Læsetid: 5 min.

Kold krig med solister, kor og orkester

Med deres imponerende opførsel af Chess har makkerparret Stig Rossen og Mikkel Rønnow givet dansk musicalliv et tiltrængt løft
24. december 2001

Musical
D’herrer Stig Rossen og Mikkel Rønnow har med deres fælles opførsel af 80’er-musicalen Chess givet dansk musicalliv et løft – professionelt som kunstnerisk. At de i processen har været nødsaget til at importere de primære hovedkræfter fra udlandet – især England – skal ikke lægges dem til last. Når man har ambitioner på en genres vegne, gælder alle kneb, og det er vel næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at Danmark på musicalområdet er et u-land. Dette skyldes nok tildels udgiftsniveauet i forbindelse med at lave et ordentligt show, men i høj grad også den herhjemme i sandhedens navn noget begrænsede talentmasse.
Nu opføres Chess endvidere på originalsproget; en ren fornøjelse eftersom librettoen ved Tim Rice er et usædvanligt solidt stykke teaterhåndværk, sine steder direkte beåndet – f.eks. det myldrende og vittige »Merano«, den komplekse »Quartet« og hele den imponerende »Opening Ceremony«, der i Århus brydes ned til sine enkeltdele – og det klinger selvfølgelig bedst i munden på sangere, der har engelsk som primærsprog. Stig Rossens umiskendelige accent kan han vel næppe klandres for i rollen som den russiske skakmester Anatoly Sergievsky…

Uanstrengt elegance
Det mest bjergtagende ved opførslen i Århus er – ud over de mange stærke solister – den heftige koreografi, som sammenholdt med en stribe flot udførte kostumer gør Chess til en visuel festforestilling. De 32 skuespillere, dansere og korsangere, der i de store tableauer myldrer rundt på scenen i tjekkede formationer, holder en professionel standard, der begejstrer. Musikalitet og timing er i top og de ofte komplekse masseoptrin forløses med både uanstrengt elegance og et glimt i øjet, der klæder den ellers alvorstunge forestilling… og giver burlesk modspil til hovedrolleindehavernes massive psykologiske dilemmaer.
Man tør håbe, at der blandt disse dygtige, unge mennesker findes nogle, der for alvor kan være med til at gøre dansk musicalliv til et mere professionelt sted at være, således at genren kunstnerisk kan forlade det velment dilettantiske.
Scenografien holdes på et minimum, hvilket styrker helhedsindtrykket: En rektangulær, manipulerbar metalkonstruktion, de agerende kan bevæge sig rundt i, samt diverse bagprojektioner udgør i hovedtræk den spartanske dekoration, hvorved tilskueren kan koncentrere sig om det, der foregår på scenen. Hvilket også er nødvendigt, idet dramaturgien i Chess er kompleks for en musical og selv om man snildt kan følge løjerne uden at forstå handlingen – de enkelte numres kvalitet er ganske enkelt af så høj karat, at man er undskyldt, hvis man læner sig tilbage i sædet og bare nyder musikken – øger det nydelsen, hvis man har blik for det højspændte drama, der udspiller sig.

Afsæt i virkeligheden
Stykkets idemager og tekstforfatter Tim Rice lod sig inspirere af to vidt forskellige og dog alligevel forbundne skakverdensmesterskaber i de af Den Kolde Krig så voldsomt polariserede 70’ere. Først og fremmest den bizarre match mellem udfordreren, amerikanske Bobby Fischer og den forsvarende verdensmester, russeren Boris Spassky, på Island i 1972. Denne match udgør baggrunden for musicalens første og efter denne signaturs mening, bedste akt.
Som forlæg til andet akt benyttes det internt sovjetrussiske opgør mellem mesterstrategen Anatoly Karpov og afhopperen Viktor Korchnoi på Filippinerne i 1978.
Der er dog ikke tale om dokudrama, idet Rice blandede kortene godt og grundigt, tilsatte diverse elementer og i det hele taget brugte løs af enkeltdelene som det passede ham.
Det forhindrer dog ikke stykkets amerikanske protagonist, Frederick Trumper, i at te sig mindst lige så urimeligt og pengegrisk som i sin tid Fischer, mens hans russiske opponent, Anatoly Sergievsky, har træk fra såvel den noble Spassky som den karismatiske fighter Korchnoi. Rundt om dem udspiller der sig diverse minidramaer i form af spillets politiske – Den Kolde Krig, KGB, CIA, diplomater etc. – og kommercielle – medierne, kræmmerne, publikum – undertoner.
I sidste ende handler det i spillet som i livet om at vælge… vel vidende at ethvert givet valg kan vise at blive fatalt!

