Læsetid: 4 min.

Kun for børn

Julestemningen breder sig i tv-skærmens skær
7. december 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Det er blevet buldermørkt udenfor. I år kommer mørket endnu tidligere, end det plejer, synes man, men det gør det vel ikke. Hvis man er voksen, er december en måned, hvor man skal tumle koldsvedende rundt i indre by og slås med andre voksne om, hvem der kan slide kreditkortet hurtigst op og have mindst fornøjelse af det. Er man barn, er december en måned, hvor man kan sidde indenfor i stuen, hvor der er ekstra lyst, fordi det udenfor er mørkt, og ekstra lunt, fordi det udenfor er koldt. Herinde kan man så blive puttet ned under et tæppe og tænde for DR1 kl. 18.00, for der kommer der julekalender. En udelt dejlig beskæftigelse.
Jeg tror ikke, fjernsynsjulekalendre er opfundet i andre lande end Danmark, og det er egentlig underligt, for det er en meget fin og taknemmelig form, der endda er sikret god modtagelse hos sine seere, fordi den er med til at bygge op til den helt vilde dejlighed, som juleaften altså er for børn. Den eneste julekalender, jeg kan huske, jeg var decideret bange for, var DR’s »Poul og Nulle i hullet«. Ellers har jeg stort set kun gode minder.
Det kan godt undre lidt, når man sidder og genser julekalendre i dag. For de er godtnok ikke ret avancerede, hverken i ide eller fortællemæssige virkemidler. Der er kun genudsendelser i år. »Nissebanden« tumler fjoget rundt i Danmarks Radios billigste kunstsne, mens Agent A-38 råber op om historiens noget svagelige krumtap, at julemanden har tabt sit gode humør. Flemming Jensen har et dejligt grin og Kirsten Peuliche en dejlig barm, men ellers virker det hele noget ’84-agtigt, og man spekulerer over, om 2001-børn er lige så venligtsindede mod denne tredje eller fjerde visning som tidligere hold.

Tiden slider
Tiden slider på julekalendrene, også på genudsendelsen »Krummernes Jul« på TV 2, og selv om det er lidt underligt, at nye børn ikke kommer til verden som en fjernsynsmæssig tabula rasa hver gang, stiller også børn nye krav hele tiden.
I disse år skal julekalendrene for første gang tilfredsstille børn, der er blevet underholdt af fjernsynet siden et-års-alderen. De har nemlig set »Teletubbies«, og ingen, der har set babyer se det, kan tvivle om, at programmet med den næsten uhyggelige, tumbet-jublende voice-over og de simple, farvestrålende symboler vækker jubel i en alder, hvor man aldrig tidligere har set børn reagere på fjernsyn. De babyer, der i dag sidder foran fjernsynet søndag morgen kl. 8.00 og ser bøsse-teletubbien Tinky-Winky med trekantsymbol og håndtaske lege med sine venner, kommer til at forvente mere avanceret fjernsyn, som de bliver ældre.
Genudsendelser er noget af det, der er bedst til at minde en om, at ingenting står stille. For de voksne står De Nattergales »The Julekalender« på TV 2-tapetet senere på aftenen, og lige så hylende morsom og ikke mindst opfindsom, den virkede i 1991, lige så harmløs virker den i dag. Det nyproducerede fyld, der er rundt om – CWC/Canal Wild Card – er ikke meget mere forskrækkende. Det har lidt af de samme sproglige finurligheder, der fik os alle sammen til at snakke dansk-engelsk De Nattergale-sprog i ’91, men det vil ikke ret meget.

Eneste nyskabelse
Eneste deciderede nyskabelse i julebonanzaen er DR2’s »Jul i Hjemmeværnet«, der garanterer at være både børne- og nissefri. Men hvorfor så overhovedet ikke bare gå hele vejen og være helt julefri? »Jul i hjemmeværnet« er egentlig meget morsom, men jeg tror ikke på, at de daglige 15 minutter er noget, mange voksne kommer til at stille æggeurene efter.

Hellig uhygge
Mens julehyggen breder sig i Danmark, eksploderer uhyggen i det hellige land, som det hele handler om. DR’s Ole Sippel, som har været under angreb fra Israelvenner for at vise for meget af palæstinensernes elendighed frem (og altså antageligt være agent for PLO), havde mandag produceret en forbilledlig reportage til »Horisont«. Her hørte vi alle stemmerne, fra den jødiske fredskæmper og Hamasfortaleren over israelere og palæstinensere og israeler i Jerusalems nu ellers næsten mennesketomme gader til Sharons talsmand. Sippel vil vise sandheden, og han gør det så omhyggeligt, at den ikke er til at modsige.
Og mens lidt for mange slipper af sted med at påstå hvad som helst på den der tv-skærm, har Sippel viden nok til iskoldt at tilråde USA’s forsvarsminister at læse noget bedre på sin israelske historie, når Rumsfeld forsøger at fratage Arafat æren for tidligere fredsaftaler. Fremgangsmåden er så enkel som at insistere på fakta, når andre forsøger at fordreje og benægte dem, men den står meget stærkt i en tragisk sag, hvor virkelighedsformidlingen alt for ofte opløses i følelser og holdninger og politik.
Netop på grund af Sippels så åbenlyse integritet og grundige research virkede det så meget mere forstemmende, når mandagens »Horisont« ikke kunne fremvise nogen særlige muligheder for, at den israelske hårdknude kan blive løst. Arafat er under beskydning fra alle sider, og der er ikke noget alternativ til Arafat. Og fakta er, at en Sharon, der vandt sit jordskredsvalg på at love sikkerhed til israelerne, på trods af skrappere sikkerhedsforanstaltninger og hårdere repressalier mod uromagere end nogensinde før, må se sit Israel være mere usikkert end nogensinde. Det er fakta, og de er svære at benægte. Decemberreportagerne fra det hellige land kommer næppe til at levere meget julestemning i år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu