Læsetid: 4 min.

Inde i det store hul

I Rooseum udforsker kunstnere intetheden. Konsekvent nok er udstillingen fyldt med værker, for intet materialiserer sig kun som noget
4. december 2001

Udstilling
Rooseums bug er fyldt med værker, der er lige så blege og undselige som turbinehallens diskrete, hvide kube. Værkerne forsvinder ind i væggene, og det er op til publikum at identificere og åbne dem. Her går lyd og billeder på opdagelse i intetheden, her bliver ingenting til noget. Dette ingenmandsland,»terra nullius«, som kunstnere betræder hver gang, de skal i gang med et nyt værk, kan fremkalde skræk og rædsel. Det ubeskrevne, hvide papir, det hvide lærred eller den store marmorblok er en slags midterrabat, der deler intet fra noget.
For år tilbage hørte jeg om en billedhugger, der i angst og bæven var gået i gang med at hugge i en kæmpe marmorblok. En møjsommelig og fysisk anstrengende skabelsesproces. Da han var nået til vejs ende med en hesteskulptur, udbrød han, lykkelig:
»Jeg vidste, at der boede en hest inde i stenen!«
Filosoffer og matematikere har længe funderet over intetheden og nullet, astrofysikere har studeret og opdaget sorte huller i verdensrummet, og kunstnere har gennem tiderne udforsket tomrummet, fraværet og usynligheden, ofte på en legende måde, som da Yves Klein foretog et spring ud i intet fra en beboelsesejendom i 1960. Det er stadig en gåde, hvordan denne karateekspert slap godt fra det.
Udstillingen har mange niveauer. Den tager også gas på den kendte reaktion fra publikum, når de møder samtidskunst og vrænger ad den som ingenting.

Tågen sænkes
Rooseum sætter fokus på værker fra de seneste 40 år, der indkredser intetheden, og blandt højdepunkterne er videoen Spil af Graham Gussin i underetagen. En stor, tom ruin af en fabriksbygning hjemsøges af en hvid tåge, som breder sig som et langt, pølseformet væsen fra rum til rum for til sidst at lade alle konturer forsvinde og gå ’op i røg’, som bjergene i det berømte tågehav hos romantikeren Caspar David Friedrich. Der er kun en hviskende lyd af en vind, som ledsager dette hvide spøgelse, der sniger sig rundt som døden eller det, der er værre.
Men der er også meget humor på udstillingen, bl.a. Gilbert & Georges Postskulptur, et fortrykt kort med indskriptionen: »Hele mit liv har jeg givet dig ingenting, og alligevel beder du om mere«.
Også Joseph Beuys’ lydløse tavlesvamp, der henviser til hans egen pædagogiske indsats er morsom, ligesom Tacita Dean, der i et lydværk forsøger at finde Robert Smithsons berømte spiralformede mole, som han anlagde iGreat Salt Lake, Utah, USA i 1970, der er helt og aldeles ædt af saltet. Ingenting er tilbage bortset fra fotodokumentationen.

Et hul i havet
Et andet værk, der er forsvundet, er Jeremy Millars raderede interview med J.G. Ballard til Art Forum. Da han skulle kopiere interviewet over til et andet bånd, slettedes det fuldstændigt. På udstillingen hører vi en susen, ligesom vi er i biografen hos Slaven Toljs, hvis værk Kino Jadran, viser en film uden film.
En film, der i særlig grad fascinerer mig, er Barry Flannagans Hul i havet fra 1969. Han viser simpelt hen havet, som om det er ved at løbe ud af et afløb og er forbundet med et større, kosmisk kredsløb. Som i Disneys Atlantis-film, hvor helte og skurke skal passere gennem en undersøisk vandlås for at komme til det forunderlige rige på Atlanterhavets bund. Det er ebbe og flod og et stort plasticrør, der skaber effekten, viser Flannagan i filmens sidste scene, alligevel står man tryllebundet tilbage.
I det hele taget virker de gamle film fra 60’erne, hvoraf nogle er overspillet til dvd, befriende enkle og ægte søgende i sammenligning med mange teknisk udspekulerede, nye videoer, som f.eks. den skånske kunstner Lena Mattson, som p.t. kan ses i Malmø Konsthall.
Borte har taget meget fra os, og jo ældre vi bliver, jo mere forsvinder. Alting bliver til syvende og sidst til ingenting. Og nogen gange opstår den største betydning af mellemrum og pauser, af ingenting og et hul, der også er noget, som f.eks. Margarita Gluzbergs store Big Nothing, et nul, der forsynes med pels af blyantsstreger (allusioner til O’s historie og kvindekønnet er oplagte).
Eller Liam Gillick, der med afsæt i den amerikanske borgerretsbevægelse betoner vigtigheden af mellemrum i sproget. Meningen går ganske enkelt tabt uden: altingermuligtbortsetfradet somselverogforbliverenumulighed. Prøv, om den giver mening, kære læser, men husk at løse billet til en tur over Sundet. Ikke mindst som modvægt (havde jeg nær sagt) til den materialistiske rejse frem mod den 24. december, vi nu går i møde.

*Ingenting. Rooseum, Gasverksgatan 22, Malmø. Til 16. dec. On.-fr. 14-20, lø.-sø. 12-18. Katalog (en hel bog) 240 kr. www.rooseum.se Udstillingen er kurateret af Ele Carpenter fra Northern Gallery, Sunderland i Nordengland og af kunstneren Graham Gussin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her