdi overfor den amerikanske dollar. Det har været godt for de europæiske eksportører og holdt eurolandenes økonomier igang. Men de nøgne tal har givet anledning til en forestilling om, at euroen er dømt til at være svagere end dollaren. At alt vil blive, som vi har vænnet os til, at det var i anden halvdel af det 20. århundrede.
En liniær fremskrivning af den umiddelbare fortid kan dog ikke anbefales. Der er meget, der taler for, at USA – trods militær overmagt på verdensarenaen – ikke vil kunne fastholde sit klare dollar-overherredømme i verden, når euroen for alvor får fodfæste i de kommende år. Euroen har potentiale til at udfordre dollaren og blive en førende global valuta. For mange vil det sikkert lyde lidt vidtløftigt. For styrkeforholdet i USA’s favør er stadig overvældende. Læs blot her:
I dag er dollaren den altdominerende valuta for handel i råvarer og olie, og over halvdelen af verdenshandelen aftales i dollar. 90 procent af alle transaktioner på finansmarkedet involverer dollaren, mens euroen kun er med i 38 procent af denne handel. Så sent som i 1998 var de tolv euro-landes nationale valutaer med i 52 procent af alle transaktioner på finansmarkedet, men efter euroens introduktion har de samlet tabt terræn.
De akkumulerede papirværdier på det amerikanske aktiemarked er næsten dobbelt så store som dem, der er registreret i eurolandene.
Ikke mindre end 70 procent af centralbankernes valutareserver er forbeholdt dollaren, mens euroen ikke engang når op på 20 procent.

Det nuværende magtforhold er en kæmpefordel for den amerikanske forbundsregering og for de amerikanske virksomheder. For den kendsgerning, at dollaren fungerer som en slags international reservevaluta betyder, at USA har større råderum i den økonomiske politik, og virksomhederne sparer risikopræmier, som europæiske virksomheder må betale, fordi industri- og råvarer i reglen handles i dollar og ikke i euro.
Amerikanerne behøver med andre ord ikke at tage højde for valutarisikoen og skal ikke forsikre sig på samme måde som virksomheder fra relativt små nationale økonomier. Men måske vil det ændre sig.
»Den europæiske union vil blive den største økonomiske enhed i verden,« lyder det selvsikkert fra Europakommissionens formand, Romano Prodi. Og det er ikke helt forkert. Euro-området er i dag den førende eksportør i verden med 20 procent af verdenshandelen, mens USA har 15 procent og Japan har ni procent. USA er målt på bruttonationalproduktet stadig verdens største økonomi, fordi det står bag næsten en trediedel af verdens produktion, mens eurolandene ikke engang kan hive sig op over 20 procent.
Euro-landene har i dag tilsammen 302 millioner forbrugere, mens USA kan mønstre 282 millioner. Og når EU udvides mod øst og nye lande træder ind i Den Økonomiske Monetære Union, så vil euroen måske få op imod 500 millioner forbrugere i ryggen. Sker det, vil det globale magtforhold for alvor kunne forrykke sig. Det forudsætter dog, at de store transnationale selskaber og det globale kapitalmarked begynder at bruge euro frem for dollar. Når euroen her fra den 1. januar 2002 bliver taget i brug blandt de europæiske forbrugere, så vil euroen få et bedre grundlag for at styrke sin internationale position. For det er bedre at være en fysisk omsættelig valuta, end at fungere alene som et virtuelt værdimål på finansmarkedet.

Noget tyder på, at transnationale selskaber langsomt er ved at få øjnene op for euroen som et stabilt alternativ til dollaren. 41 procent af alle private emissioner af internationale værdipapirer er siden den 1. januar 1999 noteret i euro, mens 52 procent er noteret i dollar. Og i Europa har de store selskaber i kraft af euroen fået adgang til at optage større lån. I følge en undersøgelse fra det katalanske analyseinstitut, Invercaixa, så var det tidligere normalt, at private selskaber i Europa udstedte værdipapirer på mellem 70 og 150 millioner euro (1,1 mia. danske kroner). Men i dag er de typisk steget til omkring 500 millioner euro, og flere emissioner er endnu større.

Styrkeforholdene mellem euroland og USA ændrer sig ikke med et trylleslag fra den 1. januar 2002. En global hegemon som Amerika afgiver ikke frivilligt sin magt, og det tager tid, før finansinvestorer og virksomheder ændrer adfærd.
Måske er spørgsmålet ikke så meget, om magtskiftet vil finde sted, men hvornår det finder
sted. Som den amerikanske økonomiprofessor Barry Eichengren har påpeget, er »svaret nok
’ikke særlig hurtigt’. Brug af internationale valuter er vanedannende, og gamle vaner er sejlivede. (...) Den fortsatte betydning af pundet godt ind i det 20. århundrede, lang tid efter at Storbritannien havde mistet sin økonomiske førerstilling, var et klart vidnesbyrd.«
Den opfattelse deler Jim
O’Neill, der er chefanalytiker hos Goldman Sachs:
»Indtil der i det mindste er gået ti år, så kan man ikke præcist vide, i hvilken udstrækning euroen har formået at bryde dollarens overherredømme i den globale økonomi.«

Der er mange forhold, der vil sætte deres præg på, hvordan udfaldet bliver:
– Hvad bliver de langsigtede konsekvenser af den aktuelle recession i USA, og vil USA genvinde førerposition som det mest vækstrige marked?
– Vil eurolandene undgå at blive trukket ned i sumpen?
– Vil de amerikanske aktier
fastholde det historisk høje kursniveau, og dermed virke
som en magnet for udenlandsk
kapital, der igen gør det muligt for
George Bush at regere på
grundlag af budgetunderskud
og relativ høj udlandsgæld?
– Vil udvidelsen af euroområdet mod øst forstærke usikkerhederne omkring euroen, eller vil det forstærke forventningerne til fremtidens vækstpotentiale?
- Vil de store asiatiske handelsnationer som Kina, Sydkorea og Japan fortsat betragte dollaren som den førende verdensvaluta, eller vil de se en økonomisk og magtpolitisk interesse i at styrke euroen?
Uanset, hvordan disse spørgsmål besvares, så er der ingen tvivl om, at euroen i hvert fald på et felt har haft en meget positiv effekt. Den har mindsket omfanget af de globale valutaspekulationer.
De nyeste statistikker viser, at den daglige omsætning på det globale valutamarked er faldet fra omkring 1400 mia. dollar i 1999 til omkring 1200 mia. dollar her i 2001. Euroen gør livet sværere for valutaspekulanterne og ser ud til at være med til at stabilisere det globale marked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu