Læsetid: 2 min.

Farlig radio?

Dr. Faust og Troldmandens Lærling meldte sig i morgengryets mylder af associationer
7. december 2001

(2. sektion)

Radio
Mandag aften sendte P1 et program i en kategori, man kaldte »dokumentarfiktion«. Umiddelbart reagerede jeg mod betegnelsen ud fra den opfattelse, at enten er det dokumentar, eller også er det fiktion. Men hen ad vejen faldt jeg til patten i erkendelse af, at under alle omstændigheder vil der være tale om manipulation.
»Kufferten« hed programmet som havde slaglinien: »Hvornår kan man fortælle sandheden om et menneske?« Kan man for eksempel gøre det, når man har haft lejlighed til at stikke næsen ned i en kuffert, som en eller anden er rejst fra på et skummelt hotel bag Hovedbanegården i København uden at betale sin regning?
Daniel Wedel, programmets ophavsmand, havde delt historien op i tre akter eller kapitler. I første kapitel lod han advokaten Merethe Stagetorn og præsten Johannes Christensen rode rundt i kuffertens indhold og kommentere, hvad de fandt. I andet kapitel fik socialrådgiveren Tine Bryld og digteren Jens Blendstrup lov til frit at fabulere over det samme indhold. I sidste akt gik Daniel Wedel så selv på research og fulgte nogle af de spor, kuffertens indhold havde stukket ud.
Vi fik i en fascinerende mosaik tegnet portrættet af en småpsykopatisk svensk handelsmand, ikke uden charme selvfølgelig, men med en mere end almindelig flosset moral, der måske eller måske ikke havde ført ham ud i skruppelløse handler med dødbringende materialer på det internationale våbenmarked.
Måske ikke, fordi de mange ubetalte regninger i hans fodspor ikke vidnede om nogen stor kommerciel succesmager.

Sandheden
Hen mod slutningen af programmet, da vi havde været i hælene på adskillige navngivne eftersøgte bagmænd i en international, illegal mafialignende kreds af dødens købmænd, sagde Merethe Stagetorn til Daniel Wedel, at han måske selv skulle passe en lille smule på. Måske var indholdet af udsendelsen på kanten til at blive for farligt, og spørgsmålet »Hvornår kan man fortælle sandheden om et menneske?« fik pludselig en anden klangfarve. Er dette måske for farligt at have med at gøre?
Hvornår kan man i det hele taget fortælle sandheden? Radioavisen klokken syv tirsdag morgen meddelte, at man i USA havde analyseret sig frem til, at de brevbårne miltbrandbakterier, der allerede har slået en stribe uskyldige mennesker ihjel, er af en så raffineret og højt udviklet type, at de kun kan være frembragt på et af Pentagons egne obskure laboratorier. Det blev sagt uden omsvøb, at de dødbringende breve måtte være produceret og afsendt af enten en nuværende eller en tidligere højt betroet medarbejder ved et sådant amerikansk laboratorium, hvis eksistens man ellers officielt har benægtet.
Måske skulle man minde om, at USA trods sine aktiviteter i Irak aldrig har villet gå med til universelle inspektioner af laboratorier for biokemiske våben af den simple grund, at man ikke vil have internationale inspektører inden for sine egne grænser. .
En anden ting, som var påfaldende, var at denne meddelelse, så vidt jeg kunne konstatere, fik lov at stå alene og runge i den tidlige morgentime uden gentagelse i senere radioaviser. Den dukkede heller ikke op på DR’s tekstside. Mærkeligt, for generelt består morgenernes radioaviser jo ellers mest af gentagelser, time for time.
Var dette også for farligt at have med at gøre? For farligt til at gentage?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her