Læsetid: 1 min.

En fin lille poesi

Soma Allpass: Lucky Angel (Invisible Wave/ VME)
21. december 2001

(2. sektion)

Rock
*Navnet Soma Allpass siger Dem måske ikke umiddelbart noget, men hun spillede faktisk en rolle på 90’ernes rockscene. Der skal ikke herske tvivl om at hendes cellospil og fine korstemme var med til at gøre den nyskabende sekstet Trains & Boats & Planes til noget klangligt helt specielt. Derudover har den konservatorieuddannede cellist medvirket på stribevis af plader med kunstnere fra alle ender af det populærmusikalske spektrum: Søs Fenger, Dicte, Mew, Martin Hall, Lovebites, THAU, Anne Dorte Michelsen, Speaker Bite Me og mange flere har nydt godt af hendes umiskendelige musikalitet og lette melankolske tone. Nu springer hun så ud som solist med albummet Lucky Angel, der afslører at selv om hun måske ikke besidder den store stemme, er den dog både karakteristisk og vindende.
På albummets 11 sange hører man især Allpass som pianist og sanger, mens cel-loen kun benyttes som krydderi her og der. Sangene er skrevet dels af Allpass, dels af pladens producer Maurice Hawkesworth samt af de to i fællesskab. Eneste undtagelse er Todd Rundgrens klassiker, »I Saw The Light«, pladens nok eneste overflødige skæring. Ellers er der tale om en grundstemning af fin lille poesi, tilbagelænet og skønhedsdyrkende, hvor hendes to akkompagnører – Sort Sol-trommeslageren Tomas Ortved og den særdeles velfunderede strengemagiker Henrik Liebgott – udviser en smagfuld evne for underspillets kunst. Genren må betegnes som sart og melodisk – overvejende akustisk funderet – singer-songwriter med indtagende popelementer, sangene er lige til at gå til i deres charmerende og ukunstlette fremtoning. Og et par af dem lyder lige frem som hits … i en bedre og mere musikalsk verden, vel at mærke. En klædelig og appetitlig debut, som giver appetit på mere fra den kant.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her