Læsetid: 10 min.

Kollektiv kortslutning

En gang imellem sker der noget, og hele livsånden og tempoet forandres, folk får et nyt livssyn som afspejler sig i deres politiske opførsel, deres manérer, deres arkitektur, deres litteratur og alt andet George Orwell
31. december 2001

En gang imellem sker der noget, og hele livsånden og tempoet forandres, folk får et nyt livssyn som afspejler sig i deres politiske opførsel, deres manérer, deres arkitektur, deres litteratur og alt andet
George Orwell

Brud
Kan én begivenhed ændre historiens gang? Ja, det er sket nogle gange i historien, at en hånd har slået så hårdt til kulturens og samfundslivets sindrige skakspil, at brikkerne pludselig har ligget spredt på jorden. Kaos og desorientering har altid præget forsøgene på at få brikkerne stillet rigtigt på plads igen, og bagefter står de trods anstrengelserne aldrig helt, som de stod før – spillet er blevet et andet.
Sådan gik det med Første Verdenskrig, sådan med den franske revolution, den sorte død og reformationen – og mange mener, at det nu er sket igen med World Trade Center-attentatet. Det kan bestemt føles sådan, men om det holder stik, kan ingen vide med sikkerhed, før tingene kommer på afstand.
Det er fælles for brud, der kommer på denne måde, at deres væsentligste umiddelbare virkning er mental. Uanset hvad begivenhederne ellers er – om de er krige, epidemier, terrorhandlinger eller noget fjerde – er de alle kulturelle og mentale katastrofer. Verden er pludselig forandret, og der kaldes på nye strategier. Hævdvundne, vel indarbejdede verdensbilleder, forestillinger og menneskesyn må efterlades på den anden side af den kløft, som bruddet har skabt, og nye må skrues sammen på denne side.
Hosstående Orwell-citat stammer fra en af hans radioudsendelser til Indien under den Anden Verdenskrig, og det ’noget’ han taler om, er den Første Verdenskrig. Hvad han ville fortælle lytterne i det indiske var noget i denne retning: Samfundslivet kan i lange perioder synes at glide mageligt og næsten umærkeligt af sted – som en gammel flod, der for længst har bredt sig ud til sit endelige løb. Døgnet har sine begivenheder, men det forandrer ikke grundmønstret i det hele: Dagliglivet har fået et evighedspræg. Der synes ikke mere at kunne ske afgørende forandringer i den kulturens rygrad af vaner, som er resultatet af menneskers trang til at gøre de samme ting på den samme måde, dag ind og dag ud. Tiden synes ikke at bevæge sig fremad, men at revolvere omkring et fikspunkt som viserne på et ur. Alt er ikke, som det burde være, men det er, som det er.
Og så dukker der et ’noget’ op, der med ét slag forandrer ’alt’ – måske er det en krig, som med ét får folk til at klæde sig anderledes, omgås hinanden anderledes, male billeder, bygge huse, spille musik, klippe håret, se på sig selv og verden – helt anderledes end før. Det er ikke bare moden, der skifter, men sjælen.
Hvis man broderer tvangfrit videre på Orwells udgangspunkt, er der som nævnt en række begivenheder op igennem den vestlige kulturs historie, der har haft så omfattende konsekvenser, at de ikke bare ødelagde de vante former og forestillinger, men blev til traumatiske brud i kulturen og bevidstheden. De begivenheder er som tøjklemmer på den kulturhistoriske tøjsnor – folkevandringerne, de første korstog, den sorte død, opdagelserne, reformationen, den franske revolution, den første verdenskrig, murens fald – og muligvis WTC, muligvis nye folkevandringer.
Begivenhederne kan passes ind i de mest forskelligartede historiske mønstre over kulturformers og epokers fødsel og død – de har altid både positive og negative sider, som man kan vælge sin vinkel ud fra. Som systoler medvirker de til at forny kulturens iltindhold, og i eftertiden må vi igen og igen vende tilbage til dem for at prøve at forstå dem i et nyt lys. Historien tager som bekendt aldrig slut, og fortiden revurderes for hvert hjørne, der rundes – som når de sidste ti års omkalfatring af europæisk historie nødvendiggør en ny læsning af hele det 20. århundrede.
Men naturligvis sættes der også værdifuld kultur over styr ved disse katastrofer. Som når man ser dem under vinklen sekularisering. Så bliver de vigtige for at forstå den måde, hvorpå vi i vores kultur skiller os af med Gud.
Bortset fra dét er deres anatomier såre forskellige, nogle kan indbyrdes minde om hinanden med hensyn til visse årsager, forløb eller virkninger – andre har slet ingen fællestræk. Men de udgør alle skarpe hjørner i historien, uden at det skal forstås sådan, at alle forandringer i den vestlige civilisation kan og skal føres hen over dem.

Når ret skal være ret, sagde Orwell faktisk i sit radioforedrag (vagt materialistisk, som han trods alt var): »En gang imellem sker der noget – utvivlsomt kan det i sidste instans føres tilbage til forandringer i den industrielle teknik, selv om forbindelsen ikke altid er indlysende – og hele osv.«
Det løst formulerede indskud skal minde os om det faktum, at intet medfører så store objektive forandringer i menneskenes tilværelse som den industrielle revolution fra slutningen af det 18. århundrede og de følgeprocesser, som den gav anledning til – oprodning af folk, masseindvandringer fra land til by, nedkæmpning af naturen og en systematisk udnyttelse af resten af verden. Intet har medført større forandringer for menneskene, siden de skiftede samler/-jægertilværelsen ud med et landbrugssamfund for adskillige tusinde år siden.
Sådan synes historien at operere i langsomme, seje strukturer, afbrudt af korte, hektiske begivenhedsforløb, der vender op og ned på alting. Skulle man formulere en historieteori over dette tema – passende til en kultur hvor reklamesloganet er den prioriterede kommunikationsform – kunne det være med den passus fra Hemingways roman fra 1926, Og solen går sin gang, hvor Bill og Mike snakker sammen om sidstnævntes fallit:
»Hvordan gik du fallit?« spurgte Bill.
»På to måder,« sagde Mike.
»Gradvist og så pludseligt.«
I historieskrivningen er der dette til trods foregået en bevidst og måske især ubevidst bortforklaring af historiens uforklarlige tilfældigheder, til fordel for en markering af de lange, mere logiske linjer. Det er en konsekvens af historieskriverens, og historiebrugerens, trang til at ordne og efterrationalisere historien, så alle kendsgerningerne kommer til at ligge i fornuftige, lige linjer. I dét stykke minder historikeren om en kirkegårdsgartner, der post festum (nemlig efter jordpåkastelsen) uforstyrreligt genopretter den vante orden – klipper hækkene, river gangene mellem gravene, lukker lågen.
Benedetto Croce skelnede i sin bog History as the Story of Liberty (1938) mellem, hvad han kalder den positive og den negative historie. Den positive historie, der er om ’hvad mennesket gør’, er historikerens egentlige interesse, mens den negative historie om ’hvad det lider’, kun er interessant, hvor den korrelerer med den positive. Den kan aldrig blive det egentlige objekt for historikeren. Croces pointe er, at historikeren overalt må lede efter den progressive historie, efter det aspekt ved en historisk tid, der leder fremad. Historien er ’civilisationens historie’ og ’fremskridtets historie’ – hvad der ligger derudover er af det onde. Frem for alt skal han lade det irrationelle og negative ligge.
»Alle de naturkatastrofer, som kan overfalde menneskesamfund, såsom jordskælv, vulkanudbrud, oversvømmelser og epidemier, og de ulykker, som mennesker påfører sig selv, som invasioner, massakrer, røverier og plyndringer, samt al den syndighed, forræderiskhed og ondskab, som forulemper menneskesjælen – alle disse ting kan vel fylde den menneskelige erindring med sorg, rædsel og indignation, men de fortjener ikke historikerens interesse (han vil i sådanne sager altid tilnærme sig det episke og det heroiske), bortset fra at det tilvejebringer drivkraften til og råmaterialet for de storsindede humanistiske gerninger, som er hans eneste interesse... Denne kreativitet er den sande og eneste genstand for historien.«
En lignende, næsten kaldsmæssig trang til at eliminere det uforklarlige og vandkæmme historien, om end med et mindre heroisk sigte, kommer til udtryk hos strukturhistorikeren Emmanuel Le Roy Ladurie. Han ønsker at finde en form for at »transcendere, absorbere eller genbruge« tilfældigheder som den sorte død i strukturhistorien:
»De sejre ved kundskabens grænser, som historikerne har vundet gennem det sidste halve århundrede, er uomstødelige; men de ville være endnu mere tilfredsstillende, hvis historie virkelig var fuldstændig logisk, forståelig og forudsigelig fra start til mål; hvis begivenheden eller tilfældigheden kunne uddrives én gang for alle, hvorved det element af tilfældighed kunne elimineres, som forekommer historikeren at være grus i hans flunkende nye opdagelse.«

De store, traumatiske begivenheder som vi her taler om, har ofte taget fart som følge af rene småting. Det kan minde om historien om manden, der døde, men ikke af noget alvorligt. Som da det den 26. juni 1914, efter en farceagtig række af tilfældige forhindringer, i Sarajevo lykkedes en serbisk amatørterrorist ved navn Princip – et navn der til overflod betyder ’begyndelse’ – at komme så tæt på den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand og dennes hustru, at han kunne bringe dem om og derved give anledning til den kæde af uventede begivenheder, som vi kalder Første Verdenskrig. At tale om disse mord som årsag til verdenskrigen ville naturligvis være det rene vrøvl – men på den anden side kunne krigen meget vel være udeblevet uden dem. Enhver rejse må som bekendt begynde med et lille skridt. Hermed er vi tilbage i højde med begivenhederne i New York og Washington i september.
Fælles for de begivenheder, hvormed alt forandres, er, at ingen af deres hovedaktører ønskede dem, for så vidt som ingen af dem på forhånd havde et billede af deres rækkevidde. Det er en af historiens ironier, at folk altid på forhånd forestiller sig noget langt mere begrænset – selv den megalomane Luther, da han slår sine 95 sætninger op på kirkedøren i Wittenberg. Meget er tilfældigt, men når det første lille skridt er taget – når én af en situations utallige muligheder er blevet valgt ud – så står den der som hugget i granit og er ikke til at ændre.
Side om side med den objektive historie – virkeligheden som den nok skabes af mennesker, men især bag om ryggen på dem – er der den subjektive. I det 20. århundredes historieskrivning har der vist sig en stor, hidtil uset interesse for det bevidstheds- og mentalitetsmæssige: Den historiske virkelighed som den opleves af, fornemmes af og præger de mennesker, der hvirvles rundt i den. Historien set som menneskehedens passionshistorie er det 20. århundredes særlige bidrag til historieskrivningen, det er en vinkel, der ikke ofte blev anlagt i fremskridtstroens guldalder. Det kunne se ud, som om vi i Vesten, efter temmelig hensynsløst at have drevet verdenshistorien fremad gennem århundrederne i fremskridtets hellige navn, nu interesserer vi os mest for ofrene for fremskridtet. Særligt vore egne, men ikke kun. Det er en tilgang til historien, der mere interesserer sig for virkninger end for årsager, som mere stræber efter forståelse og indlevelse end forklaringer – og her bliver de skarpe hjørner i historien vigtige. Det er i disse brudflader, der ofte sker en ajourføring af den subjektive historie med den objektive, forstået sådan at der finder en ’opdatering’ sted af mentalitet, af livssyn, verdensbillede og adfærd – af alt det, som vi vagt forstår som kultur, og som i de seneste århundreder er haltet efter en mere og mere autonom, mekaniseret produktionsstruktur og markedsøkonomi og en bureaukratiseret og fremmedgjort magtstruktur.
Med Orwell: Hvor det drejer sig om dagligliv, kunst og tænkning, om kollektiv bevidsthed og mentalitet (hvordan vi ser på os selv og livet, på hinanden, samfundet og verden, og hvordan vi bevidst og især ubevidst agerer i forhold til disse ting) har de traumatiske brud i historien spillet voldsomt og uforudsigeligt ind. Der er begivenheder, som ikke bare lader sig »transcendere, absorbere eller genbruge« i den strukturelle historie, som Ladurie ellers vil det. I disse begivenheder finder der ofte en kollektiv besindelse sted på de skred i grundlaget for kultur og samfundsliv, der er sket over lang tid, f.eks som følge af industrialisering, urbanisering og sekularisering, en besindelse som derefter omsættes i nye handlinger.
Det var med den franske revolutions bevidsthedsskred, der langt om længe skete en politisk ajourføring af borgerskabets hårdt tilkæmpede økonomiske og sociale magtstilling (selvom der var tale om et vist overkill!), og det var med Første Verdenskrig, der for alvor åbnedes for massedemokratiets (men også totalitarismens) gennembrud – hvad Weimartidens tyske udenrigsminister, Walter Rathenau, kaldte den »vertikale folkevandring«, massernes (repræsentanters) endelige ankomst til samfundsmagten.

Begivenhederne er dog ikke bare enkle ajourføringer af historiens inderside med dens yderside. Slet så rationel eller deterministisk er historien jo ikke. I de snævre forløb, og med den kortslutning af den kollektive bevidsthed som de ofte indebærer, finder der ofte en ekstremisering sted, som nærmest kan beskrives som en bevægelse fra den ene grøft til den anden.
Overophedede politiske og sociale systemer imploderer, gamle eliter, politiske kontrolformer og sociale hierarkier erstattes af nye, og de involverede individer og grupper forsøger løbende at omstille sig til en pludselig forandret virkelighed. Når det efterhånden igen kommer til en stabilisering (et sted halvvejs tilbage mod den grøft, man kom fra) er de gamle kanaler for magt og konformisering endegyldigt gået under og nye etableret.
I det 20. århundrede må fremkomsten af et isoleret og svækket individ et stykke af vejen ses som resultatet af en fragmentering af den kollektive moral, som følge af urbanisering, industrialisering, demokratisering, sekularisering og individualisering. Men det er kun i teorien, disse processer kan observeres som separate spor, der ligger pænt ved siden af hinanden. I den historiske virkelighed kortsluttes de til uoverskuelighed af utilsigtede begivenhedsforløb, som kun i helt abstrakt forstand er en følge af disse processer, men til gengæld ligger meget længere fremme i den kollektive erindring. q

*Henrik Jensen er lektor i historie på RUC og har bl.a. udgivet bogen Ofrets Århundrede

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her