Læsetid: 6 min.

Hvad nu, hvis en mandlig minister havde fået en baby?

Det sker jo da af og til, men hvorfor bliver de ikke mobbet, når Lene Espersen bliver det? Hvad er der i vejen med et puslebord på et ministerkontor?
28. december 2001

Qlummen
Det er synd for din baby – eller noget i den retning stod der for nogle dage siden over hele landet på B.T.’s spiseseddel. Spisesedlen viste sig at referere til vor ny justitsminister, den konservative Lene Espersen, som allerede provokerede en del mennesker ved at hoppe glad rundt og føre valgkamp, selv om hun var gravid. Lige før jul fødte hun et sundt drengebarn.
I flere aviser kunne man umiddelbart efter fødslen konstatere, at ministeren tilsyneladende er helt normal: Hun var lykkelig. Lykkeligere end hun nogensinde havde følt sig, fortalte hun. Barnevognen var i hus, og nu skulle hun og manden i sving med at indrette et børneværelse i det jyske. Så langt så godt. Langt værre gik det, da pressen begyndte at svælge i hændelsen og kombinere ordene kvindelig, minister, baby og mor. Det forlød, at der skulle indrettes et puslerum bag ministerkontoret i justitsministeriet, og så kan det nok være, at debatten tog fart i dansk presse såvel som omkring de få middagsborde, der er tilbage i familien Danmark.
For kan en kvinde, der (påstod bladene) arbejder 15 timer om dagen tillade sig at få et barn? Åbenbart ikke. »Det er synd for din baby,« som B.T. afgjorde, mens babyen lærte at sutte, og såret fra kejsersnittet endnu ikke var lægt. Ret skal være ret, men en justitsminister har tilsyneladende ingen ret til et privatliv, når hun er kvinde.

Omvendt: Er det ikke positivt, at vi i Danmark efter i masser af år at have betragtet børn som fast ejendom tilsyneladende har oparbejdet en så høj bevidsthed om børns psykiske behov, at vi – folket og folkets presse – reagerer spontant negativt, hvis nogen ikke behandler deres børn ordentligt? – Jo, det er det da. Spørgsmålet er, om de, der tillader sig at have en mening om den ny justitsminister og hendes moderskab, reelt ved en levende skid om, hvordan det er ministerens plan at tackle situationen?
Det rokker ikke ved, at vi er mange, der nødig vil være i Lene Espersens bidselsko. For af alle – babyboy inklusive – er det formentlig hende, der går glip af mest, følelsesmæssigt set. Vil hun med de lange og krævende arbejdsdage i ministeriet være i stand til også rigtigt at nyde sit lille barn – tillade sig selv at indgå i den tidsbegrænsede symbiose, som perioden med de helt små børn er? En periode, der for mange nybagte forældre udvikler sig til – kan man se bagefter – et af livets længste højdepunkter? Eller vil hun hele tiden skulle holde igen for at kunne præstere, hvad en politiker på det niveau skal i form af at være velinformeret, intellektuel skarp, beslutsom, analytisk og kreativ? Sælger hun ud af et af sit livs store oplevelser?

Jeg ved det ikke. Men mener heller ikke, at det er hverken mit, B.T.’s eller læsernes bord. En spiseseddel som B.T.’s er i den grad grænseoverskridende i forhold til, hvad man i juridiske kredse kalder privatlivets fred. Hvis Lene Espersen mener sig i stand til at være justitsminister og spædbarnsmor samtidig, så rager det hverken mig, B.T. eller B.T.’s læsere. Hun er som justitsminister folkets garant for statens sikkerhed – hun er eksempelvis som justitsminister formand for PET (Politiets Efterretningstjeneste), så jeg siger ikke, det er lige meget, om hun kan holde sig vågen. Jeg siger bare, at det er et spørgsmål, der ikke er til diskussion i offentligheden, men helt og holdent bør være en sag mellem først og fremmest justitsministeren og regeringen og justitsministeren og hendes bagland.
At vi andre så for os selv håber, at hun har et bagland, der matcher Margrethe Vestagers, den tidligere undervisningsminister, er en anden sag. For der skal nok mere hjælp til end den gymnasie-pige et par gange om ugen, vi andre havde mulighed for at organisere.

En helt anden ting – og det er egentlig det, der tricker mig allermest – er, hvorfor der (for resten) ikke er nogen, der har gøet, når mandlige ministre er blevet fædre. Jeg husker meget apropos en kostelig reportage af Bettina Heltberg, da hun fik sit fjerde barn med tidligere miljøminister Svend Auken. Han var (som sædvanlig) på vej ud af døren, idet han råber til sine kone »Stik ham lige sutten – han græder.« – Det var en pige, de havde fået denne fjerde gang…
Jeg mener også at kunne huske, at Jan Trøjborg fik barn, mens han var minister – Jann Sjursen fra Kristeligt Folkeparti fik i hvert fald, for han tog netop under megen diskussion barselsorlov. Men hvorfor er der ingen, der for alvor tidligere har sat spørgsmålstegn ved det etiske i, at mandlige ministre har fået børn? Arbejder de mandlige ministre måske færre timer end de kvindelige?
Så vidt jeg ved, er sutteflasken opfundet med det gode resultat, at ingen danske børn endnu er forgået af ikke at blive ammet. Men hvem siger for resten, at Lene Espersen ikke både vil kunne forvalte landets sikkerhed, amme og tage sig af sit barn? Vi lever altså ikke i 50’erne. Plejer er død. Nogle skal gå foran i det evige eksperiment, der er pinedød nødvendigt for at udvikle velfærden, så også kvinder (og børn) bliver tilfredse. Og hvis der i år 2002 kan indrettes puslerum bag et konservativt ministerkontor, vil jeg tillade mig at betragte det som en markant kvindepolitisk landvinding, ikke mindst hvis det betyder, at barnet kan være i nærheden af sin mor. Tænk på hvor svært det historisk set har været for kvinder at blive politisk valgt, for ikke at tale om at få tildelt ministerposter. Nu er det tilsyneladende opnåeligt for andre end bedstemødre. Flot. Kunne man ikke med større ret være forarget over de hjørner af arbejdsmarkedet, som ikke giver forældreskabet den plads, der bør have i et velfærdssamfund som vores?
Når jeg tænker på mine egne barselsperioder, var den overrumplende lykkefølelse konstant ledsaget af et praktisk ræs, der tog megen opmærksomhed fra barnet, og som jeg går ud fra, at ministeren har folk til at klare. Eftersom Lene Espersen ikke bare er valgt i Sæby, men er en begavet, viljefast og stærk kvinde både fysisk (maratonløber) og psykisk (ser det ud til), er der ingen mening i, at vi andre skal fradømme hende evnen til at klare skærene. Kunne det tænkes, at sagen er blevet en sag alene, fordi der er tale om en kvindelig minister?
Vi lader spørgsmålet stå et øjeblik.
Noget helt andet er, at det efterhånden er en udfordring at finde en grimasse, der kan passe i forhold til regeringens holdning contra praksis med hensyn til netop begrebet barselsorlov. Det er jo dog påfaldende, at ikke en af de barslende ministre, vi har set eller har udsigt til, drømmer om at tage det års barselsorlov, man har sat på den politiske ønskeseddel.
Og når man så hører, hvordan Venstre og Konservative har fået sat punktet på dagsordenen… Det skulle være noget med, at Anders Fogh Rasmussen i en bog har skrevet, at det er Venstres ønske at få en barselsorlov på et år. En journalist konfronterer ham med udsagnet, hvorefter han trækker i land og siger, at det ikke er et valgløfte, men et langsigtet ønske. Men da lokummet så brænder, og hr. spindoktor (Mikael Kristiansen, (V)) hører, at socialdemokraten Ritt Bjerregaard med flere skriver en kronik med en borgerlig familiepolitisk opsang i Politiken på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts, får spindoktoren statsministerkandidaten til at acceptere en lancering af barselsorloven i en bestræbelse på at overdøve kritikken. Men så fangede bordet altså også for partiet.

Personligt kommer jeg nok aldrig til at fatte de forestillinger, der styrer, at en kvindelig minister ikke kan tage fuld barselsorlov. Eller – for den sags skyld – at en marketingchef ikke kan gå på deltid. Ingen er uerstattelig. Selv ikke (ifølge forskningen) en spædbarnsmor. Jeg synes, at den enkelte skal foretage sit valg – uden akkompagnement af den såkaldte normalitets trættende, fordømmende undertoner. Så – bland jer udenom og lad fru Espersen klare sine egne ærter. At en minister – som det stod at læse under et debatindlæg af Lene Espersen forleden – af skræk for folkets reprimander skal føle sig nødsaget til at tilføje, at indlægget er skrevet inden, hun barslede, er bare for latterligt. Kunne man forestille sig en mandlig minister, der …

*Denne qlumme er skrevet efter, at Hanne Dams børn er blevet konfirmeret

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her