Læsetid: 4 min.

Kunsten bag sløret

Det religiøse diktatur i Iran tillader kun udstillinger, der har Kulturministeriets blåstempling. Utilfredsheden vokser, fortæller Jahan Matboe, der pt. udstiller i Danmark
22. december 2001

Det religiøse diktatur i Iran tillader kun udstillinger, der har Kulturministeriets blåstempling. Utilfredsheden vokser, fortæller Jahan Matboe, der pt. udstiller
i Danmark

Kunst
I Iran er det svært at være kunstner. Her må kunstnerne mødes i hemmelige broderskaber og tegne croquis i gedulgthed, beretter Jahan Matboe. Hvor Kunstakademiet på Kgs. Nytorv for længst har afskaffet croquis-skolen, fordi den skønnes overflødig og gammeldags, så er det absolut in at tegne nøgne menneskekroppe i Iran. Her bekræftes det gamle mundheld om, at tid blot er et spørgsmål om, at tiden blot er et sted på jord: I 2001 lever nogle i Middelalderen, andre i et postindustrielt informationsamfund.
Jahan er forundret over, at han sådan uden videre kan komme til at vise sine malerier frem for offentligheden her i landet, hvor vi tager
ytringsfriheden for givet. Det ville være utænkeligt hjemme i Teheran, hvor han bor, og hvor han er uddannet, for Jahans malerier er ekspressive og eksistentielle og pirker til den politiske orden. Der kan være både bloddryppende farver og lemlæstelse i dem. Og frem for alt menneskekroppe, nogen gange deformerede.
»Da vi udstillede vores afgangsbilleder fra Universitetet i Teheran (der er ikke noget akademi i Iran), måtte de skjules bag slør, for at de ikke skulle støde nogen. Men også for at beskytte vores professor imod censuren. Publikum skulle selv vove sig hen og se efter, det skulle være en viljesakt at se dem,« siger han.
Jahan Matboe undrer sig over, hvor megen visuel pragt, der omgiver os her i landet. Farverne og rigdommen og det glitrende pynt her op til jul er ved at tage vejret fra ham, og farverne er kommet ind i hans malerier, der ellers har været præget af jordfarver. »For i Iran er alt gråt og brunt,« siger den 30-årige iranske kunstner, der udstiller i Danmark for første gang.

Dobbeltliv
I sit hjemland overlever han kun på et hængede hår ved at påtage sig forskellige opgaver som at skabe scenografi til det iranske fjernsyn eller – som han senest har gjort det – at udsmykke Teherans Metro. Han lever et kunstnerisk dobbeltliv. For at udstille figurative billeder er udelukket under et tyranni, der styres af præster. Når kunstnerne udstiller, skal værkerne først godkendes af censuren, og selv om Koranen ikke direkte forbyder kunstnerne at gøre billeder af mennesker, så nedlægger myndighederne i reglen forbud imod det, specielt hvis billederne sætter spørgsmålstegn ved den herskende orden, og det har de det jo med at gøre.
»Kunst er jo at tage stilling, at være i opposition til det vedtagne. I Iran er det umuligt at komme til orde som kunstner, og frustrationerne koger under overfladen. Enten mødes kunstnerne i den efterhånden kolossale undergrund i storbyen, eller også trækker de sig frustrerede tilbage og sidder som små van Gogh’er og maler ude i landsbyerne. Men der må snart ske noget, når vi nu har adgang til vesterlandsk tv, ligesom rigtig har Internetadgang,« siger Jahan. Men inderst inde tvivler han, »for præstestyret har et særdeles fast greb om befolkningen.«
Jahans (’univers’ på dansk) bror bor på Frederiksberg, og han har nu opholdt sig i København i tre måneder, hvor hans nye billeder er blevet til. Han arbejder i et lånt lokale oven over Café Rust på Nørrebro.
Her har vi aftalt at mødes sammen med kokken Mehran Zandian fra Krudttønden, som har formidlet hans udstilling. Mehran fungerer som tolk, for Jahan taler hverken engelsk eller fransk.
Billederne bliver et for et båret frem for mig. Deres formsprog er inspireret af vesterlandsk kunst, og Jahan fortæller da også, at hans store helte – ud over den klassiske persiske kunst, som bl.a. Kamal al Din Bihzad var eksponent for – er Gustav Klimt, David Hockney og Robert Rauschenberg. Malerierne er derfor set med vesterlandske øjne mærkeligt altmodische, noget som man ofte konstaterer i mødet med billedkunst, skabt i ikke-vesterlandsk
regi. De gode undtagelser herfra som Shirin Neshat eller Mona Hatoum, har bl.a. haft stor succes i vesten, fordi de benytter sig af andre medier som video eller installationer og bygger bro mellem Øst og Vest. Men disse kunstnere bor i Vesten. Jahan kender dem ikke, men fortæller, at stadig flere iranske kunstnere eksperimenterer med de ’nye’ medier.

Tilbage i kunsthistorien
Det ene billede, som vi dvæler længe ved, viser en stor figur, der næsten fylder hele det store lærred. Det er ekspressivt og farverigt, i overvejende gule og violette farver. En menneskekrop uden hoved, og som Jahan fortæller indeholder et nyt menneske, der er ved at bryde frem. »Jeg er på sin vis blevet født på ny, da jeg kom til Danmark,« siger Jahan.
»Det er en slags selvportræt, der beretter om, hvad der er sket med mig i mødet med den danske kultur. Jeg må konstatere, at her hersker godt nok en fantastisk rigdom, og at alt er tilladt, men her er en enorm ensomhed. I begyndelsen var jeg helt
euforisk, det er jeg ikke længere, men isolationen skyldes også, at jeg ikke taler sproget.«
Jahan har mødt iranere, der har boet her i op til 20 år, og som fortæller, at de stadig
ikke hører til. Det finder han besynderligt.
»Danskerne er lukkede, de har nok i sig selv. Det skulle da være muligt at finde frem til en konstruktiv dialog. Men det er åbenbart meget vanskeligt.«

*Jahan Matboe: Jahans Univers. Malerier. Krudttønden, Serridslevvej 2, Kbh. Dgl. 10-16. Lukket helligdage. Til 15. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu