Læsetid: 5 min.

Vi gider ikke være 100 procent trendy

For Kasper, Kristoffer og Nik, er det vigtigt at følge med i det sidste nye. Ikke rigtig, rigtig vigtigt. Men vigtigt
7. december 2001

(2. sektion)

Forbrugerne
Vi kunne jo aldrig finde på at købe alt det tøj, vi lige har prøvet,« siger Nik og kigger op fra sin fadøl.
»Nej,« siger Kristoffer. »Man kunne måske købe en enkelt ting eller to, men så ville det også være det. Man kan jo ikke have et helt outfit fra samme sted. Så er der jo overhovedet ikke noget personligt over det.«
Jeg har sat Nik, Kasper og Kristoffer stævne i Københavns centrum for at finde ud af, hvordan de ser på en verden, hvor modebilledet er i evig forandring.
De tre har foreslået, at vi starter med at gå i tøjbutikken Invasion for at se på tøj. Her finder de hver et fuldt sæt tøj, de synes fortjener betegnelsen cool. Men primært til ære for Informations fotograf. For hvis de selv skulle have været ude og købe ind ville de gå meget mere op i at mixe tøj fra forskellige stilarter og prisklasser, end man kan i en forretning som Invasion, der henvender sig til et modebevidst men bredt publikum. For det er ikke spor cool at ligne alle de andre for meget.
Det fortæller de tre over et par store fadøl på Atlas Bar i Københavns Pisserende-kvarter efter besøget i Invasion. For alle tre er det vigtigt at være lidt trendy.
»Det hænger sammen med ens selvværd,« siger Kasper på 27. Til daglig læser han til lærer og har et studiejob som bartender.
»Jeg mener, man vil gerne føle sig behageligt til mode i sine omgivelser.«
Men samtidigt er det u-cool at være for meget med på det sidste nye.
»Det er jo faktisk et dilemma,« fortsætter Nik på 28, der læser kommunikation på RUC og for tiden er i praktik i et tv-produktionsselskab.
»Man vil gerne være smart med alle de andre. Men man vil også gerne have tingene for sig selv.« Nik sidder med sin datter Alma på 10 måneder på armen.
Kristoffer er enig.
»Jeg er selv meget optaget af mærketøj, må jeg indrømme. Men ikke fordi de hele tiden leverer noget nyt. Snarere tværtimod. Selvom nogle af mærkevarerne bevæger sig enormt hurtigt og hele tiden kommer med et nyt look, så har de mere klassiske mærker jo også en ro over sig, som giver en stabilitet.«
Han tager en tår af sin øl og holder en pause. Så fortsætter han.
»Så hvis man køber en Dolce & Gabbana- eller Armani-skjorte, så kan man være sikker på, at det kan være et stabilt element i garderoben. Men det skal så blandes med noget, der er mere outreret, som man kan få andre steder end de traditionelle modehuse.«
Kristoffer er 28 år og læser arkitektur i København. Nik tager tråden op, hvor Kristoffer slipper.
»Jeg har selv faktisk to parallel-garderober, derhjemme,« siger han.
»En, der er lidt pæn, og en, der er mere street-agtig. Men jeg kombinerer altid de to.«

Det street-agtige går for både Nik og Kristoffer tilbage til dengang i slutningen af 1980'erne da de i deres tidlige teenage-år var til hip hop og gik i træningstøj. Det var dengang, de voksede op på Christianshavn og gik til Run DMC-koncerter. Dengang da det tøj, de havde på, var tæt knyttet til den musik, de hørte og den livsstil, de førte. Da de med deres egne ord var med i en gruppe af »kanon-farlige fyre, der så enormt farlige ud.«
Kasper så ikke så farlig ud, da han voksede op i Frederiksværk. Til gengæld var der også for ham sammenhæng mellem livsstil og påklædning. Han var generelt ugidelig, havde langt sort-farvet, ultra-fedtet hår og hørte heavy.
Da de så blev 20, var Kasper blevet en selvudnævnt neo-hippie, mens Kristoffer og Nik gennemsøgte Københavns genbrugsforretninger for at finde gamle jakkesæt, som udgjorde det dominerende element i klædedragten, når de skulle være smarte.
I dag sammensætter de langt flere forskellige stilarter, end de tidligere har gjort.
»Det er ikke så udefragivet længere,« siger Kasper.
»Der er ikke noget at binde sin tøjstil op på. Og det er netop derfor, det personlige udtryk bliver så centralt.«

Som fadøllene bliver drukket, viser det sig tydeligere og tydeligere, at de tre ikke er specielt frustrerede over at skulle leve op til ’det nye’. Det nye kan tilvælges eller fravælges efter behov. Men hvad med pengepungen? For tre studerende kan det da ikke være så nemt at skulle leve op til at være med på noderne. Det tøj, de tre fandt frem i Invasion, ville tilsammen have kostet den nette sum af 16.100 kr. Alene Kristoffers D&G-skjorte kostede 1.800 kroner.
Nik, der stadig har datteren Alma siddende på armen, tager ordet.
»Man må acceptere, at man ikke kan købe så meget ad gangen. Man køber aldrig et helt sæt, men tager måske en skjorte, der er rigtig lækker, og så bruger man noget tid på at betale af på overtrækket, og lader være med at købe nye bukser et år. Det er ligesom med økologisk mad – man bliver nødt til løbende at prioritere.«
»Så går man og glæder sig til. at man skal ind og have noget nyt tøj,« supplerer Kristoffer.
»Lidt som med juleaften«.
O.k. Mine tre forbrugere har det altså helt fint med modeverden. Pengene er kun et mindre problem. De er naturligvis trætte af en række mode-agtige fænomener, men da jeg beder dem om at nævne de fem mest u-cool fænomener, kan de lige blive enige om Pia Kjærsgaard og Buffalo-støvler, men så ikke meget mere.
Men al den snak om den personlige stil må da have en grænse? Narrer de tre i sidste ende ikke sig selv med forestillingen om, at de kan sætte deres eget præg på deres tøjstil? Da jeg spørger dem, hvilke tøjmærker, de kan lide for tiden, er de enige om at pege på Diesels jeans, der kommer med maling-pletter på direkte fra fabrikken. De jeans ser »overdrevet beskidte ud, ret trashede,« som Kristoffer udtrykker det. Perfekt til det personlige udtryk, de tre efterspørger. Men er det så ikke et problem, at netop den slags jeans er masseproducerede, så den individualitet, de giver adgang til, er en underlig, masseproduceret størrelse? En individualitet, hvor man blot ender med at være endnu en figur fra en Diesel-reklame?
Kasper siger, at det trods alt er bedre end den gang, da alle de masseproducerede varer bare var fuldstændigt ens.
»Nu kan man bedre finde et par bukser, der passer lige til én, i stedet for at de først skal gås til over lang tid,« siger han.
De to andre er enige.
»Hmm,« siger Kristoffer og ser eftertænksom ud.
»Jeg kan jeg godt se din pointe, men hvis man tænker over det, så vil vi jo gerne være en figur fra en Diesel-reklame. Jeg mener, der er jo ret mange karakterfyldte typer i reklamerne. Især i Diesels. Der kan man godt se, at der er individer med forskellige karaktertræk bag. Diesel er faktisk super-cool.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her