Læsetid: 6 min.

Gimme clop!

Jeg synes, man skylder Villy Sørensen at tage ham, som han er, og ikke i en eller anden forvrænget eller surt efterrationaliseret udgave, mener Klaus Rifbjerg i denne artikel, der er skrevet kort før Villy Sørensens død
17. december 2001

Vennen
Det var altid rart at være i god tid til redaktionsmøderne på Vindrosen fra 1959 til 1964, ikke kun fordi der så var en stille stund, hvor man kunne sidde og pusle med sine egne sager (jeg skrev en stor del af digtene i Konfrontation på Vindrosens kontor oppe under taget i Klareboderne), men også fordi det var vigtigt at være på plads, når Villy Sørensen kom. Han var indlysende – med sin lærdom, sin anseelse og sin flid – den som vejede mest i vægtskålen, hvis redaktionens kompetence skulle gøres op. Det siger jeg ikke af falsk beskedenhed, men fordi det er sandt.
Vi kendte ikke hinanden fra skoletiden på Vestre Borgerdyd, hvor han gik et par klasser over mig. Men selvfølgelig kendte jeg ham, for han var berømt som et af skolens genier (Christian Klixbüll Jørgensen var et andet geni), og selvfølgelig havde man respekt for den slags, selv om det kunne virke irriterende, at det altid var de to, der slæbte af med præmierne for de prisopgaver, som med mellemrum blev delt ud.

Fin og skrøbelig
Første gang jeg så Villy Sørensen for alvor var til et møde i gymnasieforeningen ’Brage’, hvor han blev nærmest ført op på talerstolen af skolens genigartner, lektor Lier (som vist dengang kun var adjunkt). Man kunne få det indtryk, at Sørensen både var så fin og så skrøbelig og så usædvanlig, at han ikke kunne holde sig oppe ved egen kraft, men måtte gelejdes som Teiresias i Antigone af en anden. »Vi kommer to i følge her/og én må se for tvende.«
Foredraget handlede om en rejse, Villy Sørensen havde foretaget til DDR, og jeg – der kom fra et ’rødt’ hjem – syntes nok, at den rejsende forholdt sig noget ironisk til mennesker og begivenheder i den socialistiske stat. Men han var selvfølgelig også så klog, at han kunne undvære hovedet, så det behøvede man sikkert ikke lægge alt for megen vægt på. Det var inte-ressant, at Sørensen under hele foredraget beholdt sit halstørklæde på, det virkede på samme tid arrogant og lidt bohèmeagtigt. I øvrigt viste det sig, at Villy Sørensen var min ven Niels Barfoeds personlige ejendom, så tanken om engang at skulle komme ham nær, lå fjernt.

Ikke del af eliten
Men så var det, at Ole Wivel, der dengang var direktør i Gyldendal, fandt på, at Sørensen og jeg skulle redigere forlagets tidsskrift sammen. Det var – for mig – et chok, jeg regnede absolut ikke mig selv som tilhørende den intellektuelle elite, jeg havde ganske vist udgivet et par digtsamlinger og en enkelt roman og skrev anmeldelser i Information – dog med en murrende fornemmelse af, at det vist alt sammen ikke var noget særligt og bestemt ikke noget, der ville tiltrække sig hverken Ole Wivels eller Villy Sørensens opmærksomhed. Det viste sig senere, at Villy selvfølgelig var blevet spurgt først, om han ville have jobbet, og om han måske var parat til at tage mig som medredaktør.
Hvad han altså var. Hvilket gjorde det rimeligt at møde til tiden eller før og i det hele taget opføre sig ordentligt, hvilket også indebar, at man var forpligtet til at have en mening om ting, man måske slet ikke havde en mening om og i det hele taget prøve på at virke mere voksen, moden og belæst, end jeg var. Det var ikke altid nemt, men det gik godt – først og fremmest takket være Villy Sørensen, og måske fordi jeg mod alle odds ikke kan lade være med at være, den jeg er.

Humoren stak dybere
Da vi først havde følt hinanden på tænderne, begyndte skuldrene at komme på plads, og da det viste sig, at vi ikke tænkte så rasende forskelligt, som jeg først havde frygtet, begyndte det hele at bevæge sig i en positiv retning. Uden forbehold vil jeg sige, at det var humoren, der lagde grunden til den gemytternes overensstemmelse, som kom til at præge de fem års redaktionstid og blev grundlaget for et venskab, som har varet lige siden.
Jeg tror ikke, jeg sammenlagt har leet så hjerteligt i hele mit liv som i perioden med Vindrosen, og det skal ikke udelukkende skabe et billede af redaktørerne som grinebidere, der uafbrudt slog sig selv og hinanden på lårene, mens de gøede lystigt løs (det gjorde de ind imellem!); humoren stak dybere og kom til at præge hele opfattelsen af, hvad vi fandt vigtigt i det redaktionelle arbejde, og hvad vi syntes var værd at trykke og nødvendigt at udelade. Det gjorde ikke Vindrosen til et vittighedsblad, men det åbnede for muligheden af at komme ud i andre hjørner, end dér hvor litterære tidsskrifter sædvanligvis kommer, vi inddrog i glad samdrægtighed filmen, det politiske (herunder det kulturpolitiske) og billedkunsten, og vi tillod os at se tilbage og hen over et tiår, hvor den rugende alvor havde været forudsætningen for at beskæftige sig intellektuelt med kunsten og det politiske, for at samle nogle impulser op, som en måske mere letfærdig, men også muntrere tradition, kulturradikalismen, havde introduceret og gennemlevet i 30’erne, og som i mellemtiden var om ikke foragtet så næsten glemt.
Det skete med Villy Sørensen som garant for at letfærdigheden ikke tog overhånd, og det skabte det ny, som enhver kan se: At der i et tidsskrift kan være plads til både det filosofisk tænksomme, den mere svært tilgængelige lyrik og det satirisk frække med andre ord måske endda venstreorienterede i et ægte spil mellem genrerne, som var bestemt til at vække opmærksomhed og gjorde det. »Gimme clop,« som Villy sagde med Churchill, når han skulle hefte noget sammen, og han fik clop, og han heftede sammen, og han gjorde ved, og jeg sværger med hånden på den hellige bog, at hvis det ikke havde været for Villy Sørensen, var der aldrig kommet et anstændigt nummer af Vindrosen på gaden, for han var (og er) også en ordensduks og i det hele taget en duks.

Rekommandører
Man ser i disse tider forskellige litteraturfolk tage fat på bl.a. Villy Sørensen, fordi man læser ham og andre som rekommandører af en nærmest fundamentalistisk opbyggelighed i kunsten. Det er sgu underligt – ikke mindst når man læser om den tungsindige alvorsfuldhed, der også skulle have karakteriseret min og Villy Sørensens redaktionstid i begyndelsen af 60’erne. At ophavsmanden til En drengestreg, der vakte vældig opsigt, fordi den (bogstaveligt talt) skar ind til benet i spørgsmålet om, hvad kunsten må og ikke må, skulle være en slags kutteklædt lægprædikant på moralens vegne, forekommer mig lige så absurd, som hvis man i dag ville påstå, at præsident Bush kan sammenlignes med Vol-taire eller Hørup.

Sørensen ikke sakrosant
Hovedideen – hvis der var sådan én – med Vindrosen var at demonstrere kunstens frihed til at være, hvad fanden den havde lyst til (vi udgav som bekendt alt fra Allen Ginsberg til Günter Grass, fra Inger Christensen til Benny Andersen, og var der noget, vi sloges for, så var det netop, at der skulle være plads til det hele, det esoteriske over for det åbne, det engagerede over for det rent æstetiske. Men det gjorde ikke noget, at det betød noget, at det hang sammen med en genkendelig, besværlig, sammensat, kontroversiel, livsfarlig, truende og herlig virkelighed og ikke kun svævede i den blå luft.
Både Villy og jeg har størstedelen af vores fremtid bag os, dengang var det anderledes, og af og til optrådte Villy Sørensen som slangemenneske og smak på anfordring den ene fod op bag nakken, mens han balancerede kroppen på halebenet. Hvad det har betydet for hans senere skavanker, skal jeg ikke kunne sige.
Men elasticiteten var ikke til at tage fejl af, ej heller den gamle sprintermesters hurtighed. Og den er intakt, selv om de gamle tiders skikkelser fjerner sig og fjerner sig og til sidst forsvinder. Gudskelov er Sørensen ikke sakrosant, det var han heller ikke dengang, så var det aldrig gået, som det gik. At man nu tager fat på at slå splinter af monumentet, overlever han sagtens, men jeg synes man skylder Villy Sørensen at tage ham, som han er, og ikke i en eller anden forvrænget eller surt efterrationaliseret udgave. En titel på en af hans væsentligste bøger siger det hele: Uden mål – og med.

*Denne artikel er skrevet til bogen ’Villy Sørensen – Portræt af et forfatterskab’ (redigeret af Marianne Barlyng og Jørgen Bonde Jensen) som udkommer til foråret på Forlaget SPRING

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her