Læsetid: 3 min.

Gammel kærlighed ruster ikke

’Innocence’ er en intelligent, varm og bevægende film om to aldrende mennesker, der efter 50 års adskillelse genoplever deres glødende teenagekærlighed
7. december 2001

(2. sektion)

Ny film
Det grå guld drøner af sted på motorcykel med udslået hår og et triumferende smil på læben.
Man ser det for sig. En oldefilm forhippet på at punktere fordommene om alderdommen og demonstrere, at der stadig er gang i de gamle klude. En af den slags velmenende film, som anmeldes med behørig respekt, men næppe løfter nogen biografgænger blot én centimeter op fra sædet.
Lad det være sagt med det samme: Innocence er ikke sådan en film. Den australske instruktør, 61-årige Paul Cox, pakker ikke sine 70-årige hovedpersoner ind i vat og politisk korrekthed, men tager dem 100 procent alvorligt. De er rigtige mennesker med et langt livs erfaringer, deres ungdommelighed er en indre livsgnist, og det drama, de medvirker i, har både nerve og indhold. Det handler om en kærlighed, som bliver mere virkelig, jo tættere man kommer på døden.

For gamle til komedie
Andreas Borg og Claire var ungdomskærester, men deres veje skiltes kort efter Anden Verdenskrig. Andreas’ far satte sig imod forholdet, og et halvt århundrede senere rumsterer Claire stadig i Andreas’ bevidsthed. Skal kærligheden have en sidste chance, inden livet er forbi? Andreas skriver et brev til Claire og foreslår et møde. Hun indvilger modstræbende.
De mødes. En gang. To gange. De taler om dengang, om årene, familien, rynkerne, om ikke længere at kunne se et ansigt uden at se kraniet. De opdager, at deres kærlighed er uforandret.
For enkemanden Andreas er alt dette smukt og indlysende, men for Claire er tingene mere komplicerede. Hun er gift med John, som hun – trods alle hans fejl og mangler – stadig elsker og ikke ønsker at såre efter et passionsløst, men trofast og kammeratligt samliv. Det ligner et trekantsdrama, men er det alligevel ikke, for Claire og hendes to mænd er for gamle til at spille komedie.

Sensuel og sårbar
Efter sigende lagde Paul Newman og Joanne Woodward billet ind på rollerne som Andreas og Claire. Independent-instruktøren Paul Cox valgte i stedet at bruge to australske skuespillere, hvilket bestemt ikke har svækket filmens troværdighed.
Charles Tingwell har en indtagende mildhed i rollen som den pensionerede kirkeorganist Andreas, der er gået igennem livet som en tvivler, men på falderebet endelig træder i karakter.
Julia Blake har en sensuel og sitrende følsom udstråling som den forsømte Claire, der bliver grænseløst sårbar, da hun efter 20 år uden sex giver efter for sine lidenskabelige længsler. Og helt eminent er Terry Norris som Claires ægtemand, en rutinepræget søvngænger, der vågner op til et kæmpechok. Karakteren ville være let at udlevere, men Norris spiller den med en forsonende selvironi, som både nuancerer og bevæger.

Underspillet humor
Man kan indvende, at Innocence hen imod slutningen bliver lovligt ’livsklog’ med brugen af Andreas som et lidt for åbenlyst talerør for instruktøren. Men disse indvendinger er smålige, hvis de ikke holdes op imod filmens vidunderlige øjeblikke.
Blufærdigheden, da Andreas og Claire står nøgne over for hinanden uden mulighed for at skjule alderdommens fysiske tegn; resignationen i Johns blik, da sandheden går op for ham; en nyforelsket Andreas, som kåd af lykke betror sig til sin datter. »Du er et dejligt barn,« siger han. »Det er du også,« svarer hun.
Tilløb til sentimentalitet holdes i ave af instruktørens underspillede humor, og selv om det ikke harmonerer med filmens toneleje, får man lyst til at hæve stemmen og bruge store ord, så ingen går glip af dette års måske mest bevægende og vedkommende kærlighedsfilm.

*Innocence. Instr.: Paul Cox. Manuskript: Paul Cox. Belgisk-australsk (Grand Teatret, København, Gentofte Kino og Øst For Paradis, Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her