Læsetid: 21 min.

Lyden af forstæderne (1)

Det er 25 år siden, at ABBA vandt det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen »Waterloo«. Disse fire spektakulært uglamourøse og nærmest skræmmende almindelige svenskere vil ikke slippe sit tag i det pladekøbende publikum. Men hvor kom disse to ægtepar fra og hvad lavede de egentlig, før de i 70’erne for altid sprængte rammerne for svensk popmusik? Klaus Lynggaard er guide på en tur i ABBA-mania
24. december 2001

Det er 25 år siden, at ABBA vandt det Europæiske Melodi Grand Prix med sangen »Waterloo«. Disse fire spektakulært uglamourøse og nærmest skræmmende almindelige svenskere vil ikke slippe sit tag i det pladekøbende publikum. Men hvor kom disse to ægtepar fra og hvad lavede de egentlig,
før de i 70’erne for altid sprængte rammerne for svensk popmusik? Klaus Lynggaard er guide på en tur i ABBA-mania

1. Jeg havde en ven, som blev skør. Kukkeluk. Gakgak. Fis i kasketten. Og så videre. Det fornemme var, at han blev skør af kærlighed. Det triste var, at det var vældig trist. Nu foregik det i senhalvfjerdserne, hvor vi stadig havde et romantisk forskruet forhold til det at være gal. Bl.a. fordi vi havde set Gøgereden og læst Laing. I realiteten var det jo slet ikke sikkert at det var de gale, der var noget galt med, vel? Det gode ved halvfjerdserne var jo, at det hele var samfundets skyld. Det dårlige var, at det var det ikke. Ikke kun, i hvert fald.
Hans fuldstændigt uopnåelige udkårne lignede Agnetha Fältskog – den ene af sangerinderne i ABBA – til forveksling (blondt hår, flot røv og kartoffeltud), så da han kom slæbende med ABBA-lp’en Arrival, gik jeg ud fra at det var for at ligge og glo på coveret og sukke. Det var det også. Men ikke kun… han spillede den i tide og utide og da vi netop var sammen i tide og utide, blev jeg udsat for langt mere ABBA end tilfældet ellers ville have været. Især fordi det var 1978, punk was the thing og hjemme stod den officielt på Iggy, Pistols, Costello og Blondie. I sandhedens interesse har jeg aldrig kunnet nøjes med en genre, så den stod også på Hendrix, Howlin’ Wolf, Bee
Gees, Coltrane, Eno og Fleetwood Mac, men fuck nu det. Pointen var at ABBA var et no-no. Tys-tys. No-go. Det var en af kommercielle interesserer besudlet musik og hele den der venstrefløjsretorik, som havde præget årtiet til da, hang i høj grad ved. Musik blev ikke bedømt ud fra musikalske kriterier, men ideologiske … en del primitiv møgmusik med eksplicit politisk indhold fik ud fra nogle tågede begreber om ’folkelighed’ og ’autenticitet’ lov til at sætte dagsordenen, mens anden – ofte fin – musik blev skyllet direkte ud med badevandet. Æstetik var et bandeord. Måske derfor det her i 90’erne har været så fascinerende at gå på strandhugst i årtiet og fremdrage det ene oversete mesterværk efter det andet.
ABBA kunne slet ikke nævnes positivt i nogen sammenhænge … der var dømt kitsch, pop, pap, fup, fidus og laveste fællesnævner, før man kunne nå at sige Ab! De unge venstreorienterede hadede dem med en passion, der var en bedre sag værdig. De ældre kulturradikale foragtede dem. Højrefløjen var stadig til salmer og fædrelandssange. I punkmiljøet var de fuldstændig uacceptable. Faktisk nærmest et skældsord.
ABBA … det var sådan noget, man hørte ude i de forstæder, der i løbet af 60’erne og 70’erne skød op omkring København, Århus, Odense, Ålborg og enhver større provinsby med vokseværk. Det var sådan noget damefrisører og bankfunktionærer dansede til, når de havde fået nok rom-og-cola at drikke. Det var grisefest, pufærme, ferie-på-Mallorca, farve-tv, svenskerhår, møbler-i-imiteret-læder, rejecocktail, gabardinebuksemusik. Musik for den ’uoplyste’ del af arbejderklassen – som af uransagelige årsager ikke tændte på Benny Holst & Arne Würgler – og den lavere del af middelklassen.
Musik for folk i de forstæder enhver med forstand i hovedet flygtede skrigende fra, hvis blot den mindste mulighed bød sig. Dem i de splinternye parcelhuse og nyopførte betonbunkers, som en gang for alle ændrede det danske landskab. Dem hos hvem mangelen på revolutionær bevidsthed ærlig talt lod noget tilbage at ønske. De hørte ABBA. De dansede til ABBA. De hørte Arrival.
Men det gjorde vi altså også. Tit, som sagt. Og det var en mærkelig oplevelse. Noget af det var hamrende uimodsigeligt godt. »Knowing Me, Knowing You« var og blev, uanset ideologisk ståsted, en fabelagtig komposition på niveau med mestrene Burt Bacharach & Hal David. »In these old familiar rooms children would play/ Now there’s only emptiness, nothing to say …« Alene tematikken – en skilsmisse med børn involveret. Det var sgu’ et noget voksent emne for brug-og-smid-væk-teenage-popmusik.
Også golddigger-oden »Money, Money, Money« var strukturelt fiffig af en gemen popsang at være med sine kabaretrødder og snedige opbygning. Og så var der selvfølgelig discoklassikeren »Dancing Queen«, af mange – men ikke mig – betragtet som ABBA’s måske bedste sang. Og selv om den måske nok er den kendteste, er den dog langt fra den bedste. Til gengæld er den det optimale eksempel på noget af det allermest karakteristiske ved ABBA: Frida og Agnethas helt specielle klang, når de synger de ofte uforglemmelige melodilinjer i en Andersson-Ulvaeus-komposition unisont. Med lige et pikant strejf af svensk accent … hvilket er mere sexet end en dansk ditto, beklager, men sådan er det. Engelsk med lige en dash svensk i er lige til at få stådreng af, hvis man er i det hjørne.
Der var de mere nede-på-jorden-agtige ting: Balladen »My Love, My Life«, en fin showcase for Agnethas stemme, hvor »Dum Dum Diddle« lød som en genialt-stupid fusion af glamrock og svensk folkemusik og alt i alt holdt side et. Men på side to dukkede der noget weird shit op, såsom det prøjserrytmiske rocknummer »Why Did It Have To Be Me« – trods mange forsøg formåede ABBA ikke rigtig at rocke, selvom de med det efterfølgende meget fine »Tiger« kom tæt på – eller det rene Spies-rejse-grisefest-tonale »That’s Me« … svære at sluge lige meget hvad.
Her var der ikke langt til den foragtede dansk/svensktop og man forstod hvorfor visse elementer kunne have svært ved at sluge en kamel som
ABBA. Det lød sgu’ plat. Og hvad skulle man stille op med sækkepibeklangene på det afsluttende titelnummer, der nærmest dryppede af svensk folketonemelodik?
Hvad var det for mennesker, der kunne brillere genialt det ene øjeblik og skrabe bunden det næste? I sandhedens interesse – det virkede ikke særligt interessant, egentlig. Uden at sætte det på ord, var der noget over de der to ægtepar med en gennemsnitsalder tæt på de 30, som tilsammen udgjorde ABBA, der signalerede at de næppe var verdens mest spændende personager.

2

.Björn Ulvaeus fødtes den 25. april 1945 og voksede op i det pittoreske Västervik i Småland. Hans bådebyggende far gik fallit, da Björn var fem, men fik kort tid efter arbejde på sin brors papirfabrik og Björn og hans søster voksede op i trygge middelklassekår, mens de
gode tider i 50’ernes Sverige bare blev bedre og bedre. Forældrene satsede på, at Björn skulle blive en førsteklasses bådebygger, men han hævdede senere i livet, at han fik det meste af skoletiden til at gå med at skrive digte i margenen af sine kladdehæfter, mens han dagdrømte. Ikke desto mindre fik han altid fine karakterer.
Hjemmet var ikke specielt musikalsk, men der var en radio, hvor det ind i mellem programmer med mere eller mindre ’seriøs’ klassisk musik var muligt at lytte datidens popmusik, de såkaldte schlagers. Ordet ’schlager’ er af tysk oprindelse og betyder egentlig bare ’hit’ eller ’popsang’, men det karakteristiske ved schlagermusikken er, at den er renset for påvirkninger fra amerikansk jazz og rhythm & blues, og i stedet har sine rødder i tyske militærmarcher, østrigske operetter, italiensk og østeuropæisk folkemusik og den franske chanson. I Sverige tog genren også farve af den lokale, traditionelle folkemusik. Schlagermusikken blev Björns første kærlighed, og han erindrer den triste for nu ikke at sige røvsentimentale »Vildandens Sång« med Thory Bernhards fra 1952 som det gennembrud, hvor han indså at musik kunne kommunikere mere end nok så mange ord. Han græd i hvert fald som pisket over den sørgelige historie om et andepar, hvor andrikken nakkes af en jæger.
Men det var da skiffle-boomet ramte Sverige i 1957 at han for alvor blev tændt; ja, hans entusiasme var så stor at hans forældre forærede ham en akustisk guitar i 13-års fødselsdagsgave. »Den lykkeligste dag i mit liv«, sagde han senere. Han kom med i sin fætters skifflegruppe, efter at have lært sig de første rudimentære akkorder og samtidig ramte rock’n’roll Sverige.
Men uden sprogforståelse nok til at opfatte hvad teksterne egentlig handlede om, blev genren blot betragtet som en primitiv afart af jazzen, som langsomt havde fået tilkæmpet sig respektabilitet. Som Björn erindrer det, skelnedes der ikke voldsomt mellem Elvis Presley og Paul Anka, og han kastede sig i stedet over tidens tradjazz-dille. Som 16-årig blev han medlem af orkesteret The Partners, hvor han mødte Hansi Schwarz, en ung mand, der var besat af den mere kommercielle del af tidens amerikanske folkemusikbølge, især The Kingston Trio. Det blev et vendepunkt for den unge mand, som aldrig tidligere havde turde tænke på musik som en karrieremulighed.
Da Beatles bragede igennem i Sverige i 1963 ignorerede West Bay Singers, som de nu kaldte sig, fuldstændig den nye trend, og da de meldte sig til en musikkonkurrence i Norrköping i 1963, stillede de op med et repertoire, udelukkende bestående af amerikanske folkesange. Dette førte til en placering i finalen og omtale i aviserne. Der blev gruppen spottet Bengt Bernhag, som sammen med Stig Anderson netop havde lanceret pladeselskabet Polar Music. Sidstnævnte tog turen ned til Västervik og hørte gruppen – og kunne lide det han hørte. Bernhag og Anderson omdøbte gruppen til The Hootenanny Singers – »det værste navn noget band nogensinde har haft«, ifølge Björn, som tilføjede: »måske med undtagelse af ABBA« – og skrev kontrakt med gruppen. De næste 10-12 år var Hootenanny Singers et af Sveriges populæreste orkestre, som uden nogensinde helt at forlade rødderne i amerikansk folkemusik, viste sig som et særdeles alsidigt ensemble. Gennem ufattelig mange pladeindspilninger, og så mange turneer rundt i de svenske folkeparker, at det syntes uvirkeligt, opnåede Björn fortrolighed med alle aspekter af musikbranchen, inklusive de lidet glamourøse, men nok så praktiske sider af sagen såsom publishing og lignende. I processen opdagede han endvidere, at han besad et vist sangskrivningsflair, og med årene fremstod han i stigende grad som gruppens leder. På en af Hootenannys Singers mange folkeparksturneer mødte han sågar sin tvillingesjæl, en vis Benny Andersson, medlem af Sveriges svar på The Beatles: The Hep Stars!
3

.Første gang vi virkelig bed mærke i ABBA, var da de vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix i Brighton, England. Datoen var den 6. april 1974 og min umiddelbare reaktion var »at den dér køber folk ikke. Så dumme er de sgu heller ikke«.
Som hoven, bedrevidende og revolutionært bevidst ung mand med hår til midt på ryggen, kunne jeg ikke for min død tage synet af de der fire lalleglade svenskere i deres pseudoglam-kostumer. Heller ikke selve vindermelodien »Waterloo« sagde mig stort. Især irriterede den der vulgære brug af tenorsax mig helt vildt. Den dag i dag har jeg svært ved at holde af sangen, som langt fra er blandt ABBA’s bedste. Men den satte dem på landkortet. Det kan være illuminerende at lytte til albummet af samme navn. Det er ret rædselsfuldt. Udover den ferme pigegruppepastiche »Honey Honey« og et par ferme ballader er det en temmelig intetsigende omgang stilistisk strittende papmusik. Man forstår til fulde, at samtidens kritiske sjæle havde svært ved at tage foretagendet alvorligt. Og så stiger det sært oversete »My Mama Said« alligevel frem af moradset – her kan man nærmest med et klonk høre den senere så berømte ABBA-lyd falde på plads. Her foregriber de begivenhedernes gang med et par år – nummeret er simpelthen for sofistikeret til perioden. Og peger frem mod det raffinement, der i stigende grad skulle komme til at præge såvel kompositioner som produktion og arrangement. Og det er værd her at slå et slag for at Björn Ulvaeus hen ad vejen udviklede sig til en meget voksen og ferm tekstforfatter. Men ikke på Waterloo!
Retrospektivt kan man godt se, hvordan ABBA nærmest var prædestinerede til at vinde: Der havde aldrig været en vindermelodi, som bare tilnærmelsesvist rockede – eller det der lignede – og tiden var ved at være moden til at Melodi Grand Prixet lagde 50’erne bag sig og anerkendte, at der var kommet nye boller på den populærmusikalske suppe. Men samtidig sang den få år tidligere så vitale glamrock på sidste vers, og i min omgangskreds havde vi så småt udskiftet det stjernebesatte cowboytøj med parkacoats, piber og postulater om den progressive rocks fortræffeligheder. ABBA var yt, før de overhovedet var in, og sådan var det bare. Som de fleste Grand Prix-vindere kunne man gå til ro med fortrøstningen om, at de året efter var glemt af alle, på nær måske af Jørgen Mylius og en flok svagpissere ude på Lars Tyndskids marker, som mente at Melodi Grand Prix – som Danmark ikke engang måtte deltage i, da venstreorienterede kræfter indenfor den dengang så snævre medieverdenen havde sat foden ned og frivilligt ekskluderet nationen fra dette tragikomiske foretagende – var Guds gave til musikelskeren.

4

. Göran Bror Benny Andersson fødtes den 16. december 1946 og voksede op i den da topmoderne Stockholm-forstad, Vällingby, der dengang blev betragtet som en triumf for den gryende velfærdsstat. Hjemmet var gennemsyret af musik, og Bennys første store idoler var hans far og farfar, der begge passioneret dyrkede traditionel svensk folkemusik på trækharmonikaer. Som seksårig fik han sin første harmonika, og optog så at sige ved osmose den svenske folkemusiktone ved at lytte til sin farfar. Snart optrådte tre generationer Anderssons sammen til folkedansarrangementer, og hele livet igennem bevarede Benny sin kærlighed til traditionel svensk musik. Derudover var han en glad dreng, som elskede at drille andre – især i form af ind i mellem noget grovkornede practical jokes, så som at lægge slanger i sin søsters seng.
Da Benny var 12, fik familien endelig råd til et klaver, og han erindrer at have tilbragt det meste af sin tidlige pubertet ved tangenterne … ikke fordi han skulle, men fordi musik var det bedste han vidste. Han husker tydeligt sine to første pladekøb: »Du bist Musik« med den italienske schlager-sanger Caterina Valente, lå i forlængelse af den musik familien Andersson lyttede til i hjemmet, mens »Jailhouse Rock« med Elvis Presley fascinerede ham »fordi det var en lyd, der lå så langt fra folkemusik og schlager, som det var muligt at komme«… Rock’n’rollen revitaliserede den svenske pladeindustri, og snart dukkede lokale Elvis-kloner op.
Benny begyndte at hænge ud i den lokale ungdomsklub, hvor de andre rødder opdagede, at den glade dreng kunne spille klaver, så det slog gnister. Da den 14-årige Benny i 1961 henvendte sig til den lokale teatergruppe for at høre om de havde brug for hans evner, faldt truppens 17-årige leading lady, Christina Grönvall, øjeblikkeligt for ham. Trods aldersforskellen blev de et par, og kort før Bennys 16-års fødselsdag kunne hun så fortælle ham, at han skulle være far. De blev øjeblikkeligt forlovet, men Benny – som efter grundskolen var kommet i lære som bygningsingeniør – blev ikke anset for moden nok til hverken ægteskab eller faderrolle af omgivelserne, så det blev besluttet, at Christina alene skulle opdrage deres fælles søn, mens Benny drog med sine forældre til deres nye lejlighed i Stockholms centrum.
I efteråret 1964 fyrede det lovende pigtrådsorkester The Hep Stars – som allerede havde udsendt en single! – deres organist, fordi han udeblev fra et job. Gruppens sanger, Svenne Hedlund, kom i tanke om en ung fyr han havde hørt spille i Vällingby, og ved gudernes velvilje fik de opsporet denne Benny. Allerede den første aften han spillede med dem, vidste de, at han besad noget, der ellers ikke kendetegnede Hep Stars vildt: Musikalsk kompetence! Med Benny ombord – der gik lige nogle måneder før hans hår havde fået den rette Beatles-længde, men ellers passede den drillesyge organists temperament perfekt til gruppekemien – gik det stærkt for Hep Stars. Efter en tv-optræden i marts 1965 strøg deres version af Vince Taylors »Cadillac« til tops på de svenske hitlister. Forklaringen var ifølge den pragmatiske Benny, at Hep Stars »havde noget intet andet svensk band havde, nemlig et sceneshow. Vi var skægge at se på, når vi for rundt på scenen og rystede hårmankerne«. Ellers havde han ikke høje meninger om sit orkester, for – som han retrospektivt bemærkede – så »var vi ikke noget særligt at lytte til«.
Efter en stribe singlehits med coverversioner, fik gruppen flak af pressen for ikke at skrive deres eget materiale, ligesom The Beatles og især Tages – deres største hjemlige konkurrenter – gjorde. Det kunne gruppen ikke have siddende på sig, og Benny trak sig tilbage og skrev »No Response«, en besynderlig konstellation, hvor verset lyder som om det stammer fra 50’erne, mens omkvædet har en distinkt 60’er-fornemmelse. Publikum var ligeglade og den blev et stort hit, efterfulgt af yderligere to Andersson-forfattede hits i ’66, »Sunny Girl« og »Wedding«. På samme tid opdagede Benny gennem en ældre bekendt klassisk musik, hvilket skulle føre til en livslang kærlighedsaffære med komponisten J.S. Bachs musik – en påvirkning, som igen og igen kolorerede de sange, han spyede fra sig de næste 20 års tid. Andre påvirkninger fra perioden, der skulle følge Benny livet igennem, var vokalgruppen The Beach Boys avancerede harmonier, og den amerikanske producer Phil Spectors grandiose studiekreationer for grupper som The Ronettes og The Crystals.
Alle de elementer, der senere skulle gøre ham til en af verdens mest distinkte popkomponister, var således faldet på plads, før Benny var blevet 20: Svensk folkemusik, europæisk schlagertradition, amerikansk 50’er-rock, barokmusik, beach boyske vokalharmonier og Spectors wall of sound-produktioner udgør essensen i hans kompositoriske palette – tilsat Bennys egen rige melodiske fornemmelse, og ofte klichenedbrydende tilgang til sangskrivning. Desværre var hans tekster ikke bare noget hø, de var skrevet på et hjælpeløst og fonetisk engelsk, med en utilsigtet humoristisk effekt. Et tilfældigt møde med den uofficielle leder af de næsten lige så populære Hootenanny Singers, en vis Björn Ulvaeus, i sommeren 1966 skulle dog snart løse det problem.
Også før han blev 20 gled Benny fra Christina – med hvem han nu havde to børn – og de skiltes efter en tre-årig forlovelse, der aldrig udmøntede sig i giftermål. De ekstensive og udmattende folkeparksturneer betød, at de stort set aldrig sås, og blev de fem Hep Stars aldrig millionærer, tog de rigeligt for sig, hvad angår villige kvindelige fans. Det manglede da også bare… Hep Stars karriere toppede i øvrigt i ’66, men gruppen blev sammen til ultimo ’68, hvor medlemmerne i fred og fordragelighed gik hver til sit. Men da havde Benny allerede blikket rettet stift mod en fremtid, hvor han ikke længere behøvede at drage ud på opslidende turneer, men kunne koncentrere sig om det, han virkelig holdt af: Sangskrivning og pladeproduktion. For andre, vel at mærke.

5

. Første gang ABBA fik os til at spidse ører var hen imod slutningen af 1975, da »SOS« hærgede alverdens hitlister. Jo, det var de samme fire kvaboddere, der året før havde vundet Grand Prix med den landehærgende »Waterloo«, men selv – eller måske især – holdt op mod Emerson, Lake & Palmers
seneste tredobbelte lp, var det svært at benægte at det var et fermt stykke håndværk, man der blev præsenteret for. Ja, mere end det – Agnethas hudløse leadvokal besad lige den rette blanding af trods og sårbarhed, som forløste den smågeniale melodilinje, og arrangementet var alt andet lige rigeligt avanceret for en popsang på lige over tre minutter. »SOS« er og bliver den første store og i populærmusikalsk sammenhæng uomgængelige ABBA-komposition, selv om vi nok mente at der mest var tale om tosseheld. Den der med at »sangen er bedre end komponisterne« ligesom »digtet der er klogere end ophavsmanden«.
Jo, vi måtte bøje os – mod al sund fornuft havde det der småborgerlige svenske taberensemble skrevet en sang, man ikke kunne afvise, hvis man mente at være bare en smule musikalsk. Det blev sådan en inside-hvor-har-vi-dårlig-smag-joke i kliken, og det var dejligt provokerende at kunne hype »SOS« på upassende tidspunkter og se ens politisk korrekt, fanatisk venstresnoede bekendtskaber få et apoplektisk anfald bare ved antydningen af, at ABBA – måske ved et uheld, men alligevel – havde produceret noget, der bare antydningsvist besad en form for kvalitet. Jo, der var et stykke tid til punken, men det var allerede sjovt at drille de der 5-6-7 år ældre alvorsmænd og ditto kvinder, som allesammen gik på universet og over en kam ville omstyrte det bestående, forrående, korrupte og menneskeforagtende samfund. Også hvis der skulle benyttes forrående, korrupte og menneskeforagtende metoder.
Herregud, Baader-Meinhof var jo en slags terrorismens svar på et rockband og fordømmelsen af deres gerninger kunne i det miljø ligge på et meget lille sted. Faktisk fandt mange dem direkte efterlignelsesværdige og somme gik i en periode med planer om at kidnappe kommunens konservative borgmester…, men kunne bare aldrig rigtig blive enige om, hvilke krav der skulle stilles til gengæld for hendes løsladelse!
Heldigvis var det tilhørende album – fromt betitlet ABBA – ikke meget bedre end sin forgænger eller debuten fra ’73, Ring Ring, for den sags skyld. Det blev i øvrigt slet ikke udsendt under navnet ABBA, men under det noget mere kluntede Björn & Benny, Agnetha & Frida … ikke et orkesternavn, der ligefrem ruller af tungen, vel? Det var gruppens herostratisk berømte manager, Stig ’Stikkan’ Anderson, der fandt på det, selvom der i Sverige faktisk allerede fandtes en fiskekonservesfabrik af samme navn, som i øvrigt allernådigst gav gruppen lov til at benytte det, under forudsætning af at de ikke gjorde det til skamme! Ideen var den simple, at det skulle kunne udtales af hvem som helst i en hvilken som helst del af verden, og det må jo siges at være godt hørt. Så skide være med at de fire bandmedlemmer aldrig rigtig lærte at elske det. Man kan jo ikke få det hele, vel?

6

. Anni-Frid Lyngstads mor Synni var norsk, og det man under og efter besættelsen kaldte en tyskertøs. Som mange andre unge kvinder faldt hun for en flot tysker i uniform, og da han blev kaldt hjem for at forsvare Tyskland i starten af 1945, opdagede Synni til sin rædsel, at hun var gravid. Da hun end ikke overvejede abort, var der ikke andet for end at bide tænderne sammen og håbe på det bedste, i et Norge, hvor tyskertøse blev lagt for et næsten uhørt had af de som altid voldsomt patriotiske nordmænd. Efter Anni-Frid kom til verden den 15. november 1945 flyttede befolkningen i lokalsamfundet Ballangen sit kollektive had fra mor til datter. Den af sygdom mærkede Synni tog konsekvensen, og sendte efter et par uudholdelige år Anni-Frid til Sverige i foråret 1947 i selskab med mormor Agny. Før Synni kunne følge sin mor og datter faldt hun om i sit hjem, og døde kort efter af nyresvigt, 21 år gammel.
I 1949 slog Agny og Anni-Frid sig ned Torshälla, små 100 kilometer vest for Stockholm og her voksede den lille pige op i trange, men trygge kår. Hun husker sin barndom som begivenhedsløs og Torshälla som usædvanlig kedelig. Forholdet til mormoderen var godt, men formelt, og de to kom aldrig på intim fod. Anni-Frid erindrede senere i livet, at hendes mormor aldrig udviste hende fysisk hengivenhed, og hun husker først og fremmest tiden som meget ensom. Trøsten fandt hun i musikken, først og fremmest under sommerferierne i Norge hos hendes moster Olive og dennes familie, som elskede musik og kollektivt brød ud i sang ved den mindste anledning. Som Benny, forbandt Anni-Frid siden musik med samvær, lethed og gensidig anerkendelse, og hun var den eneste i ABBA, der for alvor nød at optræde live.
Anni-Frid klarede sig godt i skolen og en opmuntrende musiklærer fik uhørt stor betydning for det kronisk usikre barn. Hun havde ry for at være velklædt – selv om det var hendes mormor, der syede alt hendes tøj – musikalsk og kvik, og selv om hun ikke gjorde sig i hjerteveninder var hun stadig populær blandt sine kammerater. Hun begyndte for alvor at synge i 12-års alderen, inspireret af sit store idol Ingeborg Nyberg, og det var i den forbindelse hun fik kælenavnet Frida. I efteråret ’58 hørte den 21-årige frisør og danseorkesterleder Evald Ek ved et tilfælde Frida synge, og som 13-årig blev hun refrænsangerinde i et orkester, hvis eneste eksistensberettigelse var at spille det folk ville høre. Dvs. en blanding af schlagers, svenske folkemelodier og amerikanske evergreens, hvilket satte hende på sporet af jazz. Hun opdagede, at hun især holdt af at synge
Cole Porters sofistikerede sange såsom »Night And Day« og »Begin The Beguine«, og for at mestre disse forholdsvist svære sange tog hun undervisning hos en operasanger de følgende par år. Da Eks ensemble faldt fra hinanden i ’61 var Frida lokalt så kendt, at hun øjeblikkeligt fik et engagement hos det teknisk set mere velfunderede Bengt Sandlund’s Big Band, som specialiserede sig i pakkeløsninger; rolig dinner-musik efterfulgt af dans eller i koncertsammenhæng, først et regulært show – inklusive gymnastikpiger! – dernæst bal. I denne periode opdagede Frida rollemodeller som Anita O’Day og Sarah Vaughan, samtidig med at hun blev eksponeret til musik af big band-legender som Count Basie, Duke Ellington og Woody Herman. Og så traf hun sin første mand, den 19-årige trombonist og tæppehandler Ragnar Fredriksson, som hun blev gravid med i foråret 1962, netop som hun var ved at gøre klar til at tage sin studentereksamen. I januar ’63 fødte den 17-årige Frida så sit første barn, men vendte så hurtigt som det var hende muligt tilbage til musikken.
Men 1963 var også det tidspunkt, hvor efterspørgslen efter de gammeldags dansebands var begyndt at falde kraftigt. Efter twist-dillen og The Beatles’ svenske gennembrud samme efterår, begyndte publikum at efterspørge en ny type orkestre, og som konsekvens heraf opløste Sandlund sit big band i samme periode. Frida flyttede sammen med Ragnar og deres barn, men det tog ikke mange uger før hun indså, at livet som hjemmegående husmor ikke var noget for hende, og hun blev sammen med Ragnar medlem af Gunnar Sandevärn’s Orchestra, en sofistikeret natkluborienteret kvartet, der mestrede alle tidens populære genrer og hits, ellers havde der ikke været noget arbejde at få. Parallelt hermed drømte hun om en solistkarriere, og meldte sig ivrigt til enhver talentkonkurrence, der bød sig, men uden det store held.
Først da hun i sommeren 1967 vandt den af Sveriges Radio arrangerede konkurrence Nya Ansikten nåede hun et publikum udenfor Eskilstuna-området, via en tv-optræden i det dengang så uhørt populære Hylands Hörna, hvilket igen førte til en pladekontrakt. Det blev til en stribe teknisk set velfungerende singler for svensk EMI, men uden den store succes… Frida lå som sangerinde langt over gennemsnittet, men hendes kølige fraseringer formåede ikke at vinde det pladekøbende publikums hjerter, selv efter en seks ugers turne i de svenske folkeparker. Hun ville dog ikke opgive sine planer om en solokarriere og var længere og længere væk fra sin mand og to børn hjemme i Eskilstuna. Til sidst gad Ragnar ikke mere sidde og vente på sin kone, og parret blev skilt i 1969, hvorefter Frida flyttede til Stockholm og overlod børnene i Ragnars varetægt.
I Stockholm arbejdede hun hårdt, men uden succes på sin solokarriere. Der var et eller andet udefinerbart ved Frida som betød, at hun ikke besad den for en popsanger så altafgørende folkelige appel. Til gengæld appellerede hun voldsomt til en vis i Sverige verdensberømt rockmusiker ved navn Benny Andersson, som hun mødte i foråret ‘69. Udover at de musikalsk ikke kunne enes – Frida var til »Moonlight In Vermont«, hvor Benny foretrak »Good Vibrations« – forelskede de sig ubarmhjertigt i hinanden, og flyttede efter få måneder sammen i Bennys popstjernelejlighed. Her mødte hun også Bennys bedste ven og sangskrivningspartner, Björn. Parret havde netop scoret deres første hit med sangen »Ljuva sextital«, sunget af Brita Borg og følte de var godt på vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu