Rosario Ibarra er en lille, livlig kvinde midt i 70erne. Siden hendes søn Jesús forsvandt for 26 år siden, har hun været toneangivende i kampen for at få opklaret, hvor de mange hundrede forsvundne i Mexico er blevet af.
Derfor fandt hun, at ombudsmand José Luis Soberanes rapport om de forsvundne, som blev offentliggjort den 27. november var et skridt i den rigtige retning.
Men et par dage senere fik hun en tilsigelse ti l sin søn fra anklagemyndigheden om at møde til afhøring i forbindelse med deres sager. Det fremgik af tilsigelserne, at såfremt han ikke mødte op, kunne han i overensstemmelse med straffeloven idømmes alt fra dagbøder til varetægtsfængsel i op til 36 timer. Samme tilsigelse fik 26 andre forsvundne.
Alle 27 personer har været forsvundet i flere år og figurerer i ombudsmandens rapport over de forsvundne i 70erne og 80erne.
På et pressemøde og under en følgende samtale med Information i den mexicanske ambassades kulturinstitut i København for nylig lagde ombudsmand Soberanes ikke skjul på, at menneskerettighedssituationen i Mexico langtfra er tilfredsstillende.
»Der tortureres stadig i Mexico,« konstaterede han.
Samtidig gentog han hvad han også bemærkede til mange andre spørgsmål at Den Mexicanske Menneskerettighedskommission, som han er præsident for, har be-grænsede muligheder for at dokumentere tortur og gøre noget for at forhindre den.
Han pegede på, at der er sket fremskridt i Mexico i de senere år, og at den konservative præsident, Vicente Fox, der tiltrådte for et år siden, har vist sig som en forandringens præsident.
Et tegn herpå er ifølge Soberanes præsidentens benådning af de to fængslede miljøforkæmpere Rodolfo Montiel og Teodoro Cabrera, som blev arresteret, tortureret og fængslet af hæren i den sydlige delstat Guerrero i 1999, fordi de stod i spidsen for en lokal protestbevægelse mod ødelæggelsen af skoven og jorden i deres fattige bjerg-område.
Ingen hjælp til uskyldige
Benådningen betyder imidlertid, at de ikke uden videre kan få erstatning for de tab, de har lidt i de mere end to år, de har siddet fængslet.
»Men det var den eneste juridiske udvej,« siger Soberanes.
»Ellers skulle de havde fremsat en begæring om amparo (en særlig form for habeas corpus, der findes i de latinamerikanske landes retssystemer, red.), men det ønskede de ikke.«
Det er forståeligt, fordi det er en lang proces, der kan løbe i årevis gennem flere instanser uden udsigt til at få medhold, selv om man er uskyldigt dømt. Store dele af det mexicanske retssystem er berygtet for at være gennemkorrupt. Dommere, som ikke vil lade sig presse eller korrumpere, bliver ofte udsat for
trusler, og mord og mordforsøg på hæderlige dommere er ikke ukendt, især i områder hvor narkohandelen er udbredt.
Menneskerettighederne i Mexico er i de sidste par måneder for alvor kommet i den internationale offentligheds søgelys. Det er især to sager, der er i fokus: Mordet den 19. oktober på den internationalt kendte menneskeretsadvokat Digna Ochoa. Og den fortsatte fængsling af general José Francisco Gallardo, der afsoner to domme på tilsammen 28 år og ti måneder, angiveligt for underslæb og andre økonomiske forbrydelser i hæren. Han har siddet fængslet under skiftende forhold i otte år.
Den Interamerikanske Menneskeretskommission CIDH anbefalede allerede i 1996 den mexicanske regering at løslade ham, fordi retssagen ved en militær domstol var præget af uregelmæssigheder.
Gallardo blev arresteret uden formelle sigtelser i november 1993, en uge efter han havde offentliggjort en større artikel i tidsskriftet Forum, hvor han gav et mørkt billede af menneskeretssituationen i hæren og anbefalede oprettelsen af en ombudsmand for de væbnede styrker.
Mistet tålmodighed
CIDH mistede for nylig tålmodigheden med Mexico efter flere henvendelser, stillede i sidste måned et ultima-tum på 48 timer for Gallardos løsladelse. Da der intet skete, indbragte CIDH sagen for Den Interamerikanske Menneskeretsdomstol i San José Costa Rica, hvor den bliver hastebehandlet i disse dage.
Soberanes erklærer sig dybt rystet over mordet på Digna Ochoa, som siden 1995 havde modtaget et utal af dødstrusler. Meget tyder derfor på, at hun ikke var noget tilfældigt valgt offer.
Hun var en ildsjæl, en meget respekteret advokat, hvis modpart i mange sager var den tidligere militære chef-anklager general Macedo de la Concha, nu justitsminister i Fox regering, kendt som tilhænger af en hård og uforsonlig linje.
Soberanes er forsigtig i sine svar. På spørgsmålet, om han vil være mere udfarende i fremtiden, svarer han, at »som ombudsmand kan jeg ikke udstede befalinger, kun anbefalinger. Først når den berørte myndighed accepterer en anbefaling, får den juridisk bindende karakter«.
Soberanes rapport om forsvindingerne i 70erne og 80erne, som dokumenterer knap 500 tilfælde, er rystende læsning. Den er det første forsigtige skridt fra officiel side i retning af at anerkende, at Mexico gennem flere årtier var ramt af en såkaldt beskidt krig, hvis ofre endnu ikke har fået oprejsning, og hvis bødler stadig er ustraffede, mange af dem sidder endog på poster i politi, militær og offentlig administration.
Eskalation
Flere menneskeretsorganisationer har i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten dokumenteret seks tilfælde af forsvindinger under den nuværende regering. Det betyder en eskalering i forhold til forgængeren.
Soberanes er bekymret over de fortsatte krænkelser af menneskerettighederne, og mener, at præsident Fox bør gøre mere, »ellers vil de politiske omkostninger for ham være meget store«. Det store spørgsmål er så, om Fox kan eller vil gøre mere, presset som han er af især hæren for at lægge låg på den blodige fortid.
