Læsetid: 2 min.

K'NYT

22. december 2001


Freuds royale portræt af sandheden
*Lucian Freuds portræt af Dronning Elizabeth II, der har været ni måneder undervejs, optog gårsdagens avisforsider. En enig britisk presse hyldede værket som bedste royale portræt siden Goyas genistreger. The Guardians kunstskribent skriver, at »det ene øje ser ud, det andet ser ned.« Men som The Independent bemærker sigter det skelende portræt på »sandheden bag et af verdens kendeste ansigter.« I anledning af begejstringen bør nævnes, at Sex Pistols – der for 25 år siden udgav den antiroyalistiske
single God save the Queen med et coverbillede af Elizabeth med sikkerhedsnål gennem næsen – overvejer et comeback. tln

Publikumssikkerhed koster Roskilde
*Roskilde Festival 2001 gav et underskud på ni mio. kr., der skyldes investeringer i øget publikumssikkerhed efter ulykken i 2000. Festivalen har dels dækket underskuddet ved at frasælge udstyr for otte mio. kr.

Konkurrence mellem biografer
*Konkurrencerådet har besluttet at ophæve en aftale mellem Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Danske Biografer. Aftalen forbød biograferne at nedsætte billetpriserne, anvende fribilletter eller bruge andre former for rabatter.

Filminstituttet får generel dispensation
*Finansministeriet har tidligere givet Filminstituttet dispensation fra udgiftsstoppet til bl.a. at støtte Lars von Triers Dogville. Nu har filminstituttet fået en
generel dispensation, hvilket vil sige at det kan genoptage sin normale sagsbehandling og atter udbetale udviklingsstøtte til dokumentar- og spillefilm.

Befolkning ønsker bogmoms sænket
*»I Danmark er der 25 procent moms på bøger, men det drøftes nu at sætte bogmomsen ned, bl.a. fordi bogmomsen fra 1. januar sættes ned fra 25 til 6 procent i Sverige. Er De for eller imod en nedsættelse af bogmomsen?,« lyder det spørgsmål, som Institut for Konjunktur-Analyse har baseret sin seneste meningsmåling på. Undersøgelsen er bestilt af Den danske Forlæggerforening og Den danske Boghandlerforening. 67 procent af de adspurgte gik ind for en nedsættelse af bogmomsen. Det er altså ikke her at Brian Mikkelsen skal hente støtte i sin modvilje mod en nedsættelse.

Yderst aktuel udstilling
*»Sangen »My Sweet Lord« af George Harrison er fortolket efter terrorangrebet 11. september,« siger Sunny Asemota, der på sin seneste cd synes at ramme noget i tiden. Og han fortsætter: »Sangen er fortolket i en disco version – netop fordi den skal ruske op i folk – den skal få alle ud på dansegulvet.«
Musikken danner baggrund for Asemotas udstilling »My
sweet LORD – Art in progress two« i Kunsthallen, Købmagergade 11, hvor man indtil 23. december kan studere hans nye ’city-trashede’ udtryk i maleri, collage og skulptur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her