Analyse
Læsetid: 5 min.

Fælden klapper for Berlusconi

Silvio Berlusconis frygt for at komme i fængsel på grund af den europæiske arrestordre er ikke en forklaring på Italiens veto mod den. Den italienske statsminister har sat en fælde, han selv er røget i
11. december 2001

Når Italiens statsminister Silvio Berlusconi i dag i Rom mødes med sin belgiske kollega Guy Verhofstadt, vil hans brede smil, udglattende vittigheder og affable dørsælgercharme ikke kunne trække ham ud af den fælde, han selv har bragt sig i med hans regerings veto mod gennemførelsen af den fælleseuropæiske arrestordre, som de 14 andre EU-lande enedes om i fredags. Den italienske regering vil gerne tilslutte sig et retssamarbejde, når det drejer sig snævert om terrorismebekæmpelse, men ikke om den del af de 32 former for forbrydelse, der handler om grænseoverskridende økonomisk kriminalitet.
Den belgiske statsminister, som varetager EU-formandsskabet, har selv været ganske uforblommet i sine udsagn om, at Italiens blokering af aftalen skyldes Berlusconis frygt for, at en sådan aftale vil kunne fælde ham selv, og det synes at være den almindelige holdning hos politikere og diplomater i de 14 andre EU-lande og i den europæiske presse.
Helt så enkelt er det ikke. Berlusconi har personlig interesse i, at den spanske statsadvokat Garzon ikke får ny retshjemmel til at sigte ham for skattesvig og bedrageri i Spanien (Sagen er henlagt på grund af Berlusconis parlamentariske immunitet), og han har endnu større interesse i at forhindre, at bevismateriale indsamlet mod ham i Schweiz og Liechtenstein i forbindelse med en sag om bestikkelse af dommere igen skulle få retsgyldighed.
Det havde dette materiale nemlig, indtil Berlusconi-regeringens flertal for nylig vedtog en ændring i retsplejeloven i forbindelse med en ratificering af justitssamarbejde med Schweiz, der i praksis annullerer retsgyldigheden i Italien af bevismateriale indsamlet i en fremmed stat på begæring af en italiensk statsadvokat.

Der er af Berlusconi-regeringen gennemført tre lovrevisioner på retsområdet her i efteråret, som alle tilgodeser statsministerens egne interesser i de sager om økonomisk krimininalitet, han fortsat er impliceret i.
En lov om nedsættelse af strafferamme og forældelsesfrist for regnskabsfalsk, en lov om fri tilbagevenden til Italien for udenlandsk anbragt kapital og loven om retsgyldigheden af udenlandsk bevismateriale. Love, som er passeret begge parlamentets kamre, hvor Berlusconi har flertal, men også uden nogen større folkelig debat og med republikkens præsident Ciampi reduceret til et gummistempel. Berlusconi har således sørget for i indenlandsk lovgivning at dække sin ryg for det, han kalder en sammensværgelse mellem de internationale røde kapper – statsadvokaterne – og den af den italienske venstrefløj inspirerede internationale presse.
Et nej til den europæiske arrestordre er således i fuld overensstemmelse med de selvbeskyttende lovforanstaltninger, som Berlusconi allerede har foretaget i sit hjemland. Har man sagt A, må man også sige B, og Berlusconi-regeringens nej til den europæiske arrestordre ligger på internationalt plan i logisk forlængelse af dens indenlandske indskrænkninger i allerede eksisterende mellemstatsligt justitssamarbejde.
At der er tale om en italiensk modstrøm i forhold til behovet for transnational efterforskning af transnationale forbrydelser, er åbenlyst. At der også er tale om, at handel med våben, småbørn, organer, prostituerede, flygtninge og hvidvask af penge og finansiering af terrorvirksomhed må underordne sig den italienske statsministers bestræbelser for ikke at komme i fængsel, må være op til en personlig eller politisk vurdering, når det nu ikke kan være op til de domstole, som hans regering er i færd med at kastrere.

Men så enkelt er det ikke. Det italienske retssystem er ikke blot langsommeligt bureaukratisk, men er også i sin historie og struktur et politisk betinget og betingende magtinstrument. I lige grad åbent for korruption og for enkelte statsadvokaters og dommeres muligheder for at forfølge egne politiske mål. Det er råddent, og at det må revideres, er der ikke stor politisk uenighed om i Italien. Men at lade Berlusconi reformere det italienske retsvæsen – hvilket han har annonceret vil ske om et halvt år – vil være at... nå, ja, den med ræven og gæssene.
Berlusconi har al personlig grund til at frygte retsgyldigheden af beviser indsamlet mod ham af statsadvokater i andre lande, men det er ikke forklaring nok på Italiens veto mod den europæiske arrestordre. »Det er ikke statsministerens egne personlige juridiske interesser, jeg varetager. Hans problemer findes der meget nemmere tekniske løsninger på,« erklærede Italiens justitsminister, Roberto Castelli, frejdigt, da han som chefforhandler i sidste uge måtte se Italien isoleret i spørgsmålet. Det har han sandsynligvis ret i, men hvis interesser varetog han så?
Et svar faldt i søndags, da regeringspartiet Lega Nord demonstrerede i Milano mod muslimer, illegal indvandring og udenlandske, kommunistiske dommeres indblanding i Poslettens indre anliggender. Partiet er både EU-fjendtligt og anti-italiensk regionalnationalistisk. Justitsminister Castelli er Lega Nord-lederen Umberto Bossis håndgangne mand, og fra talerstolen sagde Bossi, at det var ham, der havde pålagt Castelli den ubøjelige linje, og at det var ham, der havde presset Berlusconi til at tilslutte sig den. »Hvis ikke jeg havde stået fast, ville enhver af jer risikere at blive arresteret af en hvilken som helst venstreorienteret statsadvokat, og dem er der mange af, blot fordi I er her for at demonstrere mod illegal indvandring,« sagde justitsministeren og var dagens helt i Milano.
»Hvis der skulle blive brændt en kaftan af, så ville det vel ikke være så slemt. Rakkerpak, en hord af hanrejer er I, og hvis ikke en ny lov vil sørge for det, så skal vi nok sørge for at tage jer i skægget og sende jer ud med et spark i røven,« lød det fra en europaparlamentariker på talerstolen til ikke tilstedeværende muslimer, og ret havde både han, Bossi og de demonstrerendes skilte: De racistiske slogans ville kunne bringe dem alle for en dansk domstol.

I anden sammenhæng har Bossi sagt, at han har hånden om Berlusconis nosser og kan klemme til, når han vil. Hans parti er ikke nosserne på vægtskålen, men Berlusconi kan ikke tåle at have det imod sig, og samtidig med at Lega Nord kan få gennemført mærkesager i regeringssamarbejdet – føderalisme – er det i Bossis personlige og ideologiske interesse at svække Berlusconis position og person ved at bringe ham i umulige situationer. Som denne.
Trods al egeninteresse i at sabotere en europæisk arrestordre kan Berlusconi, og Italien, ikke leve med, at det skulle være grunden, så derfor vil han søge et kompromis eller falde til patten for at dementere den. Men gør han det, vil inkonsekvensen med hans egen retslovgivning i de seneste måneder være åbenbar, og han vil øjeblikkeligt have Bossis dolk i ryggen. Og Bossis støtter vil så også være alle de i flertal og opposition, som i arrestordren blot ser en risiko for den almindelige retssikkerhed.
Enkelt er det alligevel: Hvis ikke Berlusconi som statsminister havde egne interesser at pleje, ville situationen aldrig være opstået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her