Læsetid: 4 min.

Han holdt øje med verden for os

Jeg føler en taknemmelighed over at have levet i den tid, hvor Villy tænkte, sagde Suzanne Brøgger i går ved forfatterens bisættelse i Sorgenfri kirke
22. december 2001

Villy Sørensen
Når Amerika bliver ramt på sine to tårne, er det en global katastrofe. Når vi i Danmark mister vores eget tårn, bliver vi ramt, nationalt, kulturelt og personligt. Villy Sørensen ragede op over os alle sammen i åndsevner, eller ragede ned – ned i dybet af den menneskelige bevidsthedshistorie, i spørgsmålet om hvad det vil sige at være et menneske og hvori udfordringen består. I forhold til Villy lever vi alle fra hånden og i munden, han var noget nær den sidste, der kunne føre sine regnskaber 3000 år tilbage.
Der er et før og et efter Villy Sørensen. For med ham mister vi noget, der er større end hans eget menneske. Med ham er en åndsform gået tabt, en visdomstradition, som Villy rent menneskeligt kunne stå inde for og føre tilbage 1.200 år før Kristus til Zarathustra, Pythagoras, Esajas, Kongfutse, Buddha, henover Seneca og Erasmus af Rotterdam og helt op til vor egen tid, hvor han gennem hele sit skrivende liv gjorde sig dybe overvejelser over hvad vi kan gøre for at sikre balancen, så verden ikke går amok.
Når jeg var skeptisk på fremtidens vegne, svarede han, at der var noget opmuntrende i, at det blev stadig vanskeligere modstandsløst at etablere diktaturer på jorden.
Villy holdt øje med verden for os. Det betød, at så længe han var der, så kunne man frit boltre sig i den verden, han selv forsagede, men til gengæld indvandt ad tankens vej. Så længe Villy var i verden, kunne man orientere sig i den.
Man kunne spørge: ’Er Kants imperativ egentlig tilstrækkeligt?’ Og han havde været der. ’Er Heideggers ’væren’ det samme som det græske apeiron?’ Og han havde været der. ’Hvorfor synes du Kierkegaards opfattelse af Kristus som et paradoks er fattig?’ Og han havde været der. ’Tror du Sartre holder?’ Og han havde været der.

Tankens lidenskab
Han havde været så mange steder i tankens verden, for tanken var ikke hans karriere, men hans lidenskab. Og han fortalte altid under hvilke livsomstændigheder han havde læst L’Être et le Néant (da. Væren og intet, af Sartre, red.) eller hvad det måtte være af alt det tankegods, der tegner vores civilisationshistorie.
Og så her, i de senere år, begyndte han vist at lære italiensk. Drømte han om at komme til Rom? Villy, som ikke engang kunne komme til Køge!
Mange danskere, der ikke har kendt Villy Sørensen personligt, har alligevel følt, at så længe han var der, så var der også et fundament at stå på. Jeg siger med Villy Sørensen: Al inspiration er erotisk, og jeg føler en taknemmelighed over at have levet i den tid, hvor Villy tænkte.

Ord til fremtiden
Nu skal vi til at tænke selv. Men han har efterladt os en arv. Nu, hvor han ikke længere selv står i vejen, vil vi beskikke hans bo, og vi vil sondere hvad han skrev for tiden, og hvad han skrev for fremtiden. Og man kan allerede mærke, at der vil være rift om monopolet på den rette fortolkning. For der er rigeligt med modsætninger, man kan nyde eller strides om. Mit håb er derfor, at Villy ikke vil blive gjort mindre end han var. Eller mindre modsætningsfuld.
Den største inspiration, der udgår fra Villy Sørensen er, at han viste, hvad det vil sige at skrive som ’sig selv’. Det lyder enkelt, men er ret indviklet. Hvor svært det egentlig er, kan man sande ud fra den betragtning, at vi i dag nærmest ikke har en opposition i Danmark. Det skyldes formentlig, at den traditionelle venstrefløj i virkeligheden havde bundet sig til en ideologi, og da den faldt, faldt fløjen også. Den var ikke i stand til at tale som sig selv.
Det er mit ønske, at den kraft, der udgår fra Villys digterunivers må komme fremtiden til gode, så at de discipliner der i dag er skilt ad, politik, poesi og filosofi må samle sig omkring en meget dyb og høj og gylden midte, hvor vi krydser hinanden.

Smertens ophør
Villy har selv, holdt sammen på både en digter og en filosof, og det har gjort ondt at holde sammen på midten. Han fik meget med på vejen. Men han vidste jo, at det man ikke får med, får man imod sig. Og han bar sine plager med hjerteskærende stoicisme. Så nu kan vi ikke undgå at mindes en af de kendteste definitioner på lykke: Smertens ophør.
Men stor blufærdighed udvekslede vi tigerstriber gennem årene, de sorte, der varslede de gule og de gule, der varslede de sorte.
Men det, jeg kommer til at savne allermest ved Villy, det er øjeblikket: Hans sofa og hans kaffekande(termo), og den papirspose med to kager i, som han havde været nede at købe. For hvad var der mon i den? Det undrede vi os begge lige meget over.
Når man besøgte Villy dengang i Tårbæk, skulle han gerne hente en briks at ligge på i værelset ved siden af. Den skulle vi så bære ind i hans store opholdsstue gennem glasdøren, fire-fem skridt. Og hver gang sagde Villy: »Jeg går forrest, for jeg kender vejen.«
Nu, hvor Villy skal over i en meget større, ja, den allerstørste opholdsstue, har han ladt os tilbage med den joke, at vi faktisk ikke – ’kender vejen’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her