Læsetid: 5 min.

Livet som teater

For særpræget til at blive efterlignet, for vellykket til at blive overgået – repremiere på den legendariske ’Paradisets børn’, en af fransk films funklende skatte
21. december 2001

(2. sektion)

Repremiere
Paradisets børn fra 1945 regnes af mange for det største værk i fransk filmhistorie. Hvad man med sikkerhed kan sige er, at den tre timer lange film var nationens til dato dyreste og mest ambitiøse – en selvbevidst kraftpræstation og en trodsig udfordring til middelmådigheden.
Fransk film blomstrede op, efter at tyskerne i 1940 indtog Paris og bragte finanser til en filmproduktion, der var i konstant krise. Paradisets børn er den modne frugt af en rig besættelsestidsproduktion, der både udfoldede sig i Paris og ved Rivieraen i Nice under Vichy-styrets auspicier.
Fransk film fra 1940-44 er altså et mærkeligt eksempel på de stimulerende virkninger, der kan ligge i begrænsningen af den kunstneriske ytringsfrihed.
Og endnu en bekræftelse af, hvor dybt afhængig filmkunsten er af materielle vilkår.

Store skuespillere
Med Paradisets børn opbyggedes et filmisk flagskib, der skulle vise verden – og ikke mindst de selvsikre amerikanere – hvad nationen formåede, når de ypperste talenter på alle fronter slog sig sammen om at lave en film, der forenede det bedste i landets folkelige og litterære traditioner.
Heldigvis er der ikke tyske penge fra besætternes filmselskab Continental investeret i filmen. Men det hører med til historien, at projektets drivkraft, den unge instruktør Marcel Carné, ved Besættelsens start ikke flygtede fra landet som sine celebre kolleger Jean Renoir, René Clair, Julien Duvivier og Jacques Feyder, men blev i Paris og skrev kontrakt med det tyske produktionsselskab Continental – uden dog at lave film for dem. Gemytterne var alligevel for forskellige.
Den ambitiøse, filmbesatte Marcel Carné foretrak Gudskelov at genoptage kontakten til sin faste manuskriptforfatter, digteren og teatermanden Jacques Prévert, der var flygtet til Sydfrankrig, og med hvem han allerede havde skabt klassikere som Tågernes kaj og Og ved daggry.
De to lavede først den historiske Aftengæsterne (1942), der kan tolkes som en allegori om Hitler-tiden. Og derefter foreslog skuespilleren og teaterlederen Jean-Louis Barrault en historie om en af fransk teaters legendariske skikkelser, den folkekære mimiker og hvide klovn Baptiste Debureau, der skabte sit ry på Paris’ menneskemyldrende teater- og gøglergade Boulevard du Temple i 1800-tallets første halvdel. Her opførte man primitive melodramaer, cirkusforestillinger og dukketeater, mens den ’fine’ teaterkunst opførtes i mere stive rammer på Théâtre Francais.
Og så blev alle kræfter sat ind på – med en blanding af facts og fiktion – at genskabe en glorværdig teaterperiode, hvor Baptiste, spillet af Barrault, og den fejende flotte karaktér- og helteskuespiller Frédérick Lemaître oplever kærlighed og kunstudfoldelse i tæt forening og sprænger alle rammer med deres optræden.

