Læsetid: 5 min.

Indlagt i velfærdsstaten

I det nye nummer af ’Distinktion’ undersøges sundheden, der bredte sig så meget at alle blev usunde
12. december 2001

Tidsskrift
Livet er farligt. På en lille tur ned efter c-vitaminstærk friskpresset appelsinjuice bliver man udsat for tuberkulosefremkaldede biludstødning. Og man passerer en ryger, der ekshalerer cancerprovokerende røg direkte ud i luften, så alle og enhver bliver passive medrygere. Og man kan være uheldig at få noget genmanipuleret ned i indkøbsnettet. Hvem ved, hvad det gør for sædkvaliteten? Og i hver eneste stykke kylling i køledisken ligger salmonella på spring. Hvilket er for ingen ting at regne mod kogalskaben i roastbeefen ved siden af. For slet ikke at nævne blodprops fedtmarmorering på svinekoteletterne. Det er en blodprop in spe. Fy for satan!
Og så er der livsstilen. Den er for alvor rigtig farlig. Hvis man bliver arbejdsløs, kan man ikke længere score. For man kan ikke være lækker. Og så kommer man nemt til at spise lidt for meget. Og vi ved fra statistikkerne over livskvalitet, at livet bliver kedeligt, så hvem ved, om ikke man drikker lidt flere øl ugentligt end de 21, som sundshedstyrelsen har givet voksne mænd lov til.
Og man ved det godt: Man kan ikke være bekendt at gå rundt med sådan en vom. Det går ud over Danmarks nummer på hitlisterne over den bedste sundhedsektor i verden. Og det er dyrt: Det skaber ventelister og det skaber pessimisme og det er meget dårligt for væksten. Så med den vom kan man blive skyld i, at endnu flere bliver arbejdsløse.
Sundhed fremtræder indiskutabelt som et vidt begreb. I følge WHO’s bestemmelse fra 1947 er sundhed at forstå som »en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende.« Det drejer sig ikke længere bare om gips på brækkede ben og anden behandling, men nu også om forebyggelse. Og forebyggelse griber ind i livsstil, familiekultur, arbejdsvaner og social status. Og forebyggelse som den offentlige sektors ideal sætter et nyt forhold mellem stat og borger.
Det er det moderne sundhedsbegreb i sin bredde og fleksibilitet, der er omdrejningspunktet for det seneste nummer af det fine tidsskrift for samfundsteori Distinktion. Som der står i lederen »Fra at være en normaltilstand, der kendetegner alle der ikke er syge, bliver sundheden et uopnåeligt fikspunkt, som alle mennesker ikke desto mindre er forpligtede til at nærme sig. Med WHO’s definition er alt blevet sundhed, samtidig med at ingen enkeltpersoner længere kan være sunde.«

Ind i privatsfæren
I en glimrende artikel, Det sunde fællesskab, redegør Holger Højlund og Lars Thorup Larsen for den danske sundhedspolitik, fra Sundhedsministeriet blev oprettet i 1987. De skitserer et dobbeltforhold, hvor hver enkelt borger har et ansvar for den samfundsmæssige sundhedsstandard og samtidig som mulig belastning af statistikker og udgift på sygehusene er blevet et politisk problem.
Borgeren er over for sit land forpligtet på sin sundhed, fordi middellevetiden er blevet et internationalt parameter på nationens styrke som velfærdsstat.
Hvem husker ikke tidligere sundhedsminister Carsten Koch, der grædefærdig tonede frem på danske public-service kanaler og skældte ud på de danske rygere og motionsdårlige overvægtige over, at de kommunisktiske cubanske negre nu havde en højere sig gennemsnitslevealder end danskerne, der var røget langt ud af top 10?
Højlund og Larsen fremhæver den socialdemokratiske regerings folkesundshedsprogram fra 1999 som eklatant manifestation i Danmark af WHO’s sundhedsideal. Sundhedsprogrammet sætter standarder og rammer for forebyggelse.
Blandt andet skal sundhedsforebyggelse ikke figurere som et enkelt fag på skemaet i folkeskolen, men derimod integreres som aspekt i alle fag. Som Højlund og Larsen anfører skal skolen »observere og overvåge, om der i nogle klasser er dårlige vaner, der breder sig som en ’kultur’, eksempelvis rygning der angiveligt ’smitter’ blandt unge.«
Ordet ’kultur’ fungerer synonymt med livsstil, og det bliver således udstukket skoleinstitutionen at regulere også elevernes mere private uddannelse. Sundhedsprogrammet er som operativ praksis karakteriseret ved at det offentlige bryder ind i sfærer, der hidtil blev anset for privat. Man problematiserer familien som selvstyrende enhed, fordi de skadelige kulturer også her får lov at udvikle sig. Det gælder naturligvis især de svagest stillede. Højlund og Larsen konkluderer, at folkesundsprogrammet udfolder en dobbelt strategi, hvor man både tilbyder en kollektiv sikring af de fattigste og samtidig forskyder en del af ansvaret for deres elendighed til selvvalgte livsformer: »Man stiller individuelle krav til borgerne i de socialt dårligst stillede grupper om, at de skal tage sig sammen og lægge livsstilen om – for deres og vores skyld.« Det er en underlig blanding af traderet velfærdsretorik og nyliberal individualisme.
Kultursociologen Lise Dahlager har med udgangspunkt i en konkret undersøgelse af såkaldte forebyggelsessamtaler på Bispebjerg Hospital skrevet et andet godt bidrag, som afslører andre aspekter af det brede sundhedsbegreb i institutionel praksis. Hun viser, hvordan hospitalspersonalet bliver underlagt den samme disciplinering, som de selv udøver, når de underviser i sundt liv for ’patienter’.
Kampagnen mod rygning svækkes mærkbart, hvis den samtalende forebyggelseskonsulent selv ryger. Citater fra samtalerne understreget, usunde vaner som decideret moralske overtrædelser. Man bekender skyldsbevidst, at man er underlagt en inderlig lyst til stegt flæsk: »Gennem begrebet skam træder livsstilen (stegt flæsk) frem som et moralsk problem, og subjektet (her forebyggelseskonsulenten) som én, der ikke kan styre sin lyst.«

Depression
De to yngre statskundskabere Anders Petersen og Rasmus Willig har begået en artikel, hvis titels retorik og længde minder om 70’ernes frankfurterinspirerede ideologikritik: Fra anomi til anerkendelse – om den øgede fokusering på depression og stigningen i forbruget af antidepressiva. Titlen afsluttes med en fodnotehenvisning.
Det er endnu en vedkommende artikel, som reflekterer over det stigende antal danske depressioner. De påpeger, at depressionsbegrebet udvides, efterhånden som antidepressivt psykofarmaka virker helbredende på også almindeligt depressive tendenser. Medicinets radius virker tilbage på diagnosen. Den franske sociolog Ehrenberg »nævner selv træthed, udmattelse, hæmning, søvnløshed og ubeslutsomhed som nogle af de symptomer der opfattes som tegn på depression. Alting bliver i den forstand til depression da antidepressiva reagerer på alt.«
Efter en sociologisk tour de force over Durkheim, Ehrenberg og Dejours afsluttes artiklen i den tyske filosof Axel Honneths begrebsapparat. Honneth er det tredje store H i sin professorstol ved det berømte Institut for Socialforskning i Frankfurt, hvor han overtog stolen fra Jürgen Habermas, som igen for mere end 20 år siden afløste Max Horkheimer. Og et interview med netop Honneth ligger i forlængelse af bemeldte interview.
Det gælder i det hele taget dette nummer af Distinktion, at det udmærker sig som påfaldende velredigeret. Tidsskriftet indledes med en tekst af Foucault, hvis govermentalitetsteori og begreber om italesættelse og selvteknologier ligger som temaets teoretiske horisont. Der er ydermere en artikel af foucauldianeren Nikolas Rose, et relevant indlæg af Lene Koch om Styring af genetisk risikoviden og en mindre sundhedstematisk artikel af Michael Hviid Jacobsen om Konstruktionen af socialkonstruktivismen. Alle artiklerne er gode, og man kunne fremhæve dem hver især for at kaste påtrængende og reflekteret lys over aktuelle mekanismer og magtforhold i velfærdsstaten.

*Distinktion 3 2001. I Sundhedens navn. Red. Nils Mortensen m.fl. Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. 135 s., 100 kr.
nwww.distinktion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu