K'NYT
100 års nobelpriser
*I går fejrede Det svenske Akademi sit 100-års jubilæum med overrækkelsen af de store priser, i stiveste puds på et ceremonielt niveau, vi her i fladlandet slet ikke tør indlade os på. Litteraturprisen får gerne mest medieopmærksomhed. Til belysning af det spegede system af kandidatvalg har formanden for Nobeludvalget, litteraturprofessoren og digteren Kjell Espmark, skrevet historien om 100 års møje med kriterierne for tildelingen af prisen for et »idealisk« forfatterskab, som den radikale dynamitkonge krævede. Det tolkedes først som omsorg for tronen, alteret og familien. Man var længe om at få bugt med konservatismens snæversyn. Espmark har åbnet arkiverne til en ganske afslørende dokumentation af vejen frem mod en friere, global praksis. Hans Litteraturpriset er en meget nyttig inside information og kulturhistorie i velskrevet fremstilling over 280 sider (Norstedts). T.B.
Van Gogh & Gaugain sammen igen
*De to temperamentsfulde symbolister van Gogh og Paul Gaugain løb væk sammen til Arles for at skabe en anden kunst. Men begge var de enere og en fatal strid endte med at van Gogh skamferede sit ene øre. 9. februar åbner Van Gogh Museet i Amsterdam udstillingen Van Gogh & Gaugain, der rummer 120 af deres værker og en del af deres korrespondance. Arte forhandler billetter.
Det sovjetiske skakguld
*Skakbøger på dansk er noget af en sjældenhed i hvert fald af en så gedigen slags, som den Erik André Andersen netop har udgivet på C. A. Reitzels Forlag. Den sovjetiske Skakskole er en tyk sag på 357 velillustrerede sider og er først og fremmest en sand guldgrube af kommenterede skakpartier fra den sovjetiske glansperiode 1941-1965. Prisen er 320 kr., men så er der også
rigelig underholdning eller måske skulle man snarere sige fordybelse i skakkens fascinerende univers til utallige vinteraftener. En oplagt gaveidé til skakelskere.P.D.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »