Læsetid: 4 min.

Ikke-fængslet i Sandholm

Hvordan bærer man sig ad med effektivt at indespærre de asylansøgere, man vil have ud?
29. december 2001

Analyse
Folkene fra Aalborg Politis Uropatrulje kendte udmærket den 26-årige georgier, da de tilfældigvis sent torsdag aften løb ind i ham under en ransagning i Den Internationale Klub – i folkemunde også kaldet Libaneserklubben – i Aalborg.
Et par uger tidligere var han nemlig også blevet anholdt af Aalborgs Uropatrulje. Så sent som i oktober 2000 var han blevet tvangsmæssigt udsendt til sit hjemland under politieskorte som afvist asylansøger.
Men det var først, da urobetjentene kontaktede Politigården, at de fik opklaret, at georgieren var en af de 19 frihedsberøvede asylansøgere, der søndag morgen – lillejuleaftensdag – flygtede fra Institutionen for Frihedsberøvede Asylansøgere (IFA) i Sandholmlejren i Nordsjælland. Dermed kunne dansk politi sent torsdag aften registrere sin første succes i jagten på de – stærkt medieomtalte – 19 bortløbne asylansøgere, der natten til torsdag fik selskab ude i friheden af yderligere to, som slap ud af IFA.
Men måske bliver pågribelsen af den 26-årige meget ihærdige asylansøger en undtagelse. Flere politifolk siger til Information, at det er de færreste af de asylansøgere, der undslipper fra IFA, som dansk politi nogensinde ser igen.
Ministerløfter
I juledagenes nyhedsløshed vakte de vellykkede flugtforsøg fra IFA opmærksomhed i medierne og fik først den fungerende justitsminister, Brian Mikkelsen (K), til at love bedre sikkerhedsforanstaltninger omkring IFA og senere udlændingeminister Bertel Haarder (V) til at love en hurtigere udsendelse af afviste asylansøgere.
Når Bertel Haarder mener at kunne reducere antallet af indsatte i IFA – og dermed af flugtforsøg – ved at ekspedere de afviste asylansøgere ud af landet hurtigere, giver det ikke umiddelbart mening.
Et afslag på en asylansøgning betyder i dag ikke automatisk indespærring. I første omgang fastsætter Flygtningenævnet en udrejsefrist, som typisk ligger et par uger ude i fremtiden.
Ved fristens udløb overgår sagen til Den Centrale Politiafdeling (DCP) under Rigspolitiet, som foretager udrejsekontrol for at sikre sig, at asylansøgeren har forladt landet.
Har asylansøgeren ikke det, tager politiet stilling til, om der er grundlag for at frihedsberøve asylansøgeren, og – hvis frihedsberøvelsen skal vare mere end tre døgn – forelægge sagen for en dommer. Men selv i denne fase er det langtfra alle afviste asylansøgere, der spærres inde.
Hvis man skulle sikre sig, at afviste asylansøgere hurtigere kan sendes ud af landet, skulle man starte med at frihedsberøve dem, så de ikke løber nogen vegne.
Man kunne lade de politifolk, der overbringer afslagene, pågribe alle afviste asylansøgere med det samme. Derefter kunne DCP gå i gang med at undersøge, om og hvordan asylansøgeren kan sendes ud. Men det ville ikke betyde færre, men flere, frihedsberøvede asylansøgere. Enten i et mega-IFA i Sandholm eller i mange små IFA’er rundt omkring – i stedet for den nuværende, langt billigere indkvartering af afviste asylansøgere på asylcentre.

Hovedrysten
En af myndighedernes praktikere har med let hovedrysten fulgt de seneste dages debat. Vedkommende afholder sig som centralt placeret tjenestemand på området klogeligt fra at lægge navn til følgende kommentar til den politiske debat:
»Nu siger Bertel Haarder og Brian Mikkelsen, at de skal ud med det samme. Fint nok! Men til nogle af de lande, de skal sendes ud til, går der kun fly hver 14. dag. Skal de så køre dem hjem i bil? De sidder ikke i IFA, fordi politiet synes, det er sjovt at have dem siddende.«
DCP’s udrejseafdeling i Anker Heegaards Gade i København gør et ofte besværligt og langsommeligt stykke arbejde, som ofte indebærer kontakt med hjemlandenes genstridige myndigheder.
Og en afvist asylansøger bliver ikke automatisk hurtigere identificeret, accepteret og udstyret med et pas af sit hjemlands myndigheder, fordi man i Danmark træffer en politisk beslutning om, at udrejsefristen skal kortes ned.
IFA er et barn af en menneskeretsdebat i 1980’erne, da den danske regering nationalt og internationalt blev kritiseret for at lade frihedsberøvede asylansøgere, som i princippet ikke havde gjort noget kriminelt, sidde i samme bygning som kriminelle i Vestre Fængsel i København.

Ikke-fængsel
Derfor oprettede Kriminalforsorgen den institution i Sandholm, der officielt ikke må kaldes et fængsel, fordi den ikke er bygget til kriminelle, og som derfor fik det mundrette navn Institutionen for Frihedsberøvede Asylansøgere.
I dag er IFA normeret til omkring 120 indsatte. De fordeler sig på tre omtent lige store grupper, oplyser vicekriminalinspektør Per Kvistholm fra DCP i Sandholm.
En tredjedel er asylansøgere, der befinder sig ved indledningen af deres asylsag, men som frihedsberøves, fordi de danske myndigheder vil være sikre på deres identitet.
En anden tredjedel er afviste asylansøgere, der skal sendes ud af landet.
Den sidste gruppe er frihedsberøvet efter de nye regler fra august i år, der giver mulighed for administrativ udvisning og frihedsberøvelse, hvis asylansøgere begår kriminalitet.
Det gælder også, selv om kriminaliteten ikke efter de almindelige regler kan føre til varetægtsfængsling eller frihedsstraf.
Det kan for eksempel være en asylansøger, der – uden tidligere at være pågrebet som butikstyv – begår butikstyveri for over 500 kroner.
Hverken DCP eller Direktoratet for Kriminalforsorgen har statistiske oplysninger om, hvor længe de forskellige grupper af asylansøgere – kriminelle eller ej – tilbringer i IFA.
Hvert år sker der omkring 2.000 indsættelser i IFA. Den daglige leder, overvagtmester Leif Andersen, anslår, at over tre fjerdedele af de 2.000 indsatte sidder under tre døgn.
Resten sidder så i alt lige fra godt tre døgn og indtil de knap to år, som er rekorden. Rekordhøjder nås kun i ekstreme tilfælde, hvis en asylansøger er meget afvisende over for at hjælpe politiet med identifikation og udsendelse.
Tilbage står, at der – hvis udsendelsen af afviste asylansøgere skal ske hurtigere – skal løses en lang række forskellige, praktiske problemer, som ligger langt uden for de danske myndigheders rækkevidde.
Og at man sikkert kan gøre det sværere at flygte fra ikke-fængslet i Sandholm ved at investere i højere hegn, sikkerhedszoner og dyre alarmer, hvis man absolut vil bruge mange millioner på at holde de mennesker indespærret, som man helst bare vil af med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her