(2. sektion)
*Anders Refn filmatiserer Gustav Wied med den Wiedske bidskhed intakt. Han bruger både den brede pensel og den ubarmhjertige skalpel i trekantsdramaet mellem Jens Okkings hidsige patriark baron Helmuth, Helle Hertz fru Alvilda og Bodil Udsens enkebaronesse. Sidstnævnte er lidt af et monster, der med mellemrum lukker sin stumme tjenestepige inde i et skab. Og som til slut i en mesterligt opsat, ætsende ond nattescene hanker op i sin karakterløse søn Helmuth, da han er ved at blive opløst af skyldfølelse. Ligesom samme instruktørs efterfølgende Wied-film Sort høst, dyrker Slægten mildt sagt ikke herregårdshyggen, men fokuserer på undertrykkelse og forstyrret driftsliv. Det sidste står især Poul Reichhardts præst for i en noget overgearet præstation. Derimod er Jens Okking og Helle Hertz perfekte som det umage ægtepar og Bodil Udsen ren vitriol som slægtens egentlige overhovede, den gennemført følelsesforråede enkebaronesse.
Slægten. Bio +, fredag kl. 20.00 og søndag kl. 10.00 og 12.00
*Henry Nielsen er lokomotivfører, og Rasmus Christiansen er gårdskarl og de to hyggelige hønisser skal nok få julestemningen i vejret i de tusind hjem. De danner par som gemytlige, landlige typer fra en anden og mere uskyldig tidsalder. Fra den gamle Købmandsgaard er en dansk julefilmklassiker, der ikke blot var populær ved sin fremkomst i 1951, men også har fået fast status som jule-slagnummer. Der bages klejner, køres i kaner og gås til julegudstjeneste som i de allerbedste gamle dage, hvor verden ikke var gået mere af lave, end at farmor kunne ordne paragrafferne, og en dejlig juleaften var nok til at sætte punktum for sorgerne. Dage, som næppe nogensinde har eksisteret, men man kan jo altid drømme. I Kertemindes gamle købmandsgård værner Svend Methlings solide købmand Kelbjer om traditionerne, og Sigrid Neiiendams kloge farmor sørger for, at de unge ikke går helt galt af hinanden Astrid Villaumes købmandsdatter Ida, der lige er blevet student og hendes ellers så reelle forlovede, William Rosenbergs førstekommis Cron, som mistænkes for at have taget af kassen. Og som om det ikke var nok, efterstræbes hun af Bendt Rothes godsejersøn, som modsat Cron slet ikke har reelle hensigter (Jamen Herregud, Ida, vi er da voksne mennesker. Man kan ikke sådan holde en mand hen. Lad mig komme med op! ) I og omkring købmandsgården færdes en hel sværm af pudsige og hyggelige eksistenser. Ib Schønberg er den nøjeregnende bogholder Bombak, og Helge Kjærulff-Schmidt har sin egen pedantiske komedie kørende som stationsforstander. Filmen er produceret af folkekomedie-specialisterne fra Saga og bygger frit på et meget populært teaterstykke af Sophie Breum og Thorvald Larsen, Jul i Købmandsgården en titel, der ofte er blevet heftet på filmen. Købmanden selv, Svend Methling, har instrueret, i samarbejde med Annelise Reenberg, og manuskriptet er skrevet af Paul Sarauw og Saga-bossen John Olsen.
Fra den gamle købmandsgård. DR 1, lørdag kl. 20.35-22.30.
*Al Pacino og en ung Robert De Niro står i centrum af Francis Ford Coppolas fortsættelse af sin Godfather-saga om mafia-dynastiet Corleone. Og det er ikke som ellers mange nummer toere en udvandet udgave af nummer ét, men en uddybning og skærpelse af de temaer den første film rummer. Andendelen giver baggrunden for Don Vito Corleones magtposition i Mafia-verdenen. Men uden Marlon Brando, der spillede Don Vito. I stedet er Robert De Niro den unge Vito, der som otte-årig ankom til New York fra Sicilien, hvor et hævndrab havde gjort ham forældreløs. Den foretagsomme og durkdrevne Vito opbygger som udpræget selfmade man sin Godfather-karriere i New Yorks italienerkvarter, hvor han slår sig op som en slags Robin Hood for de fattige, en karismatisk lokal kejser, som alle må respektere, hvis de vil deres eget bedste. Vito har sin specielle æreskodeks, som han holder sig strengt til, og Robert De Niro giver ham det underspillede format, der gør, at man trods de fysiske uligheder accepterer, at han senere udvikler sig til Brandos affable, anfægtede gangsterleder. Men hovedfiguren er sønnen Michael, der som ny leder opgiver de principper, faderen stod for. Omgivet af fjender også i sin egen familie bliver Michael en ensom, forstenet boss, men fremstillet af Pacino med det skær af sjælfuldhed, der gør manden en lille smule medynkvækkende i al sin monstrøsitet. Filmen er instrueret af Coppola i suveræn, artistisk behersket stil, med et mylder af gode præstationer selv i mindre biroller. Robert Duvall ses som Corleone-familiens trofaste, tilbagetrukne rådgiver Tom Hagen, John Cazale (der døde af kræft i 1978) er fremragende som den karaktersvage, forsmåede storebror Fredo, og Actors Studio-lederen Lee Strasberg skaber uhygge som den overfladisk joviale jødiske gangster Hyamn Roth. Som Michaels kone ses endnu engang Diane Keaton. Manuskriptet bygger på Mario Puzos roman, og Puzo har været med til at skrive manuskriptet sammen med Coppola.
Godfather II, TvDanmark 1, søndag kl. 22.00-01.40
*Jean-Luc Godards film må i deres collageagtige, citatspækkede 1960er-form virke stærkt desorienterende på vores dages brede tv-publikum, og Manden i månen (Pierrot le fou) har med sin dybt personligt vinklede blanding af kærligheds- og gangsterhistorie en god chance for at forvirre uforberedte gemytter. Stiller man ikke for mange rationelle spørgsmål, men lader man sig rive med af Godards suggestive billed- , ord- og musikstrøm (rytmen er hans vandmærke), kan man dog sikkert godt få en stor oplevelse af den fabulerende, farveknaldende historie om Ferdinand og Marianne, der flygter fra Paris pseudotilværelse ned gennem Frankrig, på jagt efter kærlighedens essens og livets enkle underfuldhed. Jean-Paul Belmondo er den meget filosoferende Ferdinand, der udløser følgende karakteristiske replik fra Anna Karinas Marianne: »Du taler til mig med ord, og jeg svarer dig med følelser.«
Pierrot le fou/Manden i månen. TV 2, søndag kl 01.10-03.00