Folkets boulevard
Med dødsforagt for begrænsningerne i besættelsestidens mangelsamfund, opførte Carné og hans smågeniale filmarkiktekt Alexandre Trauner (der som jøde måtte arbejde under dæknavn!) filmens hoveddekoration Boulevard du Temple i Nice-studiet, og befolkede gaden med 1.300 statister, deriblandt en gruppe dværge, der for perspektivvirkningens skyld blev anbragt bagest i billedet.
Og det er i Boulevardens folkemylder, filmen begynder og ender.
Baptiste møder vi som hvidsminket, hvidklædt ’tosse’ foran et af teatrene, tilsyneladende sunket helt ind i sig selv. Men da en af tilskuerne, den underskønne Garance, med urette anklages for et lommetyveri, kommer der liv i den passive hvide klovn. Han mimer på stedet hele
tyveriforløbet, som han så det, og afslører derved den sande forbryder. – »Mimikeren Baptiste er i Jean-Louis Barraults fremstilling den eneste skildring af en kunstner, der på lærredet til fulde har overbevist mig om det geni, han påstås at have,« skrev den berømte amerikanske kritiker James Agee efter filmens USA-premiere.
Herefter rendyrker Baptiste sin uskyldshvide Pierrot-figur. Han opnår enorm folkeyndest, men erotisk forbliver han uforløst. Han er drømmeren, der sætter kvinden på piedestal og bestandigt må søge det ideelle. Vennen Frédérick er hans modsætning, både som kunstner og menneske. Mens Baptiste er det stumme sprogs mester er Frédérick (Pierre Brasseur) ordets virtuose behersker. I ét og alt en udadvendt figur, ikke så lidt af en paradeskuespiller og meget af en charmerende egoist.

Hvilken kvinde!
Når Baptiste, og til sidst også Frédérick, udvikler sig til store kunstnere, skyldes det frem for alt inspirationen fra deres livs store kærlighed.
De er nemlig begge forelskede i Garance – en af de store betagende kvindefigurer i fransk film, spillet af det mytiske fænomen Arletty, der i en alder af 47 år formår at være noget nær alt for alle mænd – menneskelig og ophøjet, blid og stolt, snart ingenue, snart sortsløret Marlene Dietrich, snart månesval gudinde. Alt sammen med den dæmpede, indlevede selvfølgelighed, der afslører den store filmskuespiller, som forstår at holde på sin gåde – der er hele tiden noget uforklarligt tilbage.
At samme Arletty, mens filmen blev optaget, havde en intens affære med en tysk officer og efter befrielsen fængsledes og derefter idømtes husarrest som forræder, er bare en del af myten om denne mærkelige skuespillerinde, der begyndte som komedienne og toppede sin karriere som den homoseksuelle Carnés forædlede muse.
Hverken Baptiste eller Frédérick kan gribe den store kærlighed, men omsætter dens følelser i kunst. De er på bunden naive, ’paradisets børn’ – en titel, der dog ikke kun går på dem, men også på deres galleripublikum fra Boulevarden på den øverste balkon, der kaldes ’paradiset’.
Faktisk lever både Baptiste og Frédérick deres egentlige liv på scenen, først som markedsgøglere, siden som ’fine’ og anerkendte.
Men de mister aldrig helt kontakten til det folkelige publikum, der er deres eksistensberettigelse. Fjælleboden og det fine teater er to sider af samme sag.
På samme måde kan Paradisets børn med lige stor ret opleves som et ligefremt romantisk kærlighedsdrama og som en raffineret udforskning af spejlforholdet mellem liv og kunst.
Filmen ser livet som ét stort teater-drama – og teaterdramaet som det potenserede liv. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at filmen begynder med et tæppe, der går op – og slutter med et tæppefald.

Genial Barrault
Arletty yder den ene store skuespillerpræstation, filmens idé-udklækker Jean Louis-Barrault den anden. Vidunderligt plastisk og mimisk udtryksfuld som den hvide tragi-klovn, intenst beåndet som mennesket Baptiste, et ægte uskyldsvæsen, der ikke kan få virkeligheden indpasset i sine drømme.
Barrault har f. eks. en kort og i mine øjne genial scene, hvor han under en optræden pludselig opdager kærlighedsforholdet mellem Garance og vennen Frédérick. Her er en renfærdig smerte, der i poetisk syrke kun kan sammenlignes med de store bevægende øjeblikke hos Chaplin.
I sådanne øjeblik bliver Paradisets børn i sandhed paradisisk smuk.

*Paradisets børn. Instruktion: Marcel Carné. Manuskript: Jacques Prévert. Fransk. (Repremiere 25. dec. i ny og nytekstet kopi i Gloria)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her