Læsetid: 3 min.

Klar til udstopning

Det Kgl. Teaters celebrering af Kjeld Abells 100-års dag falder ikke helt ud som planlagt
8. december 2001

Teater
Da stykkets middagsselskab tidligt i optaktens smalltalk diskuterer ligbrænding og én tager voldsomt afstand, spørger husets søn John »Hvad vil De da… udstoppes?«. Ordet kommer frygteligt tilbage, for ved tæppefald er man meget i tvivl om, hvorvidt det, der skulle være en festligholdelse, ikke snarere faldt ud som første led i en national udstopning.
Abells agitationsstykke fra 1938 er et modstandsklenodie i nyere dansk teaterhistorie; en appel til noget større end civilcourage og rettet mod den magelige middelklasse, der altid stod for skud hos Abell. Et klenodie næsten ophøjet til myte i kraft af dets ophavsmand, der som bekendt selv fulgte parolen og talte tysken midt imod fra Det Kongeliges scene.
Myter er svære at omgås – og omgå. Emmet Feigenbergs iscenesættelse vælger at gå med stykket, fint, men uden for alvor at tage kampen op med tidens tand. Replikskifterne i de første scener gør ikke bare visse personer – primært fruen i huset – (ufrivilligt) morsomme, men på årenes afstand også latterlige; så en nedtoning af morsomheden ville gavne helheden
eftersom udgangstonen må og skal være mol. Så meget desto mere som store dele af det moderne teaterpublikum deler overfladiskhed med selvsamme frue og ikke hænger lige godt med i stemningernes finere gearskift – især ikke når de går nedad.

Stor og lille verden
Radioen er meningsfyldt udnævnt til forestillingens ikon. Radioen bringer den store verden ind i den lille verden – Hitlers taler, jazz, dansemusik fra Wivex i en afslørende jævn strøm, for husets familie skruer hverken op eller ned for nogen af delene. Noget af radioens lydtapet kunne ellers minde herren (Stig Hoffmeyer) og fruen (Jannie Faurschou) om den store verden, men dens ubehageligheder holdes på afstand med eftermiddagste, middagsarrangementer og hundeluftning.
I denne opkørte meningsløshed virker Bodil Jørgensens provinskusine, den lille grå lærerinde med såvel den moralske license to kill som styrken til at omsætte den i handling fint som bomben med den l-a-n-g-s-o-m-m-e detonation. Virkningsfuldt diskret. Men en voksende selvbevidsthed eller styrke, efterhånden som handlingens implikationer – med
Johns hjælp – går op for hende, ser man forgæves efter. Derfor kommer Mads Wille som sønnen John, indehaver af husets eneste ideale værdisæt, ofte til at dominere billedet. Rollen kæmper med heltinden om at være stykkets bedste, Wille har ungdom og skarphed og hans elegante kropsspil er ikke det værste, man kan putte i en smoking. Til gengælg kommer Annika Johannessens pedelkone direkte fra folkekomedien; med hendes skrab-sammen dialekt fra Dansk Folkemindesamling slår opsætningen en skævert af de helt uforståelige, fulgt op af Benny Poulsens parodi på en stiv politimand – og hele skoleafsnittets stemning er tabt.
Selskabsdelen, der raffineret – Abell var på godard’sk forkant – indrammer dette, kører bedre. Faurschou flagrer fremragende (men bliver ikke givet tilstrækkelig plads til tekstens sidegevinst – hendes overraskende træden i karakter til sidst). Sonja Oppenhagens tørre humor får et menneske ud af faktotummet Marie og Jørgen Reenbergs direktør Hoff – lilleverdenens svar på despoten – får lydhørhed af at være renset ned til basics.

Abell en forhindring
Scenografien ophøjer næsten for bastant 30’ernes karakteristiske funkisradiofront til den mur, som den lille provinsheltinde og den dødsdømte soldat med den sidste smøg stilles op foran i slutbilledet; med det greb (og et par meget nænsomme sproglige opdateringer) ender nytænkningen og den sceniske naturalisme støver uafbrudt. Forestillingen kører som nævnt ujævnt og klarer ikke balancen mellem loyalt at portrættere tidsbilledet og samtidigt påvise dramatisk livsduelighed; men hvor meget det overhovedet er muligt inden for den nutidige teatersmag, er et stort spørgsmål. Abell er selv én af forhindringerne: Hans despekt for den overfladiske middelklasse maver sig ustandseligt frem foran hovedtemaet: At kun ved handling vindes friheden – den individuelle som den fælles.
Anna Sophie Hedvig, som i udspilsfasen umiddelbart syntes at være et godt valg – aktualitetsmæssigt – at fejre dramatikeren Abell med, er alligevel endt som noget nær det modsatte. Sandsynligvis havde den eksistentielle no-man-is-an-island-sæbeboble Den blå pekingeser gjort mere for teatermagikeren Abells holdbarhedsvurdering i dette århundrede.

*Anna Sophie Hedvig af Kjeld Abell. Instr.: Emmet Feigenberg. Scen.: Birgitte Mellentin. Det Kongelige Teater, Turbinehallerne. Til 22. jan.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu