Læsetid: 4 min.

Katastrofe og stabilisering - Osmannerriget 1648-1739

I 1600-tallets anden halvdel lykkedes det Centraleuropas kristne herskere at trænge et svækket Osmannerrige tilbage, men uden at kunne fortrænge tyrkerne fra Balkan
29. december 2001

Osmannerne
1648 er et årstal, enhver dansker kender: Christian IV’s død. Den danske konges indsats mod tidens tyrkerfare havde hovedsageligt været at benåde en dansk adelsmand for dødsstraf på grund af et utilstedeligt kærlighedsforhold, så han i stedet kunne tage del i kampene mod tyrkerne i Transsylvanien. Det gjorde den ulykkelige unge mand – og faldt.
1648 var også det år, hvor der endelig blev sluttet fred efter den europæiske 30-årskrig – hvad der gav kejseren i Wien bedre muligheder for at vende sig mod sin tyrkiske arvefjende. At denne stadig var aktiv, sås samme år, da en osmannisk styrke sejlede til Kreta, som siden 1205 havde været under handelsrepublikken Venezias herredømme.
Sidste gang osmannerne havde kastet sig over en venetiansk ø, Cypern, havde det taget ét år at erobre den. På Kreta tog det derimod 21 år, før venetianernes stærkeste befæstede by, nutidens Heraklion, faldt. Dette viser to ting: At venetianerne havde fået moderniseret deres fæstninger, og at tyrkernes overlegenhed i landkrig var stærkt på retur.
Det var der flere grunde til. Dels var Osmannerriget ikke mere et teknologisk foregangsland, hvilket blandt andet skyldtes en tilbagegang for de eksakte videnskaber på grund af fundamentalistiske teologers indgriben i det oprindelig liberale lærdomsmiljø. Dels var rekrutteringssystemet af kristne drengebørn til elitetropperne i forfald og blevet erstattet af både dyrere og dårligere rekutteringssystemer.
Stadig mere af regeringens energi gik med at bekæmpe oprør i provinserne, noget tidligere ganske utænkeligt, og som i høj grad havde sin baggrund i stigende skattetryk og inflation.

Fortjenester svandt ind
Endelig begyndte man at mærke konsekvenserne af, at det osmanniske riges fortjenester ved transithandelen mellem Europa og Asien efterhånden svandt ind i takt med udbyggelsen af handelsvejen syd om Afrika. Det var her, en Suez-kanal kunne have hjulpet ved at bevare transithandelen igennem Middelhavet.
Endvidere kunne det mærkes, at efter Murad IV’s død som 31-årig i 1640 var det de næste 150 år ikke sultanerne, der regerede staten. Den første periode var det Murads moder, den græskfødte Kösem, som regerede for sin sindsyge søn Ibrahim og senere for sin sønnesøn Mehmet IV – indtil dennes moder i 1652 lod sin svigermoder strangulere og selv overtog magten. I 1656 satte et kup imidlertid afslutningen på 16 års kvindestyre, og magten kom i stedet gennem en lang periode til at ligge hos storvezirerne af den albanske slægt Köprülü.
Den mest kendte af storvezirerne i denne periode var dog ikke direkte en Köprülü, men en nær ven af slægten. Kara Mustafa (Sorte Mustafa) var hans navn, og hans ambitioner var ligefremt proportionale med hans grusomhed, griskhed og seksuelle appetit. Han satte sig for at gøre det, Süleyman den Prægtige havde måttet opgive: erobringen af kejserstaden Wien. Sultan Mehmet IV bakkede entusiastisk projektet op, men undlod dog at følge hæren længere end til Beograd.

Mistede kontrollen
Kara Mustafa havde regnet med støtte fra den ungarske adel. Men kejser Leopold havde 1681 bidt i det sure æble og opgivet sin centralistiske og religiøst intolerante katolske politik over for de ungarske protestanter. Samtidig fik han hjælp af den polske konge Jan Sobieski, som tidligere var blevet slået af Kara Mustafa og derfor havde et regnskab at gøre op med ham. Kara Mustafa overvurderede sin styrke, og det endte med, at polakkerne erobrede hans lejr uden for Wien, mens han selv flygtede over hals og hoved. Han forsøgte efter slaget at skyde skylden over på sine generaler og lod sin livvagt strangulere over 50 af dem. Men det overbeviste ikke hans herre og tidligere gode jagtkammerat sultanen, som lod ham henrette.
De følgende år gik næsten alt galt for de osmanniske hære. De mistede kontrollen med de ungarske provinser, og en kejserlig hær trængte 1689 dybt ned på Balkan, helt ned til Skopje i Makedonien, som den erobrede. Serberne i Kosovo rejste sig til oprør under ledelse af deres patriark og støttede de kejserlige tropper. Men disse trak sig pludselig tilbage, fordi der udbrød pest i Skopje. For at undgå tyrkernes hævn samlede patriarken 30.000-40.000 serbiske familier omkring sig og vandrede mod nord, over Donau og ind i det daværende Ungarn, som nu kontrolleredes af de kejserlige tropper. Vakuummet efter serberne i Kosovo blev fyldt ud af muslimske albanere.

Trussel ophørt
Også på anden måde betød tyrkernes voldsomme tilbagetrængning over linjen Donau-Sava, Balkans geografiske nordgrænse, en styrkelse af muslimerne på Balkan. Den ungarske slette blev helt affolket af muslimer, som flygtede sydpå. Områderne nord for linjen blev derefter koloniseret af kristne fra hele det østrig-ungarske område. Dermed opstod den befolkningsblanding, der i dag er karakteristisk for den nordlige serbiske provins Vojvodina. Det militære grænseområde, hvor der gjaldt særlige rettigheder for bosætterne, kom til at strække sig hele vejen langs det, som indtil 1918 blev Bosniens og Serbiens nordgrænse.
Da de sidste kampe sluttede med freden i Beograd i 1739, var de grænser blevet skabt, som kom til at gælde i hvert fald til 1918. Således stammer med få undtagelser republikken Bosnien-Hercegovinas grænser af 1945/1992 fra en fredsslutning i 1699.
Osmannerriget var 1739 ophørt med at være en alvorlig trussel for det kristne Europa. Men dets militære styrke havde vist sig stor nok til at tilbageerobre det nordlige Serbien, som de kejserlige tropper havde holdt besat i adskillige år. Det var da på ingen måder givet, at nedgangen ville fortsætte.

*Dette er den fjerde artikel i en nytårsføljeton om Osmannerrigets storhed og betydningen af dets fald. De forrige blev bragt den. 24., 27. og 28. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her