Læsetid: 12 min.

Europas store spring

Indførelsen af euroen fra det nye år er en kæmpe mental og psykologisk udfordring. Men måske siger euroens mellemkulturelle symbolsprog godmorgen til en ny form for poesi og identitetsmæssigt trylleri
29. december 2001

Essay
Da i Europa Jernbanerne blev aabnede, hørte man en Skrigen, at nu var den gamle skjønne maade at rejse paa forbi, Reisepoesien forsvunden, Trylleriet tabt; just da begyndte Trylleriet. Vi flyve nu med Dampens Vinger, og foran os og rundt om os følger Billed paa Billed i rig Afvexling.«
Sådan fortæller H.C. Andersen om en sommer for 140 år siden, hvor han drog på rejse gennem Europa til det for de fleste danskere stadig meget fjerne land Spanien. I dag tager det ikke mere end tre timers flyrejse at flytte sig fra Nordsøen til Middelhavet. Dengang nåede Europas jernbaner ikke længere end til den sydfranske by Perpignan, og den gode Andersen måtte gøre den sidste del af rejsen over Pyrenæerne i den »gamle tids poetiske Kjøretøj«, diligencen. En tur gennem fæstningsværker og omgivelser, der kunne »males som Teaterdekorationer for et middelalderligt Drama«, mens han forsøgte at konversere i kupéen med en unge spanierinde.
Det var dengang, at man ikke havde fjernet de indre grænser i EU’s Schengen-samarbejde, men ved grænseposten blev kropsvisiteret (poetisk eller inkvisitorisk?) og måtte betale for en påtegning i passet. H.C. Andersen var kommet ind i »fremmed land« og alligevel følte han sig dog så »hjemlig«, for havet bragte det hjemlige med sig. Og da han siden drog mod nord igen, måtte han konstatere, at »Reisebesværlighederne, jeg havde frygtet for i det fremmede, aflukkede Land, vare gledne hen som aldeles ingen.«
Når amerikanske rejsende en 60 år senere, i de brølende 1920’ere drog til Europa fik de nøje instruktioner i deres rejseguider: »Når De krydser grænsen mellem Portugal og Spanien bør De veksle deres escudos til pesetas og stille Deres ur 23 minutter frem... Når De krydser grænsen til Frankrig, bør De veksle deres pesetas til franc, og stille deres ur 23 minutter frem... Når De krydser Italiens grænse bør De veksle pengene til lira og stille deres ur 38 minutter frem...«
Det var dengang. På det tidspunkt havde de europæiske stater indrettet det sådan, at hvert land regnede tiden i forhold til solens position i hovedstæderne. Som var der tale om solstater med en absolut magt og styret af solkonger. Modellen havde dog også sine praktiske forklaringer, for de moderne nationalstater var mange steder netop blevet født og betragtede sig stadig som en slags isolerede universer. Og den nationaliserede tidsopfattelse gjorde, at hverdagens liv kunne indrettes, så folk fik det maksimale ud af de lyse dagtimer.
I dag tænker vel kun de færreste over, at de kontinentale europæiske lande har en harmoniseret sommer- og vintertid, for vi har fået elektrisk lys, aircondition og varmeisolering, som gør os mindre afhængige af de daglige klimasvingninger. Briterne har med vanlig ømentalitet valgt at stå uden for den del af samarbejdet, men på kontinentet vil kun de færreste hævde i dag, at en del af deres identitet, national som lokal, er gået tabt, fordi tiden er gjort fælleseuropæisk.
Måske vil det gå på samme måde med euroen, den nye europæiske valuta, der om få dage bliver sendt i omløb på markedet i 12 europæiske lande? At snart vil ikke ret mange længes tilbage til den gamle, svundne tid, de henslumrende systemer og den nationalstatslige mønt – eller tænke på, at den nationale eller personlige identitet kan bortabstraheres til en krone eller til en mønt. Eller reduceres til disse papirsedler, som kineserne engang lærte europæerne at bruge som penge. Vi tæller nøjagtig på den måde, som de oplyste muslimske humanister engang lærte os europæere at gøre, men den enkelte forbruger må altid skønne, om den enkelte vare er det værd, som sælgeren mener, og derpå beslutte sig for om man vil indgå aftalen: At bytte en vares kvalitet for en anerkendt pengeenheds kvantitet. Det kommer der ikke meget identitet ud af.
Når champagnepropperne springer nytårsaften og klokken er slået tolv, så er der ingen vej tilbage for de omkring 300 millioner EU-borgere, der siger godmorgen til euroen. For fra da af kan euroen hentes i pengeautomaterne og bankerne. Og inden det nye års to første måneder er omme, så skal disse euroborgere have omvekslet alle deres gamle D-mark, gylden, escudos, franc, lira, drachmer, pesetas, schilling og irske punt.
Det er ikke en let operation, hverken logistisk eller mentalt. Som nobelprisøkonomen Robert Mundell sagde fornylig til den britiske avis The Observer: »Jeg tror, at europæerne har en blanding af forventning, spænding og en smule bekymring. Det er en psykologisk udfordring, at skifte regningsenheden ud, specielt for ældre mennesker.«
De ældste tyskere har på egen krop oplevet en traumatisk devaluering af den gamle Reichsmark, gennemlevet en møntreform efter Anden Verdenskrig, der bragte den stærke D-mark til verden, og siden i 1990 set – efter Murens og Østtysklands fald – hvordan daværende forbundskansler Helmut Kohl bankede den tyske møntunion igennem i lyntempo. Også franskmændene har tilbage i 60’erne vænnet sig til at skifte den gamle franc ud med nye franc.

Men euroen er noget andet, meget større og uendelig mere kompliceret. De 50 millioner nye euromønter svarer i vægt til 24 Eiffel-tårne, og hvis de nye eurosedler lægges efter hinanden, så er projektet lige så langt som fem gange frem og tilbage til månen. Hvilken rejse! Og en milliard bankkonti og syv millioner bankautomater skiftes ud for at gøre pengesystemet euroklar.
Tilhængerne tror, at gevinsterne ved at harmonisere pengevæsenet i længden vil overstige omkostningerne på grund af større konkurrence, lavere priser og mere global valutastabilitet. Euroen har med tiden potentiale til at blive verdens førende valuta med over 500 millioner forbrugere bag sig. Og den vil tage kappestriden op med det amerikanske dollaroverherredømme, ja måske overskygge det.
»Euroen har mulighed for at ændre magtopdelingen af verdensøkonomien,« som Mundell formulerer det.
Der er investeret kolossale økonomiske og politiske ressourcer i, at det historiske eksperiment får succes. Som overbygning til EU’s indre marked og som banebryder for en tættere politisk union i EU.
Det var derfor, at daværende kommissionsformand Jacques Delors og Tysklands daværende forbundskansler Helmut Kohl for alvor satte projektet på dagsordenen i 1988 og fik det vedtaget på EU’s Maastricht-topmøde i december 1991. Siden på et topmøde i Madrid i 1995 fik Kohl døbt den nye europæiske mønt som euroen, selv om Kommissionen foretrak den mere frankofone ecu, og briterne fabulerede om at døbe den som en florin. Kohl trak det længste strå med ordene: »Det fundamentale er, at navnet er psykologisk acceptabelt for den offentlige opinion, og vi tror, euroen er det.«
Allerede tilbage i det Herrens år 1970 havde Luxemborgs Pierre Werner udarbejdet det første forslag til en Økonomisk Monetær Union i Europa, men det blev først den politiske generation anført af Kohl og Delors, der havde styrke til at presse projektet igennem. Også selv om både damen med den nationalistiske håndtaske, Margaret Thatcher, og chefen for den tyske Bundesbank, den kosmopolitiske bon vivant, Karl Otto Pöhl kritiserede projektet fra hvert deres yderpunkt.
Euroen og EU’s monetære union er »et evigt svorent broderskab under mottoet: Alle for én og én for alle«, som den tyske Bundesbank sagde tilbage i 1990.
Det var og er til at blive svimmel af. I en individualistisk tidsalder er »evige edsvorne broderskaber« ikke noget ret mange tør binde sig til. Men ordene hænger ved den dag i dag.