Over al forventning
Der er et vældigt dramatisk potentiale i dette og det kan diskuteres om det for alvor forløses i Chess. Til gengæld forløses selve Chess optimalt i den nuværende opsætning, hvilket i ikke ringe grad skyldes den guddommelige Emma Kershaw i rollen som den fra opstanden i 1956 i Ungarn flygtede Florence Vassy, der fanges mellem de to skaktitaner: Først som den koleriske og ulideligt selvoptagne Trumpers sekundant, siden som elskerinde i favnen på den afhoppede Sergievsky, der har måttet efterlade kone og barn i Sovjetunionen. Ud over sin skønhed og graciøsitet besidder Kershaw en stemme af Guds nåde, der løfter partier som »Nobody’s Side«, »Florence Quits«, »Heaven Help My Heart« og »You And I« til det sublime. Kershaw er opsætningens største trumf, men ikke dens eneste …
Zubin Varla tilfører den manisk selvoptagne og højrøvet materialistiske figur Frederick Trumper en klædelig sårbarhed, og det er bevidst, at hans partier hele tiden tangerer det skingre, da han er forestillingens mest komplekse – og usympatiske – figur. Man undgik ikke et anfald af gåsehud, da han brød sammen i »Pity The Child«, forestillingens emotionelle højdepunkt.
Stig Rossen er passende til rollen som den reserverede Sergievsky, mens Simon Clark tilfører systemets mand Molokov en snert af det diabolske. Som skakdommeren er Michael Cormick uimodståeligt flamboyant, og endelig dukker Gunilla Backmann op i andn akt og fylder rollen som Sergievskys efterladte kone Svetlana ud med glød. Jo, det er rigtig godt, og de 35 brillante Benny Andersson & Björn Ulvaeus-kompositioner, der udgør Chess, forløses kunstnerisk over al forventning.
Forestllingen er udsendt som dobbel-cd, og det må i sandhedens interesse nævnes, at orkesteret – der i Musikhuset i Århus sine steder lød noget tyndbenet, hvilket måske skyldtes akustikken – på pladen klinger fuldfedt og overbevisende, mens solister og kor fremstår med den klarhed i diktionen, der ind imellem smutter under en opførsel, det hele eksemplarisk produceret af Nigel Wright.
Det er værd at påpege, at denne udgivelse for første gang samler hele partituret til Chess på et sted. Som sådan en forbilledlig udgivelse, hvor det dramatiske forløb fremstår så klart, som man kan forvente af en musical, hvis ambitiøse sigte nok aldrig helt forløses i librettoen.

*Chess. Musical af Benny Andersson og Björn Ulvaeus efter ide og med tekster af Tim Rice. Iscenesættelse og koreografi: Craig Revel Horwood. Scenografi og kostumedesign: Christopher Woods. Dirigent: Mikkel Rønnow. Musikhuset Århus frem til 2. jan. 2002. Derefter Falconer Salen, Kbh. 5.-22. jan og Musikteatret Vejle, 8.-25. April

*Anderson/Rice/Ulveaus: Chess – The Complete Cast Album from the Danish 2001/2002 Tour (2-cd. Scanbox Entertainment)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu