Analyse
Læsetid: 4 min.

Lillebritannien?

Lighedspunkterne mellem Danmarks nye statsminister, Anders Fogh Rasmussen, og den britiske premierminister, Tony Blair, er åbenlyse. Men Danmark bliver ikke et lille Storbritannien
6. december 2001

Det er, som om Anders Fogh Rasmussen ikke kan få lov til at være sig selv. Hvis han ikke partout skal være en anden udgave af forgængeren, Poul Nyrup Rasmussen, præsenteres han som en slags dansk kopi af Tony Blair.
Lighedspunkterne – både med eks-statsministeren og den britiske premierminister – er da for så vidt også åbenlyse nok. I Blairs tilfælde nok først og fremmest på det udvortes plan i form af et forsøg på at sætte dagsordenen og styre mediernes fremstilling. Men den slags mediemassage er nu ikke forbeholdt Tony Blair. Det kan kun folk mene, der aldrig har oplevet f.eks. Catherine Colonna, den megakontrolfikserede talskvinde for den franske præsident Jacques Chirac.
Man kan også finde et lighedspunkt i Blairs og Foghs opdagen af den politiske midte, efter at de ellers var opflasket ude på fløjene – for øvrigt forskellige fløje.
Og som Fogh fortalte pressen efter mødet med Blair i går, så er de to temmelig enige om ganske mange ting.

Så måske kan danskerne i Storbritannien under Blair finde tegn og syner på, hvad de selv kan vente fra sig statsminister Foghs side?
Måske ikke. For nok er der mange ligheder mellem de to politikere, men der lader så sandelig også til at være forskelle, hvis man skal tro de meldinger, der hidtil er kommet fra den nye danske statsminister.
Noget af det første, Fogh sagde i sin åbningstale til Folketinget var således en besyngelse af personlig frihed. Man aner den politiske oprindelse her. Blair derimod har sit fokus på fællesskabet. Her anes Blairs opvækst på det, der engang hed venstrefløjen, med dens forkærlighed for ideer om, at samfundet med djævelens vold og magt skal ændres, uanset hvad dets enkelte bestanddele – borgerne – måtte mene om det.
Blairs regering kan faktisk slet ikke lide for meget individuel frihed. Man ved aldrig, hvad sådan nogle personager kan finde på, hvis de får smag for den slags. Det stålsatte fokus på samfundets forrang kan bl.a. ses i den seneste terrorlovs bestemmelser om internering – altså tilbageholdelse – af mistænkte uden rettergang. Eller lokale myndigheders muligheder for at give børn og unge udgangsforbud efter et bestemt tidspunkt om aftenen. Eller muligheden for at give forældre bøder, hvis deres børn ikke læser lektier. For nu blot at nævne et par eksempler.
Man kan måske sige, at hos Fogh har man frihed til at gå i hundene, hvis man vil. Det har man ikke hos Blair.

Der er også forskelle, der ganske enkelt har oprindelse i den forskellige baggrund, som de to lande har. Hos Blair er der lige nu f.eks. fokus på investeringer i offentlige goder såsom skoler og sygehuse. Det er der sådan set også hos Fogh. Men Blairs Storbritannien starter fra et helt andet – udsultet – udgangspunkt end Foghs Danmark. Og Fogh synes at være længere fremme end Blair med ideer om at inddrage private hospitaler både hjemme og i udlandet i forsøget på at nedbringe hospitalernes ventelister.
Og hvad med Foghs fokus på de allersvageste i det danske samfund? Nu er det naturligvis svært at vurdere, hvad han egentlig mener med det, på et tidspunkt hvor den nye regering dårligt nok har vænnet sig til de nye ministertaburetter. Men skal man tage Fogh på ordet, kommer der nyt fokus på de udstødte i samfundet. Det er en opgave, som Blair ganske enkelt ikke har løftet. Gabet mellem rig og fattig er vokset under hans New Labour.
Det kan muligvis skyldes, at Blair-regeringen i den grad har fokuseret på at få f.eks. beskæftigelsesstatistikkerne til at se – endnu – pænere ud, at aktiveringstiltagene først og fremmest har rettet sig mod dem, der var nemmest at få i arbejde. Dermed er de aller-allersvageste fortsat med at være svage.
Foghs fokus på de ældre i samfundet kan muligvis også vise sig at blive ganske anderledes end Blair-regeringens nærmest laden hånt om pensionisterne, bortset fra lidt håndører til varmeregningen.
Til gengæld har de to politikere formentlig en ret ens tankegang om et velfærdssamfund, hvor f.eks. fattigdomsfælden ikke klapper, når man går fra arbejdsløshed til et job. Her har Blair-regeringen med en vis succes finjusteret skatte- og bistandssystemet, så f.eks. diverse tillæg ikke mistes på én gang, når man får arbejde. På EU-politikken har de to politikere også i store træk de samme ønsker – og i et vist omfang samme problemer.

Hvad angår asylansøgere har Blairs Storbritannien også været barsk. Men på det seneste er der dog sket en vis opblødning. For eksempel er det nu opgivet at give asylansøgere bistand i form af kuponer, de så kunne købe bestemte ting for – typisk madvarer – i supermarkederne. Nu skal de igen have almindelige kontanter i hånden, som de så kan købe for, hvad de vil. Og Blair har indtil videre ikke forsøgt sig med så aktiv – for ikke at sige brutal – en integrationspolitik, som Fogh har ambitioner om.
Nok har Anders Fogh Rasmussen formentlig ladet sig inspirere endog ganske meget af Tony
Blairs metoder. Men hvad angår den politik, han ønsker at føre, er der på helt sædvanlig vis både ligheder og forskelle.
Det kan godt være, at den politiske diskurs i Danmark er blevet Blairificeret. Men Danmark bliver ikke et lille Storbritannien. Om det så er godt eller skidt, vil afhænge af øjnene, der ser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her