Arkitektur
De fleste forskere i Danmark vil nikke genkendende til et forskermiljø, der består af en serie kontorer kombineret med mødelokaler. Hver forsker sit kontor. Det hele indrettet i et mere eller mindre anonymt lokale stillet til rådighed af en undervisningsinstitution. Det er op til den enkelte at skaffe sig et miljø for inspiration og udveksling af resultater. For de fleste udgøres dette af
e-mails og konferencer, som man af og til deltager i. For mange er det fysiske fællesskab ikke-eksisterende i dagligdagen. For nogle er det en ensom tilværelse. Det er klart, at det ikke er optimalt.
Levende fællesskab
Med inspiration i MITs (Massachusets Institute of Technology) Media Lab går trenden heldigvis i en helt anden retning. Man er blevet bevidst om værdien af et levende, konkret fællesskab, hvor kontorernes vægge er revet ned til fordel for storrum, hvor alene de fysiske rammer åbner op for ad-hoc forbindelser på tværs af arbejdsområder og faggrænser, løbende og uden de sædvanlige fysiske forhindringer, som var man sammen om og i et kollektiv, hvor fluxen er umiddelbar og øjeblikkelig, til stor gavn for alle parter, både socialt og videnskabeligt. Sammenblandingen af elektroniske medier og fysiske fællesskaber rummer, ja, elektrificerende muligheder, idet den enkelte oplever, at éns arbejde indgår i et levende, dynamisk fællesskab.
Learning Lab på Danmarks Pædaogigiske Universitet er det første forsøg på dansk grund på at skabe et sådant miljø. Arkitekten Merete Ahnfeldt-Mollerup, der som arkitekturskribent vil være de fleste af dette blads læsere bekendt, fik i april måned stillet den umulige opgave at indrette 450 kvm til et sådant miljø med åbning i december måned i år.
Helt symbolsk skulle de eksisterende kontorlokalers vægge rives ned, gulve skulle brækkes op, og nye trapper skulle bygges, idet man ønskede forbindelse mellem de tre etager internt, således at man fik fornemmelsen af en selvkørende enhed, hvilket understregedes ved etableringen af eget køkken, toilet og bad. Learning Lab skulle fornemmes som et hjem, som et modul, der var forankret i cyberspace og i den fysiske virkelighed på én og samme tid.
Uhørt metode
Merete Ahnfeldt-Mollerup har benyttet en i arkitektbranchen helt uhørt metode til etableringen af modulet; en metode, som man nærmest skal helt tilbage til Middelalderen for at finde paralleller til. På baggrund af seks håndtegnede tegninger i skalaforholdet 1:100 satte hun håndværkerne i gang. Mange detaljer og forløb aftaltes løbende med håndværkerne, der således var inddraget i udformningen i en grad, som man ikke kender ellers. Byggeriet skred frem på baggrund af en dialog mellem arkitekt og håndværker, således at håndværkerens ideer og forslag fik indpas og blev en del af et organisk udviklingsforløb. Kan man mærke det i den endelige bygning?
Ja, det kan man godt. Jeg vil ikke sige, at byggeriet og indretningen virker fuldstændig homogen. Toilet og baderum består af meget fantasifuldt svungne, kakkelbeklædte skriggrønne vægge, mens armaturer og kummer synes hentet i den nærmeste VVS-butik henne om hjørnet. Sådanne sammenstød vil man normalt ikke finde i prestigebyggeri af denne klasse. Men det gør ikke noget. Det er en fordel. Alt for homogene og rigtige indretninger synes ofte at gøre mennesker fremmede for det rum, som de befinder sig i; som er de på besøg på en boligmesse med hjem, som ingen bor i. Dette rum, baderummet, har masser af charme som netop er stykket sammen af nyt og gammelkendt, af legende, innovativ fantasi kombineret med elementer, som de fleste vil nikke genkendende til og derfor føle sig hjemme med.
Baderummet er et rart sted at være; her har man har ikke fornemmelse af at skulle huske at hænge håndklædet på den rigtige måde; her er der plads til mennesker; mennesker med hovedet begravet i inciterende projekter. Og det er dét, der er meningen med det hele.
De tre etager er på hver deres måde indrettet, så der er plads til innovative mennesker i skiftende og midlertidige kombinationer. De enkelte arbejdssteder består af høje pulte med stor grad af fleksibilitet, computere kan sluttes til i gulvet overalt i bygningen.
Det er meningen at forskerne kan slutte sig sammen, hvor de nu finder det mest anvendeligt. Gardiner og skydevægge på den øverste etage gør det muligt at indrette sig mere privat og lyddæmpet, og ønsker man mere afslappende arbejdsformer vil to store til lejligheden syede pølser i stueetagen gøre det ud for sækkestole i serie, som man kan folde og bøje alt efter behov.
Rart sted at være
Der er ingen tvivl om, at Learning Lab bliver et rart sted at være, og der er for mig at se heller ingen tvivl om, at det bliver en meget attraktiv arbejdsplads, et forbillede for fremtidige forskningsinstitutioner. Der er mange detaljer at holde af, foruden toilettet også brøstningen ud mod den vertikale åbning. Den er formet, som er gulvet blevet trukket sammen som et gulvtæppe. Forskerne i Learning Lab har i Merete Ahnfeldt-Mollerups udformning fået en organisme, som de vil holde af at være i,og som vil stimulere til den organiske forskning, som der er brug for i dag.
*Learning Lab, Emdrupvej 101
