Læsetid: 5 min.

Den flaskehalsen peger på

Ved at erklære Yasser Arafat irrelevant må Ariel Sharon selv tage ansvaret for nye selvmordsbomber. Det er EU’s chance for at skride ind
17. december 2001

Tv-korrespondenter og avis-journalister er de seneste 15 måneder gang på gang vågnet op med bukserne nede om knæene. Netop som vi havde skrevet eller sagt, at situationen i Mellemøsten nu havde nået et højdepunkt, eller at volden var eskaleret til grænsen af krig, har konfliktens parter vist os, at der har været plads til at give voldsskruen endnu et vrid i den forkerte retning.
På den anden side: Hvis nogen ved intifadaens begyndelse den 28. september sidste år havde sagt, at den i løbet af et års tid ville bringe Ariel Sharon til magten i Israel, føre til israelske bombninger af Yasser Arafats selvstyreinstitutioner, et fuldstændigt brud med al kontakt mellem Arafat og Israel samt omverdenens stiltiende accept, ville ingen have troet det. Selv for en måned siden var det utænkeligt, men konfliktens natur er, at den konstant kan ændre retning. Indtil nu har det vist sig for det meste at være til det værre. Selv når freds- og våbenhvileinitiativer har været bragt frem og næret forhåbningerne om en løsning, har det ikke resulteret i positive ændringer, men hurtigt ført til nye voldshandlinger og endnu mere blodspild.
Den frustrerende uforudsigelighed og de konstante overraskelser skyldes, at den her lav-intensitets krig ikke ligner andre i genren. Tag krigen i Afghanistan eller snart sagt hvilken som helst anden krig: Der er et klart defineret mål om at udrydde en fjende eller erobre en geografisk posi-
tion. Men i konflikten mellem israelere og palæstinensere har ingen af parterne – med undtagelse af mindre ekstremistiske fragmenter på begge sider – til hensigt at udrydde hinanden eller erobre den andens territorium. Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, vil gerne inddrage mere palæstinensisk land på Vestbredden og Gaza til jødiske bosættelser. De erobringer sker bare ikke ved regulære krigshandlinger, men ved hjælp af bulldozere og byggearbejdere og omfatter kun dele af det palæstinensiske territorium. Israel har hverken styrke eller international opbakning til at annektere hele Vestbredden og Gaza med de iboende tre millioner palæstinensere. Tilsvarende er det for langt flertallet af den palæstinensiske befolkning heller ikke et mål at erobre Israel og smide jøderne i havet – selv om enkelte ekstremister med mellemrum siger netop det.
Den igangværende intifada er derfor en underlig størrelse. Kampene fortsætter, men ingen af parterne kan se, at det bringer dem nogen vegne. Deres indbyrdes slag sker ofte på forudsigelige mødesteder, varer et par timer eller mindre, hvorefter parterne går hver til sit uden at kunne hævde, at de har flyttet fronten eller udsigten for en afslutning af kampene nogen som helst steder. Derfor kan urolighederne i princippet fortsætte i det uendelige, hvilket naturligvis bidrager til frustrationerne på begge sider, og giver konflikten mulighed for hele tiden at eskalere uden nogensinde at nå et klimaks.

For omverdenen er det efterhånden blevet klart, at de to parter på grund af den stadige negative udvikling ikke er i stand til selv at løse konflikten. Den altafgørende tillid, som en våbenhvile i første og en egentlig fred i næste omgang skal bygge på, findes ikke. Det er forståeligt nok. Men det kræver til gengæld, at det internationale samfund påtager sig det ansvar, Israel og det palæstinensiske selvstyre ikke er i stand til at løfte. Problemet i den forbindelse er efter den 11. september den selvvalgte amerikanske modvilje mod at forhindre en nær allieret i at bekæmpe terrorister. Når verdens eneste supermagt er passiv, spiller den automatisk på hold med den stærkeste – i det her tilfælde Israel – og forringer mulighederne for en afslutning på volden.
Det giver EU alle tiders chance for at tage det ansvar som unionens størrelse med snart 25 medlemslande berettiger eller snarere kræver. EU har på grund af intern uenighed og modsatrettede præferencer mellem særligt Frankrig og Storbritannien haft svært ved at få fuld kraft bag indflydelsen i regionen. Men netop fordi EU har haft svært ved at finde sine ben i forhold til de to parter, har unionen en enestående mulighed for at optræde som mægler. En mulighed som USA med sin til tider uforbeholdne støtte til Israel for længst har fraskrevet sig. Omvendt er det strengt nødvendigt at få USA på den ene side og den arabiske verden med Egypten i spidsen på den anden med som garanter for de to parters sikkerhed og dermed som garanter for den tillid, der ikke eksisterer i dag.
Problemet med de hidtidige, fortrinsvis amerikanske, forsøg på at få standset volden og få parterne til at tale sammen er, at de har været for nemme at omgå. Israel og Sharon har krævet syv dages absolut ro og enhver palæstinenser med en pistol har kunnet sende aftalen på gulvet. Alternativt er aftalerne druknet i gensidige beskyldninger om, hvem der angreb først, og hvem der blot forsvarede eller hævnede sig. Det korte af det lange har været, at parterne gensidigt har kunnet beskylde den anden part for ikke at leve op til aftalen eller for aktivt have brudt den.

Men i den forløbne uge er en vigtig præmis for konfliktens fortsættelse ændret. Sharon-regeringen har afskrevet Arafat som »irrelevant« og valgt at tage anholdelserne af palæstinensiske terrorister og medlemmer af Islamisk Jihad og Hamas i egen hånd. Dermed fratog Sharon også Arafat ansvaret for fremtidige selvmordsangreb. Indtil nu har det ellers været fast kutyme, at Arafat fik tildelt ansvaret for hvert eneste terrorangreb på israelske civile. Men når Arafat nu er blevet sat fra bestillingen, må ansvaret for fremtidige terrorangreb ligge hos Sharon selv. For hvem skulle ellers garantere Israels sikkerhed, når der ikke er nogen uden for Israel at skyde skylden på?
Det er i weekendens løb lykkedes den israelske hær at både dræbe og anholde medlemmer af Hamas og Islamisk Jihad, men som angrebet mod bussen ved bosættelsen Emmanuel viste forleden, behøver man ikke have en hel organisation af veltrænede bombemagere i ryggen for at dræbe israelske civile. Et par håndgranater, en kalsjnikov-riffel og en beslutsom palæstinenser er nok. Selv med en bombe om maven lykkedes det i forrige uge en selvmordsbombemand at snige sig ind i Jerusalem trods fordoblet sikkerhed i og omkring byen. Han dræbte kun sig selv, men viste, at det er muligt at bryde de israelske sikkerhedsbarrierer. Man må derfor formode og frygte, at det kun er et spørgsmål om tid, før den næste selvmordsbombe sprænger, eller den næste bus bliver beskudt.
Når det sker vil flaskehalsen ganske tydeligt pege på Sharon og understrege for al verden, at ingen, hverken Sharon eller Arafat, kan forhindre frustrerede palæstinensere i at ofre deres egne og andres liv, så længe der er jødiske bosættelser i de palæstinensiske områder, og så længe der ikke er udsigt til en palæstinensisk stat. Indtil da kan nok så mange anholdelser, likvideringer og sikkerhedsforanstaltninger ikke forhindre angreb på civile. Det er ikke sikkert, at Sharon selv vil kunne se det, når bomben sprænger, men så vil det være en oplagt mulighed for EU til at træde i karakter, fortælle ham det og begynde at dreje voldsskruen i den anden retning. Den dag kan det være, at vi for sidste gang har konstateret, at konflikten endnu en gang er eskaleret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu