Litteraturrådet
Den nye regering har rumlet med planer om at nedlægge Litteraturrådet, og i Information har forfatteren Bent Vinn Nielsen kaldt Rådet overflødigt.
Så vi spørger professor Anne-Marie Mai, der i det seneste år har været Litteraturrådets formand og i denne egenskab må forventes at være
uenig, om hun kan forklare, hvorfor Litteraturrådet ikke er en overflødig institution.
»Vi har en litteraturlov, der siger, at adgangen til litteratur og produktion af litteratur skal fremmes. Det er en god lov med stor fornuft i. Og vi har en god arbejdsdeling mellem Statens Kunstfond og Litteraturrådet. Statens Kunstfond støtter talentet, Litteraturrådet støtter talentets projekter, de tværgående initiativer i bogbranchen og formidlingen. Litteraturrådet har desuden en meget vigtig opgave i at rådgive ministeren og de offentlige myndigheder om litteraturpolitik. Hvert år laver vi en handlingsplan, der fremlægges for ministeren. Den sætter fokus på forskellige emner og spørgsmål, som vi anser for vigtige.«
Hvad anser I for vigtigt?
»Eksempelvis vil vi i 2002 sætte fokus på bogens levetid. Hvorfor makuleres bøger, hvorfor har bøger så kort en levetid i dag, og hvad kan vi gøre ved det?«
»Derudover yder vi støtte til konkrete projekter. Vi deltager i klassikerudgivelserne i Verdens Bogdag, vi giver penge til at forfattere kan komme ud og læse op overalt i Danmark, og vi har indstillingsret til de tips- og lottomidler, Forfatterskolen modtager.«
Samspil
Anne-Marie Mai håber ikke, at Litteraturrådet bliver nedlagt.
»Jeg er glad for, at Brian Mikkelsen siger, at han vil sætte sig ind i sagerne, før han lægger en politik,« som hun udtrykker det, og hun siger, at man faktisk får meget for de penge, man giver ud på litteraturen.
Hun mener også, at det er udmærket, at der kommer diskussion om Litteraturrådet og alle offentlige institutioner, »det har altid været kendetegnet for vores samfund, at ting står til debat,« men hun er ked af at Bent Vinn Nielsen har lagt ud i Information, som han har.
»Jeg synes, han skulle præsentere sig som det, han er, nemlig formand for Statens Kunstfonds tre-mands-udvalg. Det ville være glimrende anledning til en diskussion af, hvad der var behov for, i stedet for det halsstarrige angreb på Litteraturrådet.«
Hvad er der så behov for?
»Blandt andet at diskutere litteraturens situation i forhold til andre kunstarter. Samspillet er en stærk tendens i tiden, vi får mange gode projekter, der går på tværs af kunstarterne, og har også støttet sådanne. Eksempelvis har vi medfinansieret Jørgen Leths film om Søren Ulrik Thomsen, vi har finansieret cder, hvor forfattere læser op, videreudvikling af poetry-slam i festivaler, digterkoncerter og bøger med samspil mellem billeder og tekst. Et blandt mange eksempler på fusionsformer kunne vi se på vores nyligt afholdte konference, hvor Pierre Dørges New Jungle Orchestra og digteren Vagn Lundbye optrådte.«
»Vagn Lundbyes næsehornsdigte handler om en dyreart, der uddør. På scenen begynder han at stamme, blive bleg, tørre sig over panden, og publikum bliver nervøst og ved ikke, hvordan de skal fortolke, hvad der sker. Lundbye træder ud af den vanlige digterrolle og bliver skuespiller ved siden af, det ender med at han ligger på gulvet med nøgen overkrop og græder!«
»Det er også vigtigt at støtte litteratur på Nettet. Som adjunkt Søren Pold har påpeget, så er der alt for lidt fokus her, eksempelvis bruger de mange flere penge i Slovenien! Og vi taler ikke om de ubrugelige
e-bøger, men om de former der udvikler sig, hvor man skriver i billeder og lyd, som Pold udtrykker det. Vi må have belyst de nye sammenhænge.«
Hvordan belyst?
»Blandt andet ved at få nogle diskussioner om hvad litteratur er, og hvad den kan være. Hensigten med vores konference var at få forskellige indfaldsvinkler til den videre diskussion.«
To positioner
Men der må være en form for resultat?
»Der udskilte sig to positioner: Den, der er vildt optaget af at eksperimentere med alt det nye, og den der mener, at udviklingen er farlig for litteraturen, og at det er en idyl at tro, at litteraturen vil overleve i det tværæstetiske felt. Selv mener jeg ikke, man behøver at være bange. Litteraturen er god til at brede sig alle steder hen.«
Har der ikke altid være disse to positioner? Nu er der derimod megen snak om, at kunsten bliver en del af livet, at den fusionerer med reklamen, at der ikke længere er klare skel mellem liv og kunst?
