Læsetid: 4 min.

Gud og sex i lårtykke stråler

Med The Rainbow Children beviser Prince, at han besidder et større vingefang end de fleste, og på en god dag stadig formår at skabe stor popkunst
6. december 2001

Ny cd
At lytte til det nye album The Rainbow Children er en opvisning i både bredden og dybden hos Prince, når han er bedst. Samt ikke mindst hvor overlegent han binder det sammen med én af scenens mest udtryksfulde og karakteristiske sangstemmer. Op gennem 90’erne har kunstneren, der nu igen går under navnet Prince, formået at skabe så meget røre om sin person, at det ofte har skygget for musikken. Sammen med Michael Jackson og Madonna udgjorde han popmusikkens urørlige trojka i 80’erne, hvor et Kong Midas-gen betød, at alt han rørte ved blev til guld(plader). Fra og med gennembrudsalbummet 1999 i 1982 til og med soundtracket fra Batman i 1989 spyede han hits fra sig med en gennemslagskraft, så man skulle tilbage til Elvis Presleys og The Beatles’ storhedstid for at finde magen.
Prince ragede i 90’erne uklar med sit pladeselskab, Warner, over rettighederne til masterbåndene med sine nyklassiske sange. Læg dertil den afsindigt produktive Princes påstand om, at selskabet kvalte hans kreativitet ved ikke at lade ham udsende så mange plader, som han gerne ville. Han påbegyndte derfor en række manøvrer, som forvirrede ikke kun pladeselskabet, men også fans og offentlighed. I ’93 udskiftede han f.eks. sit navn med en uudtalelig glyf – en sammensmeltning af kvinde- og mandesymbolet – hvilket medførte, at en journalist skabte betegnelsen The Artist Formerly Known As Prince … eller TAFKAP. Selvom det gav os et navn at sætte på fænomenet, lå der også en uudtalt latterliggørelse i det, som var symptomatisk for holdningen til ham i årtiet.

New age mumbo-jumbo
I protest mod Warner optrådte TAFKAP i en årrække med ordet »Slave« på kinden og for at slippe ud af sin kontrakt, svor han kun at udsende ældre materiale på selskabet, til kontrakten løb ud. Han blomstrede i stedet på internettet, hvor fans via hans site eksklusivt kunne erhverve sig det firedobbelte Crystal Ball. Sidste år begyndte han så at kalde sig Prince igen …
Og med The Rainbow Children lyder det som om han for alvor er ved at genvinde den kreative førertrøje, selv om pladen som helhed bæres af endnu et forvrøvlet Prince-koncept – noget med nogle »Rainbow Children«, »the Law«, »the Wise One«, »the Resistor«, »the Banished Ones« samt selvfølgelig Gud og sex i lårtykke stråler. Efter at have været teksthæftet igennem to gange, må denne anmelder indrømme at det er umuligt at finde hoved eller hale i fortællingen, der lyder som en kristen tintet omgang new age mumbo-jumbo, men bortset fra den, er det musikalsk set den mest spændstige udgivelse fra den kant i årevis.
I selskab med den fabelagtige trommeslager John Blackwell og den Wayne Shorter-inspirerede saxofonist og fløjtenist Najee – Prince spiller selv alle andre instrumenter – er The Rainbow Children en opvisning i både bredden og dybden hos Prince, når han er bedst. Samt ikke mindst hvor overlegent han binder det sammen med én af scenens mest udtryksfulde og karakteristiske sangstemmer. Fra det indledende titelnummer – en fremadpiskende jazz-shufffle – over psykedelisk farvede ballader – »Muse 2 The Pharaoh«, »The Everlasting Now« – sjælesøgende, 70’er-inspireret soul – »Everywhere«, »Mellow« – latinpåvirkede grooves – »Digital Garden« – små syrede vignetter – »The Sensual Hereafter«, »Deconstruction« – og frenetisk kantet funk – »The Work Pt.1«, »1 + 1 + 1 is 3«, »She Love Me 4 Me« – til ren pseudomusical – »Wedding Feast« – hviler en åndeløs spændvidde og musikalsk elegance uden lige over projektet.

Ingen ny Purple Rain
Havde det været en nytilkommen, ville man være eksploderet i en sky af påstande om genialitet, men nu er det altså Prince og han må som de andre genier pænt stille sig ind i køen og finde sig i at blive målt mod sine fordums bedrifter. Så okay da … det er hverken en ny Purple Rain eller Sign ‘O’ The Times, men ikke desto mindre en Prince-plade i den bedste ende af produktionen. Og så er han jo ret meget bedre end de fleste. Desuden spiller han nogle hårrejsende effektive guitarsoloer, der eksponerer dette lidt oversete aspekt af Lille Lilla Liderbuks’ virke.
I samme ombæring kan nævnes SexyKinkyJazzySmooth – Tribute 2 Prince, hvor jazzensembler giver hans kompositioner ‘the jazzhouse treatment’. Resultatet er en varieret og lytteværdig udgivelse, hvor man ind i mellem lige må ind i pladereolen for at finde originalversionen frem, for dog at høre afsættet for disse glade hornblæseres udgydelser. Jim McMillens sekstet giver sine fire sange et blødt swing-treatment, Solomon Burke Jr. afsynger sine bidrag som Memphis-soul, mens sekstetten Gringo Floyd går mest originalt til sine sange, der kompetent forvandles til moderne elektrisk jazz.
SexyKinkyJazzySmooth er i bedste fald en blandet landhandel. Men sådan et sted kan man altså også gøre fund. F.eks. »Girls & Boys« som big band swing eller »Seven« som Otis Redding ville have sunget den eller melodistemmen på »When Doves Cry« udsat for indfølt basklarinet. Det er faktisk ganske underholdende og slet ikke så tosset fundet på endda.

*Prince: The Rainbow Children. Producer: Prince. NPG Records. Kan købes på www.amazon.com eller via www.npgmusicclub.com
*Div. kunstnere: SexyKinkyJazzySmooth – Tribute 2 Prince. Vitamin. Kan købes via www.amazon.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her