Læsetid: 10 min.

Mere aktuel end nogensinde

Villy Sørensens politiske tanker har rødder i den kunst, han var dybest beslægtet med. Hans stræben efter at ophæve sort-hvid-tankegangen er højaktuel i dag, siger to generationer af Sørensen-kendere
21. december 2001

(2. sektion)

Politik og kunst
For forfatteren og oversætteren Ulrich Horst Petersen (f. 1936) var Digtere og dæmoner (1959) åbenbaringen, siger han, også hvad Sørensens politiske tænkning angår. Horst Petersen peger på et af gennembrudsbogens afsluttende kapitler, »Velfærdsstat og personlighed«.
»Det bemærkelsesværdige var, at Villy Sørensen her stillede sig positivt over for den tanke, at staten kunne gøre noget for borgerne, samtidig med at han beskæftigede sig med myter, psykoanalyse og religion,« forklarer Ulrich Horst Petersen.
Sørensen skrev blandt andet:
»Før man anklager velfærdsstaten for sine medmenneskers åndelige død, bør man søge at skelne mellem velfærdsstatens idé og dens praktiske udformning i samfundet. Den største svaghed ved dens praktiske udformning er vistnok, at den udformes så praktisk, at det bliver for meget af det gode og derfor upraktisk, men slige praktiske besværligheder er ikke hovedsagen... Velfærdsstatens idé er – ikke at man, efterhånden som man får den alder, der kræves som eneste krav, bør have ret til undervisning og bolig, arbejde og arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension, for det følger alt sammen af ideen – men at alle bør kunne føle sig sikre som samfundsmedlemmer, hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke.«
»Det vakte betydelig opsigt i samtiden,« siger Ulrich Horst Petersen. »Normalt ville man, hvis man var optaget af kunst, religion og myter, være kritisk over for velfærdsstaten, men Villy Sørensen brød denne modsætningstankegang både i ånd og politik. Han var skelsættende ved at bryde modsætningen mellem stikordsagtigt sagt på den ene side marxisme og socialisme og på den anden jungianisme, mytetænkning osv.«
»Han satte skel.«
»Efter den første fase med de sære og ufarlige historier og Digtere og dæmoner sker der en udvikling hos ham. Hans tanker følges op af praktisk politisk arbejde i samarbejde med statsminister Viggo Kampmann og andre af velfærdsstatens politikere. Villy Sørensen prægede afgørende filosofien bag Kunstfond-lovgivningen, og på sommermøderne mellem politikere og kunstnere på Krogerup Højskole blev grunden til Kulturministeriet og Julius Bomholts politik lagt.«
(Med Hal Koch som forstander var Krogerup Højskole blevet en institution, hvor centrale figurer i efterkrigstidens politiske og kulturelle liv mødtes og knyttede personlige forbindelser.)
»Villy Sørensens tanke var, at de politiske partier, der ville noget til gavn for borgerne, var lige så truede af massekulturen og populistiske tendenser som åndslivet. Men at der mellem politikken og åndslivet var et fællesskab, som burde trækkes frem.«
31-årige Marianne Strøm Hansen, der er ansat i Kulturministeriet, uddannet i statskundskab og dansk og med speciale i Villy Sørensen formulerer det således:
»I mine øjne er det den samme stræben, der går igennem hans kunst og hans politiske tænkning, nemlig et opgør med modsætningstænkningen. Og kunsten kommer til at spille en rolle i dén stræben. Jeg mener, at kunsten for Villy Sørensen indtager en særstilling i det politiske projekt, snarere end at han skelner mellem kunst og politik. Det er rigtigt, at handling er vigtig, det er en aktiv midte, han taler om, men det skal ikke forstås sådan, at kunsten er handlingsanvisende. Derimod har kunsten en evne til at bringe læseren gennem processen med at gøre op med modsætningstænkningen. Når man fortolker god kunst, er man tvunget til at gennemgå den samme proces, som Villy Sørensen argumenterer for nødvendigheden af i politikken.«
UHP: »Måske betød spændingerne i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, at hans syn ændredes – at den utopiske side trådte mere tydeligt frem.«
– ’Oprør fra midten’ fra 1979 er da en praktisk politisk bog?
UHP: »Javist, men den er det unægtelig på en utopisk måde. Det er en utopi, at midten vil kunne gøre oprør som en hoveddrivkraft. Begrebet om den radikale midte findes også hos andre, som for eksempel Thomas Mann, men den er utopisk, fordi midten i modsætning til at være oprørsk er stedet for stabilitet, udligning og praktisk politik. Alle søger jo hen mod midten, og de gør det for at få fred og ro. At midten skulle være det arkimediske punkt er utopi i den forstand, at det er urealisabelt. Men vi har jo også utopier til at holde modet
oppe og håbet tændt.«
Marianne Strøm Hansen understreger, at det vigtige i Villy Sørensens tænkning ligger i procestankegangen.
»Det utopiske element har været der hele tiden, men Villy Sørensen har også selv været klar over, at man ikke kan nå dét punkt. Der er snarere tale om en bevægelse, man er nødt til at gentage igen og igen. Men fra Hverken Eller (1961), hvor han mener, at den intellektuelle skal holde sig til at kritisere, sker der en udvikling, hvor han forsøger at formulere alternativer,« påpeger hun.
Også Ulrich Horst Petersen ser en kontinuitet i den utopiske tænkning:
»Det er en side hos Villy Sørensen, der er der lige fra starten i Sære Historier. I sammenhæng med udviklingen i tiden og samfundet bliver den imidlertid mere og mere dominerende. Jeg vil ikke sige, at Villy Sørensen mistede tiltroen til demokratiet, men han erkender mere og mere, at en utopi er nødvendig. Man kan tale om en oprindelig moderat optimisme, der følges af en vægtforskydning, så det utopiske bliver mere fremherskende.«
– Hvor placerer du en bog som Seneca-bogen i den forbindelse?
UHP: »Den har jo undertitlen ’Humanist ved Neros hof’ og den kommer vel ind som en parallel historie til hans egen situation og den humanistiske tankes placering i forhold til magtapparatet. Hvor
humanisten både må stille sig til rådighed og blive et offer. Men man kan ikke melde sig ud af verden, Villy Sørensen er ikke utopiker i dén forstand, han er ’hverken eller’ eller delvis tilhænger og delvis modstander.«
»Det skelsættende var imidlertid, at han tænkte kunst, litteratur og politik sammen, så det gav mening. Han brød med såvel – stikordsagtigt – PH som med de kristelige og alle dem med myterne og Jung, han skabte en sammenhæng på tværs af de meget delte problemstillinger«.
Også for Kasper Støvring
(f. 1973), litteraturstuderende ved Københavns Universitet, er Digtere og Dæmoner hovedværket. Han betoner den meget stærke kontinuitet i forfatterskabet, men mener samtidig, at alt væsentligt allerede bliver sagt i ’59-bogen.
Støvring er enig med Ulrich Horst Petersen i, at der er to strømninger i Villy Sørensens forfatterskab, men han ser dem som mere modsatrettede i henholdsvis en radikal og en kulturkonservativ position. Støvring sporer desuden en mere pessimistisk position hos Villy Sørensen.
»Han har selv kaldt sig ’en romantisk oplyst humanist’«, påpeger han – ifølge Støvring ikke tegn på nogen overvældende optimisme.
Den konservative strømning finder Støvring i mange af Villy Sørensens grundtanker – om mytens betydning, om naturens – og i hans kritik af massekulturen og selvstændiggørelsen af værdisystemer i et samfund »hvor centralværdien mangler,« som Villy Sørensen udtrykte det.
»Villy Sørensen vil have de ’autonome værdisæt’ til at arbejde sammen til almenvellets bedste. Også selvstændiggørelsen af kunsten er han meget kritisk over for. Det er utroligt vigtigt, at kunstneren er en repræsentant for almenheden.«
– Det, der ligger i, at han kalder kunstneren ’det sidste almindelige menneske’?
KS: »Netop. Og når vi taler om Villy Sørensens aktualitet, mener jeg eksempelvis, at denne forestilling om kunstneren som det frie, oplyste individ er utrolig aktuel i forhold til det, der sker i dag, hvor hele tanken om, at kunsten skulle have en funktion, er fraværende.«
– Hvis han er kulturkonservativ, så er han dog samtidig en indædt forsvarer for velfærdsstaten. ’Velfærdsdemokratiet er opstået i kamp med udbytning og undertrykkelse, og det anføres som bekendt ofte som et argument mod systemet, at den større sociale tryghed fører til åndelig stagnation, eftersom nød og elendighed skulle være særligt åndeligt inspirerende. Naturligvis forholder det sig omvendt: Først velfærdsstaten giver flertallet mulighed for at få et åndsliv,’ siger han blandt andet?
KS: »Men han siger også, at flugten fra selvet er bedst organiseret i velfærdssamfundet!«
»’Velfærdsstatens store fare er, at mennesker i den lader sig friste til at suspendere deres egen besværlige personlighed, netop fordi det i velfærdsstaten, muligvis i modsætning til alle andre former for samfund, er muligt at klare sig ganske godt helt uden personlighed, man kan jo altid gøre nytte og få sin løn som fagmand og funktionær,’ siger han i Digtere og dæmoner.«
»Han slutter dog med dobbeltheden: ’Lurer dragen på menneskene i velfærdsstaten, er der andre stater, som den allerede behersker. I sin rette form er velfærdsstaten et værn mod dragen – for den frie personlighed’.«
– Tror du, han blev ved med at
mene det?
KS: »Ja, det mener jeg, han gjorde. Men han bliver måske mere skeptisk, efterhånden som det dæmrer, at der er træk ved udviklingen, man ikke kan gøre noget ved. Han udvikler en ’økologisk pessimisme’ og en forestilling om, at katastrofen skal indtræffe, før mennesker tager sig sammen til at handle. At vi ikke gør modstand, før det er for sent.«
Oprør fra midten er også på mange måder et konservativt skrift, mener Kasper Støvring. Den kollektivt skrevne bogs filosofiske grundlag, som er blevet tilskrevet Villy Sørensen, er konservativt.
»Hele tanken om, at vi har en medfødt natur og nogle medfødte behov, som ikke bliver opfyldt i det nuværende samfund, er naturretstænkning.«
– ’Oprør fra midten’ var da et forsøg på at gøre noget, før det var for sent?
KS: »Jo, men det er også betegnende, at den bliver en utopi. Både her og i Uden mål – og med er kritikken så fundamental, at den er svær at tage højde for i den politiske dagsorden.«
Kasper Støvring erklærer sig enig i Ulrich Horst Petersens karakteristik af Oprør fra midten, og tilføjer, at Villy Sørensens tale om ’den radikale midte’ er forbundet med menneskesynet og dermed det dybeste grundlag – som må skydes ud i fremtiden.
MSH: »Jeg tilhører en generation, der har vendt Villy Sørensen ryggen, fordi vores oplevelse af ham har været baseret på den ældre generations fortolkning. Vi har fået Oprør fra midten ind med modermælken, hans kunst kom først til senere.«
»Efter 1970’ernes optagethed af utopier, kom jeg ind i et system, hvor tankerne i Oprør fra midten blev betragtet som højdepunktet af politisk naivitet. Tilsvarende blev Villy Sørensens kunst slagtet på den freudianisme, man læste ind i den. Hans fortællinger er blevet opfattet som allegorier over psykoanalytisk lirumlarum. Og vi fik gode karakterer ved at gentage det. At hans kunst indeholder en anden stræben har været meget nedprioriteret. For mig var det en overraskelse, at der var så meget mere i ham, end den måde man havde lært at forstå ham på.«
»I kunsten bevæger han sig tættere og tættere på at ville skabe ’midterpersoner’ såsom Loke og Apollon. Det er vigtigt at få med.«
»Loke er vigtig, fordi han hverken er gud eller jætte, han er en
oplagt figur for midten. Og Villy Sørensen gør det tydeligt, at man ikke skal være sikker på, om Loke er god eller ond. Hos Villy Sørensen får tvetydigheden i Loke-skikkelsen en yderligere skrue, man skal som læser opleve tvivlen hele tiden. Det er for eksempel ikke tydeligt, om det er Loke, der afskyder misteltenen mod Balder.«
Villy Sørensens tankeform er i dag mere aktuel end nogensinde, mener Marianne Strøm Hansen.
»Efter den 11. september gik man og tænkte: ’Bare han ville sige noget!’ USA er mere end nogensinde begyndt at tænke i absolutte modsætninger. Hele Villy Sørensens stræben efter at ophæve sort-hvid-tankegangen har langt mere relevans i dag end for bare fem år siden.«
– George Bush lytter dog næppe?
MSH: »Jeg tænker også i national sammenhæng. Villy Sørensen har selv formuleret det sådan, at ’det onde er ikke at kende forskel, men at kunne se forskel på onde og gode, som om nogle mennesker kun var onde, og andre (de på vores parti) kun var gode, men i den forskels navn, i det godes navn er den meste ondskab blevet forøvet’. Man skaber selv sin modpart, hvis man erobrer det rigtiges plads. Det har han skrevet mange fortællinger om – bl.a. om Judas og Jesus: Var det nødvendigt med Judas? Var han ond og Jesus god? Eller var de i virkeligheden tvillinger og to sider af samme sag? Hans påpegning af, at vi har en medfødt lyst til at tænke i modsætninger og af, at modsætningerne også ligger i sproget, er nødvendig. Han taler både ind i en dekonstruktiv logik – og tager konstruktionen meget alvorligt – også i sin sprogbrug. I hans velkendte brug af ironi tvinges læseren også til at forholde sig til to modsatrettede betydninger på samme tid. Det bliver et retorisk ’hverken-eller’, der udtrykker virkelighedens tvetydighed«
KS: »Efter 1980 forsvinder Villy Sørensens forsøg på at lave indgreb i den offentlige samfundsdebat til fordel for arbejdet med gamle mytologier. Der var et helt andet samfundsengagement i 60’erne og 70’erne.« Vejrdage, Villy Sørensens personlige betragtninger fra 1980, ser Støvring som en reaktion på det udadvendte engagement, men også som en understrøm, der hele tiden har været der, nemlig i det menneskesyn, der tror på nogle fundamentale behov.
»Som Villy Sørensen prægnant formulerede det:
’Bag den offentlige person, man til dels bliver af at tage del i den offentlige debat, er der en anden – eller første – person, hvis motiver og grunde til at tage ordet sjældent kommer med i ordene.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her