Læsetid: 2 min.

Klip

14. december 2001

(2. sektion)

*Dogmefilmene følges selvfølgelig interesseret af udlandet, og nu har det ansete fagblad Variety anmeldt Ole Christian Madsens En kærlighedshistorie, der optræder med den engelske titel Kira’s Reason – A Love Story. Mens de danske anmeldelser overvejende var meget positive, har Varietys Eddie Cockrell flere forbehold: »Stine Stengades seksuelt ladede, voldsomme præstation som en dansk overklasse-hustru og mor, der prøver at genvinde sit psykiske sundhed, bliver – trods dens emotionelle frygtløshed – næsten druknet i en for lang og tonemæssigt ujævn film. Den ligner ofte John Cassavetes’ En kvinde under indflydelse, men lige så ofte går den over til at blive en række flot gennemførte skuespiller-øvelser bundet sammen af et stadig mere episodisk tema.«

*Sight and Sound, det fremtrædende engelske filmtidsskrift, bringer i sit nyeste nummer et interview med den danske dogmeinstruktør Kristian Levring, der debuterede internationalt med The King Is Alive. Nu har han optaget endnu en film med DV-kamera og Jens Schlosser som fotograf, men uden
dogmeregler. Innocence har han skrevet sammen med Janet McTeer, der havde en større rolle i The King Is Alive, og som her spiller hovedrollen i et noir-agtigt kærlighedsdrama henlagt til Borneo i 1920’erne. – »Den handler om en 40-årig kvinde og en 25-årig mand, der er flygtet fra England,« fortæller Levring, der angiveligt har lavet filmen lidt i forfatteren Joseph Conrads ånd. Optagelserne i Borneos jungle var langt hårdere end i The King Is Alives ørken: »Det var rædselskryb, slanger, folk blev syge, folk besvimede, vi byggede en anløbsbro, som blev skyllet væk tre gange.«

*Anna Karina, endnu en international dansker, interviewes i Variety. Den 61-årige skuespillerinde, romanforfatter, instruktør og sangerinde fortæller, at hun stadig nærer varme følelser for den mand, der skabte hendes berømmelse, nybølge-instruktøren Jean-Luc Godard, hvis film er ved at få lidt af en renæssance. – »Jeg vil elske ham hele mit liv,« siger hun og indrømmer samtidig, at hun ikke har set ham siden engang i 1970’erne. Det var i en tv-udsendelse, hvor han var surprise-gæst: »Jeg så hele mit liv passere revy foran mine øjne og i mit hjerte, og jeg brød sammen og forlod studiet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu