Analyse
Læsetid: 5 min.

Europas forfatningskamp

EU’s topmøde på fredag og lørdag i den belgiske by Laeken kan blive et afgørende springbræt for en ny, demokratisk forfatning for Europa
10. december 2001

Kun tre uger før 300 millioner europæiske borgere og 12 EU-lande tager det historiske integrationsskridt til at erstatte de nationale valutaer med euroen, forsamles de femten stats- og regeringschefer i Den Europæiske Union til topmøde i Laeken. Det kan blive et meget vigtigt møde.
For før mødet ser det ud til, at det belgiske formandsskab under ledelse af ministerpræsident Guy Verhofstadt har samlet opbakning til, at EU danner et såkaldt ’konvent’, som får til opgave at formulere et udkast til en ny europæisk forfatning.
Ordet konvent lyder som en slags middelalderlig munkeforsamling, men i praksis er ideen, at der fra marts 2002 dannes en bred forsamling på omkring 100 personer bestående af repræsentanter fra de nationale parlamenter, Europa-parlamentet, Kommissionen og fra de østeuropæiske ansøgerlande.
Set fra en demokratisk synsvinkel er konventmetoden et stort fremskridt i forhold til tidligere tiders reformmodel, hvor de nationale elitediplomater bag lukkede døre formulerede et ekstremt komplekst traktatudkast, som regeringscheferne siden finpudsede på en mellemstatslig regeringskonference.

At man på et tidligt tidspunkt inddrager folkevalgte repræsentanter, også fra de nationale parlamenter, kan ideelt set være med til at sikre en bredere debat om reformen af Den Europæiske Union. Det er ikke i sig selv garanti for skabelse af et nyt folkeligt engagement og debatmiljø i den gryende europæiske offentlighed. Det viser erfaringerne fra det konvent med 62 personer fra Europa-parlamentet og de nationale parlamenter, der op til Nice-topmødet i fjor kom med forslag til et sæt grund- og borgerrettigheder for EU. Konventet holdt offentlige høringer undervejs, men i sidste øjeblik var det alligevel en lille håndfuld personer, der strikkede det endelige kompromis i al hast.
Der er dog grund til at håbe på, at processen denne gang bliver bredere, mere demokratisk og engageret. For det første fordi der står mere på spil, og flere vil have interesse i at præge debatten. For det andet fordi den aktive inddragelse af repræsentanter fra EU’s østlige ansøgerlande gør op med ideen om unionen som en lukket klub for Vesteuropa. For det tredje fordi det belgiske formandskab ønsker at oprette et forum for det civile samfund, som konstant skal give input og være sparringspartner for konventet. Det kan muligvis sparke liv i debatten og få det til at slå gnister på de offentlige høringer. Håbet er, at det skaber et bredere demokratisk engagement – også udenfor konventets mødesale og elitediplomaternes macchiavelliske korridorer.

Målet med konventet er ikke bare at lægge ekstra byggeklodser oven på de bestående traktater, men at skrive det hele sammen i en helt ny forfatning.
Guy Verhofstadt har ikke lagt skjul på, at den forfatningsformulerende forsamling skal sætte mere kød på den politiske integration f.eks. med direkte valg af præ-sidenten for Europa-kommissionen og med en mere føderal kompetencefordeling af ansvarsopgaverne mellem EU og nationalstaterne. Det er i pagt med de ideer til en ny europæisk forfatning, som den grønne tyske udenrigsminister Joschka Fischer formulerede i sin berømte Humboldt-tale i maj forrige år. Den nye forfatning skal være enklere og lettere at forstå end det sammenkog af forskellige traktater, som unionen bygger på i dag. Den nye forfatning skal inkludere de grundlæggende menneske- og borgerrettigheder, en slags Magna Charta.
Samarbejdet skal opbygges som en Europæisk Føderation af Nationalstater, hvor der er en europæisk regering, et stærkt Europaparlament med lovgivningsmagt og en direkte valgt præsident i Kommissionen. Selv Frankrigs ministerpræsident Lionel Jospin har udtalt sig positivt om projektet om en føderation af nationalstater, selv om han ikke vil gå så vidt med den demokratiske overbygning.

Fischers – og Verhofstadts – ønske er at gøre op med forestillingen om EU som »en bureaukratisk affære styret af et ansigts- og sjælløst eurokrati« i Bruxelles.
Større gennemsigtighed og afbureaukratisering kan ingen være modstandere af. Men omstruktureringen af magten og kompetencerne i det europæiske samarbejde – unionen, føderationen eller noget helt tredje – vil uden tvivl skabe voldsomme politiske slagsmål i det forfatningsformulerende konvent. For briterne - og danskerne - plejer altid at reagere negativt, så snart de hører ordet ’føderation’. Og det gør de selv om deres regeringer har erkendt, at den nationale suverænitet ikke længere er absolut, fordi den på mange felter er afgivet i globaliseringens tidsalder og kun kan generobres via en deling af suverænitet i et tættere samarbejde i EU. Den erkendelse kan give mulighed for en uideologisk nyformulering af føderalismen som en praktisk metode til deling af demokratisk magt i et transnationalt samarbejde uden at gøre EU til en ’nationalstat’ eller en centralistisk ’superstat’. Men så vidt er det ikke kommet. F-ordet er ikke særlig populært hos de relativt nationalistiske regeringer i Italien, Østrig, Sverige og Spanien, der også klamrer sig til den magt, som nationalstaten ’besjæler’ dem med.

EU’s nye konvent kommer på en utrolig vanskelig opgave. Men det er pisket til at tage livtag med den. For det er svært at skjule, at fællesskabets fremtidige eksistens, legitimitet og beslutningsdygtighed står på spil. Et kommende EU med 25-27 medlemmer risikerer handlingslammelse, hvis ikke institutionerne reformeres. Og fællesskabets legitimitet kan synke til nye lavpunkter, hvis ikke reformerne også styrker demokratiet på den ene eller anden måde.
EU’s legitimitet er i bund med godt 50 procents opbakning i den europæiske befolkning. 1999-skandalen i Kommissionen gjorde ikke situationen bedre, og apatien har bredt sig efter, at det blev et nej til Nice-traktatens småreformer ved Irlands folkeafstemning 7. juni, hvor kun 35 procent af vælgerne gad stemme.
Dette demokratiske disengagement er ikke et holdbart grundlag for EU. Men situationen er ikke meget bedre i de nationale demokratier. Selv i Danmark, der er det EU-land, hvor befolkningen udtrykker ’størst tilfredshed med demokratiet i eget land’, siger 60 procent af vælgerne, at de kun har ’lille tillid til politikerne’. I stedet for at focusere snævert på en reform af EU’s bestående institutioner kunne det måske være værd at overveje at give det forfatningsformulerende konvent en bredere opgave:
Hvordan kan demokratiet fornyes, og hvordan kan der skabes et stærkere folkeligt engagement lokalt, regionalt, nationalt og på europæisk plan i en tidsalder, hvor globaliseringen og individualiseringen udfordrer og klemmer nationernes repræsentative demokrati oppefra og nedefra?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her