»Det er da en udvikling, der gør det endnu vigtigere at snakke kvalitet og har været det i hele det 20. århundrede.«
Kvalitet ud fra hvilke kriterier?
»En af billedkunstneren Morten Strædes pointer var, at varighed nu er blevet et vigtigt kriterium, varighed og afsluttethed.«
Går det ikke imod tendenserne til at brede sig ud over alle områder?
»Jeg ville selv sige det på den måde, at der i dag er både éngangs-værker, flergangsværker og genbrugsværker.«
Du er en stor mediator, Anne-Marie Mai!
»Jeg er bare glad for det hele! Jeg tror, det er en forkert problematik at foretrække det ene frem for noget andet. Vi har alle muligheder men selvfølgelig er der også meget, der forsvinder igen.«
»Min oldefar måtte gå hen på et museum, hvis han ville se kunst vi får det hele i en løbende strøm. Jeg er da også irriteret over al den muzak og dårlige arkitektur, der omgiver os.«
Hvad bliver der af varighedskriteriet her? Den dårlige arkitektur er da ubehageligt varig?
»Indtil vi erstatter den med noget bedre! Jeg synes, det er ustyrligt, når stillingsannoncer for private virksomheder annoncerer efter kreative og følsomme mennesker. Jeg tænker, hvordan kan de tro, at sådanne mennesker kan holde de omgivelser ud!«
Kvalitet i modsætning til varig beton. Det sætter vel kvalitetskravet i relief?
»Det er dér, kunsten har sin æstetiske kvalitet at komme med. Jeg er ikke bange for overgange og glidninger, for også dér er der grænser. Jeg synes ikke blandingerne er svære at holde ud, de giver kun nye muligheder.«
Vel ikke kun muligheder?
»Nej, men netop den kunstneriske kvalitet giver os alle muligheder for at diskutere og kritisere muzak-helvedet. Og det er også vigtigt at diskutere, hvad der er litteraturens funktion nu i forhold til tidligere. Den har fået flere funktioner. I oplysningstiden leverede den nytte og moral. I romantikken kommer oplevelse og indsigt til, med borgerskabets vækst dannelse osv.«
Underholdning slet og ret
Hvad er der kommet til i vores tid?
»Måske det slet og ret underholdende. Nytte, oplevelse, indsigt osv. er der stadig, men vi skal ikke længere kun læse litteratur for at blive bedre mennesker, også for at have det sjovt med os selv og hinanden.«
Hvad forstår du ved slet og ret underholdende litteratur?
»Man kunne nævne ting af Svend Åge Madsen og Ib Michael. Nogle gange giver de læseren ny erkendelse, men nogle gange er det også slet og ret en god underholdende fortælling. Og det er ikke så ringe i forhold til det kedsommelige bras, der omgiver os.«
Nu må du vist definere underholdning?
»Noget, der får én til at være til stede lige nu, le eller græde. Spændingen i, hvad der sker på næste side, at få aktiveret dette at kunne spørge, være nysgerrig, more sig uden videre debat at det hele ikke er bundet til en hensigt.«
Men det er jo et overalt udbredt fænomen. Vi drukner i underholdning uden anden hensigt end at underholde!
»Det er ikke nødvendigvis manglen på hensigt, der skiller. Det er snarere, færdighed og faglighed, herunder kendskab til traditionen. Poul Borum mente, at man skulle starte med at læse, hvis man ville skrive. Det er jo ingen dårlig idé. Mange, der gerne selv vil være forfattere, har læst alt for lidt. Derfor er det også vigtigt med en institution som Forfatterskolen, hvor man lægger vægt på at læse og lære af andre kunstarter.«
Der er jo også god underholdning, som man ikke ville kalde kunst. Canal Wild Card for eksempel?
»Selvfølgelig behøver vi grænser, men de er konkrete. Jeg synes da, at Canal Wild Card er tæt på. Det er ikke enten-eller. Det er både-og, og det er svært at holde ud for nogen.«
På det personlige plan kan man måske glimrende udholde begge poler, men hvordan ser udviklingen ud, hvis du betragter det mere overordnet?
»Dér mener jeg, at tendensen går i retning af mangfoldighed, ikke mindst fordi litteraturen åbner sig mod de nye medier og breder sig overalt. Det ødelægger den ikke, men det kræver offentlige institutioner som Litteraturrådet, der kan støtte og som sætter gang i kvalitetsprojekter og give de nye ideer en chance. Og som også holder øje med udviklingen, eksempelvis følger, hvad det betyder, at bogmarkedet er blevet givet frit. Det er nemlig for tidligt at sige noget om de nye bogprisers effekt.«
