Læsetid: 2 min.

Legomænd som obskøne filmstjerner

Der er Lego-figurer på rollelisten i nye satiriske animationsfilm, hvori der både indgår sex, vold og stoffer – Lego ønsker det standset
18. december 2001

Animation
Der er kommet nyt liv i de gamle klodser. Legomænd og -kvinder, der boller, slås og tager stoffer er realiteten i en ny type film: ’Brick films’.
Stribevis af animationsfilm med legofigurer på rollelisten har set dagens lys og vises på amerikanske filmfestivaler, ligesom flere hundrede ’Lego-film’ kan findes på Internettet.
Lego-koncernen er langt fra begejstret for de kreative filmudfoldelser og vil forsøge at få det standset.
»Det er noget, vi tager klart afstand fra. Vi har aldrig nogensinde givet tilladelse til den slags film og ville aldrig give tilladelse, hvis vi blev kontaktet. Derfor vil vi også forsøge at få det standset, hvis det er juridisk muligt,« siger kommunikationsmedarbejder i Lego, Thomas Reil.
Det er film som Rick & Steve – The Happiest Gay Couple in all the World«, der indeholder eksplicitte sexscener mellem mandlige Legofigurer, som har udløst den skarpe reaktion fra Lego. »Det er absolut ikke i overensstemmelse med vores værdier,« oplyser Lego.
Filmen, der med en spilletid på 25 minutter hører til de længste i genren, har vundet flere filmpriser i USA og er bl.a. blevet vist på den prestigefulde Sundance Festival.

Legoland Is Not Enough
Den mest udbredte genre blandt de nye Lego-animationsfilm, er film-parodien. F.eks. James Bond-satiren
Legoland Is Not Enough, der viser en Lego-Bond først i speedbådsræs i New Yorks havn, så i helikopter, og til sidst i en hæsblæsende jagt på ski i de franske Alper.
Eller kortfilmen One: A space odyssey instrueret af Tim Drage og Tony Mines. En pastiche over Kubricks Rumrejsen år 2001 med en Lego-rummand i hovedrollen.

Lego startede selv
Ikke alle filmene er dog ren satire. I den alvorligere ende finder man Girl, der følger en samspilsramt Lego-pige, hvis far drikker og slår Lego-mor, der til gengæld sniffer kokain.
Noget tyder på, at Lego selv har bidraget til at sætte gang i løjerne. Firmaet har nemlig selv ført klodserne ind i filmens verden.
Sidste år gik Lego i partnerskab med Steven Spielberg om at kombinere film og Lego. Det førte til lanceringen af det såkaldte »Lego and Steven Spielberg MovieMaker Set«, der kom i handlen i efteråret. Et fuldt færdigpakket filminstruktørsæt med et pc-filmkamera, en cd-rom med redigeringsprogram samt Legokulisser, Legoklodser og Legofigurer. Klar til brug for børn fra otte år og op.
Om sættets muligheder, sagde MovieMakers produktudvikler Richard L. Siegrist i forbindelse med lanceringen:
»Det er en magisk triangel: Kameraet, redigeringen af filmene og Legoklodserne. Børnene vil skabe deres egne kulisser og lave deres egne historier, som de filmer. Det er storytelling på en anden måde, og det er jo det, Lego i det hele taget handler om: At barnet er den ultimative historiefortæller.«
At børnene – eller måske snarere deres lidt ældre søskende – er opfindsomme historiefortællere, skulle hurtigt vise sig. Umiddelbart efter de første forlydender om samarbejdet mellem Lego og Spielberg begyndte de første Lego-animationsfilm at dukke op – lang tid før Legos eget Moviemaker sæt var kommet på gaden.
Man kan forvisse sig om foretagsomheden på adressen http://brickfilms.topcities.com, der rummer en større samling af de animerede Lego-film.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her