Dansk rockstatus
Både hvad angår bredde og dybde har det været et godt musikår her i DK gamle veteraner vågnede til dåd, unge løver stormede fæstningen fra alle sider, undergrunden myldrede med uvornt liv og kun på overfladen var alt ved det gamle: Trist, forudsigeligt, uopfindsomt, dumt, klamt, plat og hjernedødt.
Fra rædselskabinettet: Rollo & King, Big Fat Snake, Toy-Box, Blå Øjne, Hampenberg, Erran DD, Christian, Creamy, Shit Kid, Karen Busck, Anders Blichfeldt solo fortsæt selv listen, hvis De har nerver til det. Og nå jo så blev Aqua også opløst. Synd for statskassen, kunne man mene om den sag.
Imens solgte vores alle sammens Sort Sol ud på alle planer sponsordeals à go-go og svigtede stort set hvad de måtte have tilbage af rødder i punkens kompromisløse attitude... i processen skred gruppens bassist og primære sangskriver Knud Odde. Til gengæld leverede orkestret med Snakecharmer (Universal) deres melodisk mest forløste værk til dato, produceret til ug og med sangen »Rhinestone« kom de tættere på at levere en standard end nogensinde før. Hvis Sune Wagner bliver permanent medlem af orkesteret han var fast bassist på den ekstensive turen rundt i kølvandet på albummet kan det komme til at betyde et helt nyt kapitel for Danmarks engang vigtigste rockorkester. Det kunne blive spændende at følge...
Den danske tone
Den titel er nu overgået til Love Shop, som med Anti (MNW) fandt formen igen og leverede noget for DK så usædvanligt som visionær rockmusik. Trioen Unmack, Hassig og Hall er i en klasse for sig og kan ikke roses nok; hverken for det storladne soniske sus, det ekstremt høje sangskrivningsniveau, de fornemme instrumentalindsatser eller Unmacks begavede, indsigtsfulde og ofte ætsende tekster. For sikke et kick at høre »Kræmmersjæl« stå ud af radioer i det ganske rige.
Og så var det godt at høre Jens K.s debut, Hen over
byens tage (ExLibris), som tager tråden op, der hvor Love Shop i sin tid slap. En fint underspillet og meget dansk tone blev her løfterigt slået an.
Mens mere eller mindre pinagtige og bagstræberiske hjemstavnsværker piftede om ørerne på os, viste Kim Larsen med Sange Fra Glemmebogen (EMI) hvordan den slags skal gøres: Uprætentiøst, afslappet, personligt, inderligt og med let hånd var det nok den bedste modstrategi i forhold til Dansk Folkeparti og de andre tabere, der nu spæner rundt på Christiansborg og vil forbedre velfærdssamfundet, mens de sænker skatterne.
Larsen har tit svigtet de sidste 10-15 års tid, men når han leverer varen er der ingen over, under eller ved siden af! Hvad angår den danske tone kommer man heller ikke udenom Souvenirs, hvis Ude På Landet (Sony) var duoen fra Suldrups bedste album siden debuten i 1994... hvorfor det pladekøbende ikke gik til biddet med større gusto kan der kun gisnes om. Mange fine sange ligger i hvert fald gemt der og venter på at blive opdaget.
Hiphop og spoken word
Det danske sprog varetages vel næppe med større nidkærhed end i hiphop-kredse og med Definitionen af en stodder (Warner) beviste Den Gale Pose med Jokeren i front at de stadig styrer for vildt. De bides dog nu om stunder i haserne af Sphaeren, hvis Kugleregn (VME) uden sammenligning var årets bedste danske hiphop-debut, mens Sund Fornuft efter en lang pause overbevisende vendte tilbage med Super Formula (Fab K), en velafbalanceret og særdeles human hiphop-skive.
Også hiphop-relateret var producerteamet Pelding (MNW), som med hjælp fra diverse vokalister Maya Albana, Abdullah S, Camille Jones m.fl. skabte fritflydende, jazzet og manende hybridmusik for det ny årtusind.
Lidt ved siden af det musikalske faldt tre spoken word-plader velkomment ind ad brevsprækken; skønt at høre Peter Laugesen fronte Mindspray på den superbe Howl On (Borgen), mens T.S. Høeg endelig kunne opleves for fuld soloskrue på Det Talte Ord (Borgen), en sublim og meget morsom udgivelse. Endelig hed den Højholt tur-retur med det fine litterære remix-projekt, Tilbage til Turbo (ExLibris), som udover en række nyfortolkninger heldigvis også indeholdt Højholts originale forlæg.
In danglish
Hvad angår de engelsksyngende det såkaldte danglish danske ensembler løb Kitty Wu med prisen som årets debutanter. Deres Privacy (MNW) var en usædvanlig stærk omgang indie-rock, solidt, melodisk og overmåde kompetent. Mere avantgardistiske var Amstrong, som via et tysk pladeselskab skænkede os det gnistrende flotte Hot Water Music (VME), en fin lille feinschmeckerskive.
Endnu længere væk fra
mainstreamen befinder instrumentalensemblet Silo sig med deres album nr. 2, Alloy (Swim), æterisk og forfinet som forsvindende dagslys. Og Nikolaj Nørlund reaktiverede atter Rhonda Harris, som bidrog til verdens gang med The Trouble With ... (Playground). I selskab med Lise Westzynthius skænkede Nørlund os et ujævnt, men vindende udspil, der fremstod som en demonstration af hans kunstneriske spændvidde. Og på en hædersplads finder vi gode gamle Savage Rose, hvis For Your Love (Mega) atter demonstrerede Thomas og Anisettes verdensklasse og usvigeligt sikre melodiske touch.
Og Norden...
På den skandinaviske scene delte den islandske skrigeskinke Björk vandene med det æteriske og sine steder svært fremkommelige Vespertine (Universal), men vi holdt af det. Fordi hun (stadigvæk) går sine helt egne veje og er stolt af det. Og selvom musikken måske ikke er for fastholdere, er den svær ikke at knuselske for sit vovemod og konsekvente stillen-sig-på-tværs!
Efter 20 gode år i branchen leverede finske 22-Pistepirrko karrierens mest smooth og velproducerede album, Rally Of Love (Playground) og spillede bizart nok en showcase på The Lab i København den 11. september! En event vi sent skal glemme!
Jo, det storpolitiske overskyggede alt andet i år, men ikke desto mindre lod man sig gerne drage ind i den magiske cirkel, som svenske Stina Nordenstam slog om sig med sit femte og fuldstændig hudløse udspil, This Is ... (Sony), mens den skøre Håkon Hellström spillede sig lige ind i hjertekulen med det pragtfulde Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg (Virgin), der også aktiverede lattermusklerne. Og fra Norge fik vi Motorpsychos gennempsykedeliske minimesterværk, Phanerothyme (Birdbrain), retro så det sang, men fuldstændig uimodståeligt på en fornem taktil facon.
Vi takker og bukker hele vejen ud af landskabet, ønsker læserne et godt musik nytår og byder det gamle år ret farvel!
