Læsetid: 7 min.

En kraft der stadig lever

En enestående dansk forfatter og tænker i Nobelprisklassen døde i går. Villy Sørensen blev 72 år
17. december 2001

Nekrolog
I OFFENTLIGHEDEN havde Villy Sørensen et særligt navn, ikke blot i den litterære og kunstneriske, men også i den politiske og journalistiske verden. Han var gerne en af dem, medierne søgte at indhente kommentarer hos, når store spørgsmål som Danmarks forhold til EU skulle afgøres, eller socialismen og Berlinmuren brød sammen.
Heller ikke i den videnskabeligt samfundsanalyserende og mere specifikt filosofiske, eksistentialistiske og idéhistoriske debat om også naturvidenskabens betydning var han ukendt, og til sidst erobrede han sig en placering i selv teologiske kredse med sin bog Jesus og Kristus fra 1992. Respekten var stor for hans uhyre grundige og enormt udstrakte viden med sprogkundskaber, der også omfattede græsk og latin.
I fagspecialiseringens og den individualistiske atomiserings tidsalder dementerede han i praksis, at polyhistorisk visdom og almen dannelse ikke længere er mulig. Det opnåede han da også mange inden- og udenlandske hædersbevisninger og priser for, så i den forstand havde han ikke noget at beklage.
I det hele taget beklagede Villy Sørensen sig aldrig offentligt. Dertil var han også alt for selvironisk. Et af de første interviews, jeg lavede med ham i begyndelsen af 1960’erne, handlede helt op i overskriften om modsætningen mellem at føle for og at føle sig. Der er en verden til forskel på at føle for andres lidelser og at føle sig uretfærdigt behandlet... Eller med et andet af hans tidligste prægnante udtryk: Hverken det private eller det objektive er sagen.
Dermed er vi ved den sag, der var Villy Sørensens. Hans eget bidrag til menneskets antropologiske selvforståelse og til begribelsen af nutiden i både åndsliv og kunst og i politik og social økonomi. Et bidrag, som løfter ham op som ikke blot en stor kunstner, men en tænker i sin egen ret både i historisk sammenhæng og i sammenhæng med den vestlige verdens øvrige toneangivende samfundsanalytikere og filosoffer.

I FORHÅBENTLIG overensstemmelse med hans ’hverken-eller’ skal det følgende derfor hverken forstås som den objektive sandhed om Villy Sørensen eller den vilkårlige subjektivitet, men som et skøn, der vedkender sig sine grunde, andre frit kan tage stilling til.
Du må ikke påføre andre dine private traumer (for hvem har ikke sine private traumer, sygdomme, afvigelser og perversioner?), derfor skal de tolkes. Så andre sagligt kan forholde sig til fortolkningen, lærte han... Du må heller ikke opkaste dig til objektiv dommer, for alle dine domme beror på et personligt skøn. Det betyder ikke, at skønnet er blindt, for det har sine grunde, men det betyder, at du selv må tage ansvaret for de konsekvenser, du drager af dine grunde.
Hans plusord var henholdsvis det personlige – som kommer til udtryk i sand kunst og sand religion – og det saglige – i ordentlig journalistik, politik, videnskab, samtale og filosofi.
Minusordene var som nævnt det private – i den dårlige kunst og i al dogmatisk religion – og det autoritært objektive – i selvforgudende naturvidenskab og i politiske ideologier, som hævder at bygge på uimodsigelige videnskabelige beviser fra f.eks. liberalismens Adam Smith eller socialismens Karl Marx.
Skal Villy Sørensens selvstændige indsats som antropolog, filosof og samfundsanalytiker sammenfattes, hvilket naturligvis er en grovhed som alle sammenfatninger af betydningsfulde forfatterskaber er, kan det efter mit bedste skøn lyde sådan: Efter at værdierne ikke længere er selvindlysende og alment accepterede vilkår (»Guds død« som det kaldes), splittes vi mellem længslen tilbage til den helt private og individualistiske subjektivitet og fremtidsdrømmen om en altomfattende objektivitet uden subjektive forskelle, uenigheder og konflikter.
Efter Villy Sørensens opfattelse skal splittelsen hverken på dialektisk vis ophæves i en grå ’både og’ syntese af og mellemvej mellem det private og det objektive eller accepteres som det uomgængelige vilkår for moderne og postmoderne mennesker. For hvem splittelsen nu synes i stigende grad at udvikle sig til en art kollektiv psykose og skizofreni.
Der findes en fjerde mulighed, som det er Villy Sørensens fortjeneste at have peget på – i sin kunst og refleksion.
I det foregående er omridsene af muligheden allerede antydet ved at modstille minusordene ’privat selvoptagethed’ og ’autoritær objektivitet’ med plusordene ’personligt fortolkende’ og ’sagligt skønnende’.
I 1978 benævnte han denne fjerde mulighed: Oprør fra midten, som også blev titlen på den bog, han skrev sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen.
Netop ikke ’både-og’ets grå mellemvej, som i dag er blevet den minimalistiske midte, alle Rasmussen’er og andre vesterlandske politikerne fra den såkaldte yderste højrefløj til den lige så såkaldte yderste venstrefløj maser hinanden flade på at besætte. Men den gyldne middelvej, den radikale midte.
Midtens radikalitet, som Villy Sørensen også kaldte den. Bogen vakte ved sin fremkomst en usædvanlig opsigt og fik i første omgang en udbredelse – både i Danmark og i udlandet – som meget få andre bøger af den art har opnået siden anden verdenskrig.
Men den første omgang viste sig at blive lige så usædvanlig kortvarig, som opsigten ved bogens udgivelse havde været det.
Meget forkert er det ikke at sige, at Villy Sørensens forfatterskab siden blev både kunstneriske og reflekterende forsøg på at forklare begge usædvanligheder.

NOK ER DET usædvanligt at kunne skrive – som Villy Sørensen i det hele taget gør – og i dette tilfælde sådan: »Kunsten fører i sin oprindelige – mytiske – form mennesket frem til dets grænse og konfronterer det med de kræfter, der ligger hinsides grænsen.«
Men det er ikke usædvanligt, at mennesker, traditionalister såvel som moderne og postmoderne, genkender grundlæggende erfaringer i denne og mange andre af Villy Sørensens tilsvarende formuleringer.
»Svagheden for de svage,« for eksempel. Også denne formulering er usædvanlig, men den går næsten altid op for folk. Som en poetisk eksplosion. Henvisningen til børns uvilkårlige svaghed for dyreunger er i reglen overflødig. Umiddelbart véd voksne i reglen også godt, hvad det er Villy Sørensen minder om: Et lidende væsen vækker medlidenhed, før de intellektuelle eller religiøse moralforskrifter har krævet den. Svagheden for de svage udsiger det samme som karakteristikken af kunsten (og det mytiske og religiøse): Vi kender som en kropslig erfaring til kræfter og en kraft, som ligger hinsides erkendelsens grænse.
Det fantastiske ved Villy Sørensen er, at han hele sit liv arbejdede på at omsætte det til også et politisk oprør – med afsæt i denne gyldne, radikale midte. I første omgang fascinerer det fra den yderste højrefløj til den yderste venstrefløj. I næste omgang, når det viser sig, at det også er et oprør mod alle fløjene og den grå minimalistiske midte, bliver Villy Sørensen for oprørsk. For radikal. Fascinationen slår om i en form for repressiv tolerance: Han hyldes og uskadeliggøres.

HVOR BLIVER nu det personlige af i al denne saglighed? Det hører jeg ikke alene kulturredaktøren indvende, men mange læsere. Og dog er dette meget personligt. Grænsende til det private! Jeg kender meget få mennesker som Villy Sørensen, for hvem kunsten var så elementært det daglige brød og havde et forhold til den kraft, som religionen ofte tager livet af i sine kirke- og dogmedannelser. Hvor afgørende har det da ikke været, at netop han ikke ville lade det blive ved hverken kunsten eller den kraft, som jeg for nylig i et Frie Ord – på hans inspiration, for nu at vedgå arv og gæld – kaldte krokuskraften. Når den om foråret bryder gennem asfalt. Skønt modsætningen mellem kunsten og krokuskraften på den ene side og enhver politisk og anden magtudfoldelse på den anden side er uforsonlig, skal magt dog øves. Efter et skøn ganske vist, men magt er og bliver det dog, når unødigt ondt bekæmpes, gode muligheder fremmes og nødvendig administration, planlægning og ledelse (formynderskab) påtages. Vil kunsten ikke vide af det grundvilkår, bliver den til religionserstatning. Vil dyrkeren af krokuskraften ikke tage den lidelse på sig, at magtudøvelse og dermed magt-kritik, politisk engagement og forpligtelse er uomgængelig, misbruger hun eller han sin dyrkelse til at holde sig virkelighedens moralske krav på afstand.
Om denne smertelige lidelse og lattervækkende lidenskab handler et af Villy Sørensens kunstværker Formynderfortællinger med en sådan kraft, at netop det værk ofte fremstår som måske hans hovedværk.. I hvert fald for mig.
Det er også ham, der i den første af sine udgivne dagbøger fremhæver det sted hos Shakespeare, hvor Portia forklarer om modsætningen mellem almagten, der er ene, og kærlighedskraften, der er dobbelt velsignet. Naturligvis en velsignelse for den, der møder kærlighed, men sandelig også for den, der viser kærlighed. Den er ikke vores fortjeneste, og ingen kan påberåbe sig den som legitimation for magtudøvelse. Men det er den, vi alle lever af...
Den svaghed, som giver kraft til at stå selv de hårdeste lidelser igennem. Med humor. Indignation og ironi. Især selvironi. Den svaghed, hvis mest kraftfulde udtryk Villy Sørensen fandt hos Jesus – i modsætning til den almagt, Kristus af kirken og teologien blev udrustet med!

FOR Villy Sørensen førte bundetheden til denne kraft ikke alene til forpligtende forhold til enkeltmennesker men altså også til samfundsproblemerne.
Venstreorienteret i traditionel forstand var han altid. Men venstrefløjen brugte ham ikke. Skønt mange af de politiske idéer i Oprør fra midten stadig er de mest avancerede for det 21. århundrede, der kan opdrives på verdensmarkedet.
Måske tør venstrefløjen omsider så småt begynde at bruge ham, nu da han er død og den selv er så afmægtig, at den trænger til – ikke magt men kraft. Så den ikke forsvinder totalt i den grå minimalistiske midte – men tilkæmper sig den gyldne middelvejs radikale radikalitet i kunst og politik, kærlighed og journalistik, køkken- og sundhedsarbejde – og alt det andet...
Nu er Villy død. Men hans kraft lever.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her