Højholt-kult
Også i gamle dage med oliekrise, Fremskridtsparti, Abba, Sorte September, Dansk-top, Watergate og billøse søndage fandtes der kultfænomener. Det kaldtes de bare ikke. Man havde endnu ikke sat navn på fænomenerne, som derfor fremstod om muligt endnu mere hemmelige og forjættede. Nogle af disse prækultfænomener opbevaredes på dertil indrettede biblioteker, således også en oldgammel kultisk forekomst betitlet Digte. Dem kunne man låne i spandevis, uden at nogen løftede øjenbryn.
Således kom denne signatur i kontakt med Per Højholts forfatterskab og hans dengang så typografisk provokerende udgivelser. Uden at fatte en brik gik de rent ind på grund af bizart skægge formuleringer, der tiltalte det center, hvor den tjaldede Monty Python-humor sidder. Underkastet pubertetens fysiske forandringsproces gav en linje som hans krop med celler i vokser ikke til mere henry rigtig god mening. Jo, jeg havde fået fat i Turbo. Den med ham Henry ind i landskabet, som i ét væk bukker og takker og går ud. Det har siden undret mig at det var muligt at spejle sig eksistentielt i denne legesyge digtning, men også jeg boede i en enorm anonym kommune på skrå og følte mig i høj grad som et halvt halvmodent vedhæng til moderkloden.
Fantastisk lytning
Engang sidst i 70erne fandt jeg så pladen Turbo til en 20er, et projekt, hvor udvalgte tekster fra digtsamlingen læses op af digteren med efterfølgende lydbehandling og -manipulation ved Peter Kristensen og Clemens Johansen, under den præcise genrebetegnelse space-fic-tion. Da jeg dengang periodevist var nærmest lammet af hashrygning, stod lytning stærkere end læsning i det daglige, mere end ti år efter sin undfangelse lød pladen mere moderne end så meget, der var oppe i tiden. Og så var den skæg.
Som én af mine halvdelikvente bekendtskaber spontant udbrød fra sin ryge-
madras efter et påtvunget møde med Turbo: »Jeg hader ellers digtere, men ham dér er jo sjov!« Nu kunne vedkommende snildt betegnes som et motorisk nul pibende langs tangenten i sok og faldaske, men digterens stemme teknisk bearbejdet og manipuleret, men dog sært neutral og hans ord rytmiske, besværgende, balancerende et sted mellem spontanitet og beregning, mellem meningsløshed og system, mellem orden og opløsning nåede kroppen via øret.
Tilbage til Turbo
En række electronica-, hiphop- og rockkunstnere udsendte for nylig Tilbage til Turbo på ExLibris grundlæggende en art litterært remix-projekt af svingende kvalitet. De medvirkende fik frie hænder i forhold til den oprindelige space-fiction og fristende har det vel været at hælde lortet i en sampler og så ellers køre derudaf. Men stærkest virker dog Steffen Brandts og Halfdan Es musikalske, men tekstligt trofaste genfortolkning af den udødelige »Henry ind i landskabet«, omend også Tue Tracks »Det rokkende Turbo« og et par spor til holder.
Nu havde de medvirkende så besluttet at lave et show i Lille Vega i København, hvor de ville opføre deres bidrag, hvilket løftede materialet op i en anden sfære. Det fyldte koncertsted havde tiltrukket såvel litterære æggehoveder som mere skumle hiphop-typer, og vi blev ikke kun spoleret med performances fra et bredt musikalsk spekter, men også forkælet med øjeguf i form af stramt redigerede og oplagt velplacerede billedcollager projekteret op på skærm bag scenen.
Dansk litteraturs mest belæste tju-hej-her-kommer-jeg-drengerøv, Lars Bukdahl himself, var indforskrevet som showmaster. Rap i replikken trykkede han sine af Højholt-citater sprængfyldte introduktioner af med noget nær hiphop-attitude, mens diverse fiktioner fra det højholtske oeuvre inddrogedes som medværter. Bukdahl benyttede sig i vid udstrækning af et sprog som i dejsende opspring fra nulhuller bryder gennem solsikkens bid, hvilket mange satte stor pris på.
Grammofonisme
Bjørn Svin denne aften kaldet Christiansen åbnede ballet med såvel sit bidrag til pladen som et enkelt, næsten banalt, men smukt instrumentalnummer. Han efterfulgtes af Johnny Sølvguitars åbenlyst Residents-inspirerede spex-performance, før tre branddygtige DJs satte turbo på Turbo. Funky, begavet og medrivende leverede de et afvekslende mini-sæt med kreativ scratch og heftige beats foran en visuel lyst-
vandring i hvad der lignede
et computeranimationsprogram for arkitektstuderende. I hælene derpå dukkede Tue Track op og gav sammen med en kollega en forbløffende ekvilibristisk opvisning i grammofonisme.
Efter en pause dukkede Steffen Brandt og Halfdan E op førstnævnte havde til lejligheden begået et ikke ueffent hyldestdigt til Højholt, bygget over riffet Man skyder ikke John Lennon i Herning/ man hylder ikke sine digtere i Danmark, hvilket vakte stor lykke. Så gav duoen deres Henry-hit, og det kunne vi også godt lide. Efter en lang pause hvor der dog vistes et rigtig godt dokumentarprogram med en sprudlende Højholt, der fortalte om sin opvækst i Esbjerg med næsten provokerende entusiasme trådte et rockband op på scenen og brød magien med en med ét fordoblet lydstyrke samt et show, der ligesom hidrørte fra en anden verden. Vi havde i hvert fald fået nok løjer kommers og fekundik og styrede rask mod udgangen med et veltimet og veltilrettelagt superlyd-og-billed-show bag os og sekunderne flosset op som vat. Not bad. Not bad at all, Henry din lort.
*Tilbage til Turbo. Diverse kunstnere. Lille Vega, onsdag