»Euroen er meget mere end en mønt,« sagde præsidenten for Den Europæiske Centralbank, Wim Duisenberg i august, for »den er et symbol på europæisk integration.«
Og han tilføjede bevæget: »Euroen er et udtryk for frihed og demokrati, værdier som har erstattet de menneskelige konflikters rædsler.«
Andre deler slet ikke den opfattelse. Unionsmodstanderen Jens-Peter Bonde fastslog i en bog for seks år siden: »traktatens enhedsmønt kommer aldrig til at fungere«, og resultatet kan »blive kaos og folkelige oprør, som enten medfører enhedsmøntens opløsning eller et spring frem mod mere integration til en fælles regering med stærkere magt.«
I USA har Ronald Reagans tidligere rådgiver, den monetaristiske økonomiprofessor Martin Feldstein, malet perspektiverne i sort. Han har i magasinet Foreign Affairs skrevet, at ØMU’en vil »ændre Europas politiske karakter på en sådan måde, at den vil føre til konflikter og måske krig i Europa og konfrontationer med USA.«
Atter andre trækker historiens pegefinger op over for euro-projektet og siger, at møntunionen vil bryde sammen – f.eks. som Napoleons lidet succesfulde latinske møntunion gjorde.

Bag disse argumenter imod euroen og ØMU’en ligger et følelsesmæssigt lag: At forandring er farlig og risikofyldt. Det minder meget om dengang, hvor folk frygtede, at jernbanerne ville ødelægge rejsepoesien, eller at den europæiserede vintertid ville ødelægge biorytmerne.
Foreløbig har de eurobekymrede ikke fået ben at gå på. Nok er euroen faldet i kurs med omkring 25 procent over for dollaren, siden den blev lanceret på finansmarkederne den 1. januar 1999. Men mange økonomer forventer, at den vil stige i værdi på valutamarkedet, når den fra den 1. januar 2002 kommer i fysisk omløb mellem forbrugerne. Det forudså det førende økonomiske institut i Tyskland, IFÖ, i en rapport den 19. december. Selv om eurolandene har bevist, at de er i stand til at skabe udstrakt finanspolitisk samordning for inflation, budgetunderskud og gæld, som styrker troen på euroen, så er der samtidig mange usikkerhedsmomenter i den globale økonomi. Og væksten i den europæiske økonomi falder hurtigt og kan skabe ny nervøsitet.
I meningsmålingerne kan man dog se, at opbakningen til euroen er styrket mærkbart i de seneste måneder. Måske er det de intense reklamekampagner op til den store euro-dag, der har fået folk til at skifte holdning. I Tyskland, Finland, Italien og Spanien var der lange køer i midten af december, fordi nysgerrige og spændte borgere ville have fingrene i de særlige euro-prøvepakker med et lille udvalg af euromønter. Efterspørgslen var så stor, at bankerne mange steder løb tør for dem.
I den tyske by Frankfurt, der er hovedsædet for Den Europæiske Centralbank, fortalte et ældre ægtepar til avisen Financial Times, at de havde købt afskillige eurokits til deres børn og børnebørn:
»Vi ønskede at være til stede her på denne historiske dag. Det er lige som en månelanding eller Murens fald; det er noget, man ønsker at være vidne til,« sagde hr og fru Arndt.
De fornemmer, at der bliver skrevet historie med overgangen til euroen.

I Italien har euro-entusiasmen nået nye højder her i december. Den nye ’porta euro’ læderpung er årets julegavehit i Italien, og kunderne går på indkøb med plastikposer fyldt med eurosymboler. I Milano er der nytårsaften indkaldt til tecno-parti: ’Äurodeejay’.
»Vi italienere ser Europa, som noget der beskytter os imod elendige hjemlige politikere,« udtaler økonomen Francesco Giavazzi fra Milanos Bocconi universitet til The Observer.
Enkelte popsangere synger dog stadig hyldestsange til liraen, og i nabolandet Frankrig kræver en ny græsrodsbevægelse, at der rejses et monument over den gamle franc. Danskerne, briterne og svenskerne holder sig skeptiske og nejsigende på distance af euroeksperimentet, selv om enkelte butikker i disse grænselande vil acceptere euroen på lige fod med de nationale betalingsmidler.
Også det rummer på sin måde en slags historiens kontinuitet. For danskerne har op igennem historien ikke bare villet lade sig nøje med den krone, som blev indført af Christian IV i 1618, og som siden blev delt op i 100 øre under den skandinaviske møntreform- og union i 1875. Nej, danskerne har op igennem tiden brugt et hav af forskellige mønter som bl.a. romerske sølvdenarer, mark, dalere, gylden, guldrealer, kobbersterlinge, skillinge. Når danskerne i grænselandet og på ferierejser skal til at regne i euro fra og med det nye år, så vil det næppe volde større vanskeligheder. De frygtede rejsebesværligheder kan, som allerede H.C. Andersen opdagede, vise sig at skrumpe ind til aldeles ingenting.
Den europæiske kommissær for monetære anliggender, spanieren Pedro Solbes, siger, at med euroen vil »borgerne holde et stykke af Europa i deres hænder hver dag.«
»Når vi har fælles pengesedler og mønter, så vil europæerne blive en smule mere europæiske og stå hinanden nærmere,« har han sagt til den spanske avis El Pais.
Ingen ved endnu, om han får ret. Men selve navnet har en betydningsmæssig klangbund, der ikke er fremmedgørende som f.eks. ecu. På græsk betyder eu, noget der er godt eller vel.
Euro minder om Europa. Det er beslægtet med eurus på latin, og dets poetiske betydning er østenvinden. Ä-symbolet for den nye euro er inspireret af det græske bogstav epsilon, der refererer til den europæiske civilisations vugge.
Danske unionsmodstandere har ikke smag for den symbolik. De bryder sig i det hele taget slet ikke om de 12 EU-stjerner, der også pryder de nye mønter. Det siges, at disse 12 stjerner er hentet fra den katolske trosverden og symbolisererer jomfru Maria, der farer til himmels og bliver kronet som himlens dronning af sin søn. Men hvad gør det? Indvendingen ændrer intet, for danskerne er stadig medlem af EU med det blå flag og de tolv gule stjerner, men holder sig fri af den nye euro.
Det er ikke utænkeligt, at euroen bliver et samle- og bytteobjekt selv for danske børn og unge på ferierejse i Europa. Euroen signalerer både enhed og giver rum til de nationale symbolske forskelligheder. I Frankrig kan man få euromønter med Marianne-figuren på den ene side, som stadig er det ypperste symbol på republikkens kampråb om frihed, lighed og broderskab. I Italien kan man hente euromønter med Forum Romanum, med Venus’ fødsel af Sandro Boticelli eller mønter med Leonardo da Vincis vitruvianske mand. Man kan få mønter med Dante, og rejser man mod nord til Østrig, så er euroen præget med Wolfgang Amadeus Mozart. I Spanien kan man få mønter både med kong Juan Carlos og litteraturens mester Cervantes. I Tyskland kan man finde euromønter med Brandenburger Tor og i Irland har euroen en klingende lyd fra det nationale instrument, harpen. Og den lille Vatikanstat har endda fået lov til at slå euromønter med pave Johannes Paul den Anden. Der er symboler for enhver smag.
Det er ikke multikulturalisme på fuld udblæsning, for euroen henviser ikke borgerne alene til diversiteten og respekt på afstand af hinandens forskelligheder. Euroen er mere et interkulturalistisk projekt, der udtrykker og omfatter borgernes dobbelte identitet – både den nationale og den europæiske. Og åbner for, at de nationale symboler bliver udvekslet og betragtes som værdifulde på kryds og tværs af de gamle grænser.
På mønterne er der på den europæiske side geografiske kort over Europa med streger til at symbolisere forbundethed mellem de 12 stjerner. Og på sedlerne er der broer fra forskellige arkitektoniske perioder, fra den romanske tid til vore højmoderne hængebroer, og der er åbne porte, gotiske buer, doriske søjler og funktionalistiske vinduespartier. Den østrigske designer Robert Kalina har overfor avisen International Herald Tribune forklaret, at han »arbejdede hårdt for, at hverken en italiener eller en franskmand, der kigger igennem de
gotiske vinduer på 20-eurosedlen, vil kunne sige: ’Det kunne være i Frankrig’ eller: ’Det kunne være her i Italien’. Det var meget svært at gøre begge universelle.«
Det er muligt, at mange europæere her i begyndelsen af det nye år vil betragte det som udtryk for en abstrakt og fjern universalisme. Men ahistorisk er symbolsproget slet ikke, og måske vil det gå sådan, at folk med tiden vil kunne se det med de samme åbne øjne, som en H.C. Andersen der i sin tid rejste til det såkaldt fremmede land og fandt det så hjemligt. Man kan heller ikke afvise, at det vil gå som i Storbritannien, hvor de fleste borgere betragter den nationale mønt som så naturlig, at de helt har glemt at tænke på dens kulturelle ophav.
Eller som Robert Mundell har gjort opmærksom på er pundet slet ikke så nationalt endda. Det britiske ord pound er oprindelig en romersk standard, og de gamle persere brugte pund, shilling og pence, inden briterne fandt på det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu