Læsetid: 3 min.

Til globryllup ved nobelfesten

100 års nobelpris blev fejret ved en aften i Stockholm, hvor forfatterne var konger, og vagtlerne i skysovs
12. december 2001

100 års nobelpris blev fejret ved en aften i Stockholm, hvor forfatterne
var konger, og vagtlerne i skysovs

Nobelpris 100 år
Damen med brillerne var digteren Katharina Frostensson, der havde havde fået Gao Xingjian til bords. Günter var der også, og Nadime og Seamus og Samarago, der bor på Lanzarote. Men det mest imponerende var nok opbuddet af tjenere, der som en tavs hær kom ned ad en trappe med sølvfad over venstre skulder, et-to, et-to, højre hånd gemt på ryggen. Der var 1.400 gæster, og det virkede, som var der lige så mange tjenere. De blev ved at komme.
Jeg kom ind midt i hovedretten, vagtler i madeirasky med Karl Johan og kørvelpuré.

Stilbrud
Men nu blev der klippet til alvorligt udseende herrer, der nævnte ord som cancer og metastaser, lidt af et stilbrud, hvor der dog var en fællesnævner: Fejringen af 100-året for nobelprisen på Rådhuset i Stockholm. Det gik an. Kongelige bryllupper og begravelser har udviklet sig til tv-begivenheder af marathonlængde, hvortil man må bevæbne sig med madpakke, hvis man ikke vil gå glip af noget. Godt at kunne komme til ’globryllup’ ved en nobelfest, når abstinenserne sætter ind. Jeg ser dem altid hos min frisør.
Det bemærkelsesværdige var, at forfatterne denne tirsdag aften var kongerne. Det var dem, der var langt flest indslag med i tv-programmet.
Den kongelige familie var også til stede, men i lidt mindre grad. Den svenske dronning Silvia stråler dog lige så præsentabelt igennem som den danske dronning Margrethe, ikke lige så kunstnerisk og intellektuelt, men hendes rober er mere dronningbetonede i kraft af deres vidde og bredde. Mere eventyrlige. Margrethes stil er den chikke.
Sveriges prins Henrik ser til gengæld anderledes ud end vores og har ikke helt så megen udstråling. Han kaldes for konungen og burde måske tale med en stylist. Medgivet, prins Henrik er måske heller ikke helt nem at oversætte til svensk.

Travl Franca Rame
Klip til dobbeltinterview, optaget for et par dage siden, med pristageren fra 1997, Dario Fo, Italien, og hustru Franca Rame, begge teaterfolk. Fo blev spurgt om sit syn på terroristerne og sagde noget i retning af: »De svømmer i det vand, der hedder fattigdom, og man kan ikke besejre terrorismen uden at lukke vandet ud dvs. fjerne fattigdommen – og heller ikke få fred før«.
Det fremgik, at Fo for et par år siden havde haft en plan om at blive borgmester i Milano.
»Men det var godt han ikke blev det,« sagde Franca Rame med et hjertesuk, »for så havde jeg fået endnu mere at lave. Jeg har allerede fået fire gange så meget, efter at han fik nobelprisen.«
Franca Rame er fremtrædende feminist, men administrerer åbenbart sin mand nu. Sørgeligt. Men heldigvis så det ud, som om hun var glad.
Så fulgte 1. akt af operaen Maskerade.

Oe og Günter
Tjenerne bar stadig mad ind, nu i halvmørke og blålys til Aida-trompeters klang. Vi var nået til desserten, vanilleis, og – nej ikke en ispind, dummy – vanilleis och svartvinbärsparfait på tunn marängbotten med knäckflarn. Stik den. En kendt blomsterkunstner havde også været inde over desserten. Han hed Blom.
Kenzaburo Oe var kommet helt fra Tokyo og fortalte, at han arbejdede på en Don Quichote-roman, og at han er fan af Nadime Gordimer og Günter Grass. »Jeg sagde til Günter,« fortalte han, »at hvis der er noget af dit værk, du ikke kan huske, så spørg mig.«
En forfatterinde ved navn Lewenhaupt – det må være hende, som har skrevet bh’ens historie – beklagede sig over, at dronningens kjole ikke var så flot som den forrige år. »Men vi har jo ingen modehuse i Sverige,« sagde hun og henviste til Italien og Frankrig, hvor man kan låne af modehusene ved sådanne lejligheder. »Vi har ingen haft siden Martha-skolen,« sagde hun. Hun vidste også, hvad Sigrid Undset og Selma havde båret i sin tid. Selma Lagerlöf.

En glad Kofi
Klip til Oslo, hvor Kofi Annan, der tidligere på dagen havde udtalt en vis skamfuldhed ved at få fredsprisen midt i en konfliktfyldt tid, blev hyldet på Grand Hotels Balkon, stående med sin svenske hustru, Nane Annan (svært at udtale sent på aftenen). »Kofi har pondus og varme,« sagde en medgæst. Kofi sagde, at han var glad, hans familie var glad, og FN var »happy«. Glimt af Barbara Hendricks og Lech Walesa.
Arafat og Peres havde sendt afbud, fortalte kommentatoren. Tilbage til Stockholm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu