Læsetid: 3 min.

Grøn energi truet

Regeringen vil nedlægge Energimiljørådet. Dermed er der intet uafhængigt organ til at kritisere og rådgive regeringen om grøn energi
29. december 2001

Fremover vil der ikke være nogen uafhængige vurderinger og analyser af energibesparelser og vedvarende energi. Energimiljørådet er nemlig kommet på regeringens sorte liste over råd, der skal nedlægges, siger flere centralt placerede kilder til Information. Og der er ingen andre organer til at overtage deres arbejde. Det kan betyde, at vi ikke kan overholde vores målsætninger om at skabe mere vedvarende energi og kan komme til at bryde Kyoto-aftalen, mener Niels Meyer, som er næstformand i Miljøenergirådet.
»Det er svært nok i forvejen, men når der ikke er nogen til systematisk at holde regeringen og alle andre parter til ilden og komme med nye initiativer, så slipper vi taget om det,« siger han.

Betænkeligt
Det er betænkeligt, hvis regeringen nedlægger det eneste uafhængige råd uden at oprette et tilsvarende, mener Niels Meyer.
»Specielt i øjeblikket er der brug for et uafhængigt organ, der kan skabe en offentlig debat på området, fordi den nye regering ikke interesserer sig så meget for energibesparelser og satsninger på vedvarende energi. Man kunne godt frygte, at regeringen ønsker at nedlægge rådet for at slippe for kritik udefra på dette område,« siger han.
I øjeblikket får Energimiljørådet omkring seks millioner om året, så der er ikke de store penge at spare ved at nedlægge rådet.
En del af medlemmerne er endda selv indstillet på at skære ned på budgettet.
»Vi får for lidt penge til, at vi kan sætte de store oplysningskampagner i gang, som for alvor kan ændre adfærden hos befolkningen. Men kernen af rådets arbejde er rådgivning, og der kunne vi godt klare os for en til to millioner om året,« siger Tage Dræby, som er formand for Energimiljørådet. Også fagfolk uden for rådet mener, at rådets funktion er meget værdifuld.
En af dem er Jes Fenger, som forsker i klimapolitik på DMU, Danmarks Miljøundersøgelser.
»Den offentlige debat bliver ringere, hvis ikke der er et organ som Energimiljørådet. Man kunne for så vidt godt placere rådet et andet sted, men jeg er nervøs for, at funktionen helt bliver nedlagt. Man kan godt bekymre sig for, om det er et skridt på vejen i en nedprioritering af miljøet,« siger Jes Fenger.
Energimiljørådet er sammensat af en bred vifte af fagfolk, der både repræsenterer industrien og miljøforskere. Deres formål er at arbejde for en øget brug af vedvarende energi og fremme energibesparelser. De analyserer og evaluerer de projekter, der er i gang og kommer selv med forslag til nye initiativer. Rådet skal også skabe offentlig debat og forståelse om vedvarende energi og besparelser i befolkningen. Bredden betyder, at rådet ikke kun kræver flere penge og initiativer til miljørigtig energi, men også flere gange har peget på steder, hvor man kunne skære i tilskuddene til forskellige projekter.

Fattigere debat
En af repræsentanterne fra industrien i rådet er Jeanette Housgaard, som er miljøchef hos Glasuld. Hun er enig i, at debatten bliver fattigere uden Energimiljørådet.
»Vi fra industrien for helt andre muligheder for at diskutere miljø med for eksempel forskere fra DTU, som vi ikke plejer at snakke med. På den måde kommer der andre synspunkter og ideer på bordet,« siger Jeanette Housgaard, der dog ikke er bange for, at debatten om miljørigtig energipolitik helt skal forsvinde i Danmark.
»Så må alle bare selv være mere aktive,« siger hun.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her